Chefens læge bestemmer

Det begyndte med en læge, der blev sur på sin egen læge. CA, der arbejder i en britisk version af bedriftssundhedstjenesten og er lønnet af en stor international produktionsvirksomhed, fik i to og en halv måned besked på at blive hjemme fra arbejde, fordi hun havde brækket fire tæer.

»Han blev ved med at skrive sygemeldinger og ville ikke lade mig komme tilbage på arbejde. Men det var latterligt, for jeg arbejder faktisk hjemmefra. Og han forstod ikke, at jeg sagtens kunne lave om på nogle ting i min arbejdsdag, så jeg ikke behøvede at køre så meget rundt, som jeg plejer«, siger lægen CA, der lige nu ikke ønsker sit eget og virksomhedens navn frem.

Om nogle måneder går hendes arbejdsgiver sammen med den britiske lægeforening BMA nemlig i gang med et pilotprojekt, der - om alt går vel - vil vende op og ned på den måde, det britiske arbejdsmarked håndterer sygefravær på. Den store virksomhed, der har omkring 5.000 ansatte, ønsker ikke at stå frem, før pilotprojektet løber af stabelen med i første omgang 700 medarbejdere.

Ideen er at befri de praktiserende læger for at spilde tid med at skrive banale sygemeldinger for forkølelser, falske sygemeldinger som dække for andre problemer og unødvendige sygemeldinger som følge af, at de praktiserende læger ikke kender arbejdspladsen. Og så gøre arbejdsgiverne mere engagerede i deres medarbejderes ve og vel, samtidig med at de får indrettet arbejdspladsen, så medarbejderne ganske enkelt får færre sygedage og dermed sparer virksomheden penge.

Derfor skal ansvaret for at skrive lægeerklæringer som et forsøg flyttes over på en læge, der er hyret af arbejdsgiveren og som vil være på vagt for at identificere og løse problemer, der kan være med til at gøre medarbejderne syge. Det er dog vigtigt for CA at understrege, at lægerne på virksomhederne stadig vil være bundet af lægeløftet og den medfølgende tavshedspligt og totale uafhængighed.

Mens CA sad og rasede med sine brækkede tæer, blev Simon Fradd, der er næstformand i De Praktiserende Lægers Udvalg i BMA, også mere og mere frustreret. Over hele landet fik de praktiserende læger stadig flere henvendelser fra patienter, der efter bare få dages sygdom fik besked fra arbejdsgiveren på at vise en lægeerklæring.

Ifølge loven kan arbejdsgivere ellers ikke kræve lægeerklæring før tidligst efter syv dages sygdom, og britiske læger har ingen interesse i at få den slags tidrøvende besøg, da de er lønnet efter antallet af fast tilknyttede patienter og ikke efter hvor mange konsultationer, de faktisk gennemfører. Alligevel blev der i hele Storbritannien sidste år skrevet 2,4 millioner af den type lægeerklæringer, som arbejdsgiveren ikke har krav på, og som lægerne ikke er forpligtede til at skrive.

Simon Fradd er ud over sit job i Den Britiske Lægeforening også selv praktiserende læge. Så da CA kontaktede ham med sit problem med lægerne, der kender for lidt til arbejdspladserne, kunne de hurtigt finde en fælles sag.

»Det her ligger jo fuldstændig forkert i mine hænder. Hvis patienterne kommer og beder om en lægeerklæring, inden der er gået syv dage, så siger jeg nej og sender dem hjem. Hvis der derimod er gået syv dage, så skriver jeg bare under. Jeg ved jo intet om arbejdspladsen, men jeg ved, at de har brug for papiret for at kunne få sygedagpenge, og det er altså ikke min rolle at være betjent for socialvæsenet. Men resultatet er, at vi som praktiserende læger ikke fokuserer på at gøre folk raske. Vi skriver bare under på, at de er ude af stand til at passe deres arbejde ud fra de oplysninger, de selv giver«, siger Simon Fradd.

Så lægerne er utilfredse, arbejdsgiverne er utilfredse, og fagforeningerne er såmænd også utilfredse med det nuværende system. I GMB, der med 700.000 medlemmer inden for industri, service og handel er en af landets største fagforeninger, medgiver talsmand Emily Thomas, at de praktiserende læger i det nuværende system er fuldstændig uegnede til at få øje på arbejdsbetingede skader og sygdomme.

»Vi ville nu foretrække at have en særligt sagkyndig i hver lægepraksis med ansvar for at holde øje med arbejdsrelaterede skader. Men det er helt sikkert, at der skal gøres noget, selv om vi er noget skeptiske over for, at det skal lægges ind under virksomhederne. Nogle arbejdsgivere er rigtig gode, men der er også nogle, der ikke er, og vi er bange for, at der kan opstå tvivl om, hvis interesser de her arbejdsgiverbetalte læger egentlig plejer. Men vi er klar til at diskutere, hvad man kan gøre. Vi har jo samme mål«, siger Emily Thomas.

CA er godt klar over, at mange ansatte kan være skeptiske over for, om virksomheden nu virkelig også vil deres bedste, eller om det hele bare udspringer af en chefmistanke om, at medarbejderne lyver sig syge, hver gang de ikke rigtig gider arbejde. Derfor går virksomheden meget snart i gang med et lille forprojekt, der skal overbevise medarbejderne og deres praktiserende læger om, at virksomheden kun har gode hensigter.

I forprojektet vil bedriftssundhedskontoret, der allerede er en integreret del af den pågældende virksomhed, begynde at arbejde tæt sammen med de praktiserende læger i tilfælde, hvor medarbejdere er kommet tilbage i skånejob efter at have været syge. I dag er rehabiliteringen en sag mellem medarbejder og virksomhed, men CA's virksomhed vil til at have de praktiserende læger med, så de får tillid til, at det først og fremmest handler om at gøre folk rigtigt raske og fuldt arbejdsdygtige.

»På den måde skulle lægerne også gerne blive mindre utrygge ved at slippe ansvaret for at skrive lægeerklæringer. Vi vil vinde deres hjerner og hjerter for sagen. Og vi vil have medarbejderne til at tro på, at vi passer på dem og er optaget af deres velbefindende. De skal vide, at de bliver behandlet med det samme, at de ikke får lov til bare at glide over i kronisk sygdom. Vi vil gøre alt for at sikre deres job«, siger CA.

I lægeforeningen er Simon Fradd også godt klar over, at forsøget kan blive mødt med en del skepsis. Dels på grund af den indbyggede anklagende pegefinger om snyd i det nuværende system. Og dels fordi mange kan frygte, at der går skår af det nære forhold mellem patient og familielæge, når pludselig en del af ansvaret for patientens ve og vel bliver lagt over til en læge, der er betalt af arbejdsgiveren.

»Men lad os gå åbent og ærligt ind i det her. Det handler jo ikke om at lukke de praktiserende læger ude, og der er altså ingen grund til at tro, at man ikke kan deles om ansvaret for patienterne. De 60 sekunder, vi bruger på at skrive en lægeerklæring, gør ikke meget godt for forholdet mellem læge og patient. Hvis vi kører forsøgene, får vi også øje på problemerne. Og det er klart, at vi må sikre, at læger og sygeplejersker, der er hyret af arbejdsgiverne, stadig arbejder fuldstændig uafhængigt«, siger Simon Fradd, som dog medgiver, at der nok vil være læger, der ikke hæger tilstrækkeligt om uafhængigheden.

Men Fradd er generelt træt af britiske lægers oppustede selvopfattelse.

»Jeg kunne godt tænke mig lidt ærlighed også fra de praktiserende læger. Vi er ikke guder, der ser alt og hører alt fra vores plads på toppen af pyramiden. Vi må acceptere, at der sommetider er andre, der kan klare tingene bedre end os. Om det så er andre læger, sygeplejersker eller fysioterapeuter«.

Simon Fradd er ikke i tvivl om, at de praktiserende læger nok skal blive glade for at slippe for de tidkrævende lægeerklæringer. Og selv om der i første omgang kun er tale om et forsøg, der begynder i efteråret på et mindre antal virksomheder, så er han også sikker på, at det nye system i løbet af ganske få år vil blive udbredt til at dække hele landet. De store virksomheder kan hyre deres egne læger, mens de mindre kan slå sig sammen.

Systemet er faktisk allerede skrevet ind i den nye kontrakt mellem sundhedsmyndighederne og de praktiserende læger. I kontrakten, som netop i øjeblikket er ved at blive godkendt af lægerne, står, at hvis forsøgene er en succes, så er målet at have flyttet ansvaret for lægeerklæringerne til læger på arbejdspladserne over hele landet i april 2006. Regeringen har altså også erkendt, at der er et problem, og at det kan være, at CA og Simon Fradd har fundet en brugbar løsning. Det særlige moderniseringskontor under det britiske sundhedsvæsen har meddelt, at det vil følge forsøgene meget tæt.

Men selv om forsøgene skulle være køreklar til efteråret, er det stadig svært at få en uafhængig vurdering af idéen. Flere af Storbritanniens førende sundhedsøkonomer siger, at de vil have flere detaljer og helst være lidt tættere på forsøgsordningen, før de vil sige, om det ligner en god idé. Simon Ebbett, der er chefredaktør på ugemagasinet Doctor, er dog ikke i tvivl.

»De praktiserende læger bruger alt for lang tid på lægeerklæringerne, og de er en væsentlig grund til, at varigheden af en gennemsnitskonsultation nu er nede på 9,3 minut. Lægeerklæringen fungerer kun som en undskyldning for ikke at komme på arbejde, og det burde være en sag mellem medarbejder og arbejdsgiver. Det er der ingen grund til at spilde det offentliges tid og penge på. Og der sker altså ikke noget ved, at din praktiserende læge ikke lige ved alt, hvad der sker med dig i løbet af arbejdsdagen«, siger Simon Ebbett.

På den store virksomhed, CA arbejder for, skønner man, at medarbejdernes sygefravær årligt koster virksomheden næsten 40 millioner kroner. Så selv en enkelt procents reduktion vil kunne mærkes i regnskabet.

»Det mål burde vi i hvert fald kunne nå. Det er bare et spørgsmål om, hvordan man sælger idéen til medarbejderne. Vores budskab til dem vil være, at vi faktisk har en interesse i, at de har det så godt, at de er i stand til at passe deres arbejde«, siger CA.