Skip to main content

Coronavirus hos Lægevagten: »Mange er unødigt bange«

Efter almindelig lukketid hos de praktiserende læger er det blandt andet vagtlæge Bjarne Lühr Hansen, der tager imod patienterne i Region Syddanmarks lægevagt. Han har set og hørt det meste, men coronavirus giver helt nye oplevelser.

Foto: Privat
Foto: Privat

Britt Lindemann bli@dadl.dk

5. mar. 2020
4 min.

Siden den første dansker blev testet positiv for coronavirus, har der været travlere end sædvanligt hos landets lægevagter, og lægevagten i Region Syddanmark er bestemt ingen undtagelse, viser en opgørelse foretaget af JydskeVestkysten. Coronabekymrede danskere ringede flittigt, da praktiserende læge Bjarne Lühr Hansen sidst tog imod patienter i lægevagten.

»Lægevagten er domineret af henvendelser vedrørende infektionssygdomme, forkølelse og influenza, som det er her om vinteren. Nu er der så kommet coronavirus oveni, som folk er blevet rigtig bange for på grund af det hysteri, der er i medierne«, siger Bjarne Lühr Hansen, der har været vagtlæge i 30 år.

Han dækker gennemsnitligt tre vagter om måneden hos lægevagten med omkring 100 patienter pr. vagt på telefonen eller i konsultationen. Her tager han imod alt fra de mest almindelige infektioner og smerter efter uheld til fnat og mistanke om kondylomer. Mere kuriøse henvendelser er fulgt med frygten for coronavirus.

»Jeg har haft en taxachauffør, der ringede til mig, fordi han lige havde kørt med én, der talte kinesisk, og ville høre, hvor bekymret han skulle være. Jeg har også haft en, der havde haft sine børn med i svømmehallen og havde hørt nogen, der talte italiensk sammen. Der er mange, der er unødvendigt bange«, fortæller Bjarne Lühr Hansen.

Hans tålmodighed er dog helt intakt.

»Det er hverken svært eller specielt tidskrævende. Det er mest af alt et kuriosum. Og folk ringer jo ind, fordi de er bange«.

Han har mange års erfaring med at berolige urolige patienter og ved, hvad han skal sige for at tale dem til ro, hvis de ikke er i risikogruppen. Glem alt om det, sagde han til taxachaufføren, der var bekymret for den kinesisktalende patient, og så var han beroliget. Andre skal afklares for, om de fejler noget andet, fordi de har feber og hoste. Præcis ligesom før nogen talte om corona. Og ellers har han haft klare retningslinjer at støtte sig til.

Har ikke alle svarene

»Der har været krisesituationer før, men lige præcis denne her gang vil jeg sige, at både Sundhedsstyrelsen, Statens Seruminstitut og vores egen fagorganisation, PLO, har klaret det ret godt. Der er kommet meget klare udmelding for, hvornår jeg som læge skal gøre noget, og hvad jeg skal gøre«, siger Bjarne Lühr Hansen.

På Lægevagten har han en skærm foran sig, hvor han nemt kan kalde de relevante instrukser frem, så det tager ikke lang tid at afklare, om en patient tilhører risikogruppen og derfor skal ekspederes videre til en infektionsmedicinsk afdeling.

Men selv en erfaren læge kan komme i problemer, når patienter har benyttet sig af den massive mediedækning og har uddannet sig selv inden for coronasmitte.

»Der er nogle gange, når veloplyste patienter ringer ind, at jeg kommer til kort, det gør hele sundhedsvæsenet, for der er eksempelvis ikke nogen, der kan svare på, hvor alvorlig sygdommen er. Vi ved det jo faktisk ikke. Jeg kan heller ikke svare, når nogen spørger, hvorfor man skal være syg for at blive podet, når vi ved, at sygdommen smitter rigtig meget inden«, indrømmer Bjarne Lühr Hansen.

Her læner han sig fuldkommen op ad Sundhedsstyrelsens og Statens Seruminstituts udmeldinger og retningslinjer, selvom han tænker, at det måske mest handler om økonomiske ressourcer, når man ikke tager flere patienter ind for at blive podet for den smitsomme virus.

»Information til lægerne har været super, og der bliver hele tiden fulgt op med den seneste nye. Det kører bare snorlige. Men der mangler et forum, der kan give forståelig information til borgerne. Her svigter de centrale sundhedsmyndigheder. Alt for mange borgere er unødigt bange«, mener Bjarne Lühr Hansen, men tilføjer konstaterende:

»Men det er jo svært, så man er oppe imod medier, der udråber coronavirus til dræberinfluenza.«

Læs også:

Corona-beredskab på infektionsmedicinsk afdeling: ”Det er som at planlægge D-dag”

Coronavirus: Fem gode råd til praktiserende læger

Coronavirus: Praktiserende læger skal være klar til at sende patienterne hjem

Ny coronavirus: Dødelighed snarere promiller end procent