Coaching skal lære yngre læger at være læger

Foto Regionshospitalet Randers

Hvordan påtager man sig som 27-årig spinkel kvinde sin rolle som læge i f.eks. en akutafdeling?

Hvordan tager man charge og bliver i stand til at møde patienter, pårørende og kolleger bedst muligt?

Som nyansat Klinisk basisuddannelse (KBU)-læge er det ikke lige de spørgsmål, man har beskæftiget sig med under sin uddannelse. Men det bliver aktuelt, når man rejser hovedet fra bøgerne og står over for f.eks. akutte patienter, som alle - for det utrænede blik - fejler noget potentielt livstruende.

Og når vagten er slut, og man står i køen i Føtex, melder tvivlen sig: Huskede man at bestille den prøve? Huskede man at skrive det ind i journalen? Og når man kommer hjem, ringer man til afdelingen for lige at tjekke ... Og samtidig falder tanken på dagens øvrige patienter: gjorde man nu det rigtige?

Arbejdslivet invaderer hjemmelivet i et ikke altid hensigtsmæssigt omfang.

Ofte bearbejdes tvivlen, traumerne og de dårlige oplevelser over en kort snak i kaffepausen. Hvis der altså er tid til kaffepause.

Men det er sjældent tilstrækkeligt, mener Tommy Midtgaard, der i sommer tiltrådte som ny ledende overlæge på akutafdelingen på Regionshospitalet Randers.

Coaching af yngre læger sker i dag kun i meget begrænset omfang på danske hospitaler. Og det på trods af, at det ifølge Tommy Midtgaard er almindelig kendt, at mange medicinske kandidater rammes af »praksischok«, når de kommer i frontlinjen.

»Jeg ser gerne, at der skabes en kultur, hvor det er naturligt at søge støtte til at bearbejde den slags ting. Hvad siger man til de pårørende til en døende, ældre mand? Det er i orden at sige, at man synes det er svært. Og det er i orden at blive rørt - uden at man dermed mister sin professionalisme. Men i begyndelsen kan det være endog særdeles vanskeligt at håndtere den slags.

Det er jo ikke fordi, jeg går og spotter, om nogen virker usikre. Men når man er ung, kan man holde til rigtig meget. Ville det imidlertid ikke være bedre, at man kan holde i ti år mere og have det godt imens?«, siger Tommy Midtgaard og understreger, at der ikke er tale om supervision af lægen som læge, men af lægen i rollen som læge.

Ikke blødt og langhåret

»Vi har i vores sessioner talt meget om tilstedeværelse. At man over for patienten er en person, der er læge. Man er ikke en kittel med et navn på. Og nej: Det at være til stede er hverken langhåret eller en blød værdi. Det er helt essentielt«, siger Tommy Midtgaard og understreger, at man skal lære at blive coachet.

»De yngre læger skal vælge det til og ikke deltage, fordi det er noget, der tilbydes, eller fordi de vil gøre det for min skyld.

I de første sessioner har formen været rimelig løs. Nogle vil formentlig ikke have opfattet, at der har været tale om coaching: »Vi sad jo bare og talte om løst og fast...« Men refleksionen vil indfinde sig i løbet af et par dage.

Jeg har hidtil afstået fra at spørge ind til, om der er noget, der bøvler dem. Jeg foretrækker, at de føler sig trygge i gruppen og selv leverer«.

Det ligger Tommy Midtgaard meget på sinde at fastslå, at han har en akademisk tilgang til coaching. En disciplin, som de senere år er blevet devalueret og udbredt til at omfatte coaching af heste, forældre, singler, etc. Og hvor man kan kalde sig coach efter et weekend- eller brevkursus.

Ud over sin uddannelse i supervision fra Kempler Instituttet er Tommy Midtgaard i gang med at erhverve sig en Master i organisatorisk coaching på Aalborg Universitet.

Interessen blandt de yngre læger for det nye initiativ er stor - hurdlen er manglen på tid og pludselige akutte patienter.

Det er foreløbig kun blevet til knap otte gruppeseancer og enkelte individuelle coachingforløb. Men ifølge Tommy Midtgaard er det hensigten, at coaching skal indgå mere systematisk i de yngre lægers dagligdag med fast afsat tid, f.eks. hver anden uge.

Fem spørgsmål til Stine Uhd Gammelby, KBU-læge, akutafdelingen, Regionshospitalet Randers

Hvorfor har du takket ja til coaching?

Der er hele tiden fokus på det faglige, men selve lægerollen er ny for os. Dertil kommer, at andre faggrupper har fælles frokostpauser, hvor de deler oplevelser, tvivl. etc. Det har vi hverken kultur for eller tid til. Den form for evaluering og debriefing higer vi efter.

KBU'en skulle jo netop udmærke sig ved at lære jer at være læge?

Jo, men der er ikke fokus på de forskellige lægeroller i hverdagen. Her er det det faglige, der er i fokus.

Står man lidt som Bambi på isen?

Jamen, det gør man jo i et eller andet omfang. Man har masser af faglighed, men næsten ingen erfaring. I begyndelsen er alt potentielt livstruende. Det er vildt pludselig at være den, der står med ansvaret. Men noget af det sværeste er at påtage sig lederrollen over for sygeplejersker med mange års erfaring. Det kan være svært at modargumentere, når ens erfaring er så sparsom. Netop forholdet til sygeplejerskerne er noget af det, vi drøftet rigtig meget. Det var en lettelse at opleve, at det var et generelt problem blandt os.

Hvad er svært i forhold til patienter og ældre kolleger?

Jeg oplever ikke de store problemer i forhold til patienterne - de stoler på mig. At være ung og lyshåret har ikke - modsat hvad jeg måske havde forventet - været en ulempe.

Nogle iblandt os har haft uheldige sammenstød med ældre kolleger, og generelt oplever vi mangel på feedback. Det får os til at tvivle på, om det vi laver, er godt nok.

Er der barrierer forbundet med at udstille sin tvivl, usikkerhed o.l. i coachinggruppen?

Nej, det er ikke min oplevelse. Og man oplever jo hurtigt, at man ikke er alene. F.eks. fik erfaringsudvekslingen i gruppen mig til at sige til en sygeplejerske, at jeg syntes, at hun talte lige lovlig hårdt til mig, og jeg spurgte, om ikke vi skulle bestræbe os på at samarbejde i stedet for.