Skip to main content

Da den 65-årige sjællænder tog over efter den 65-årige jyde

Til overdragelse på Mors, hvor praktiserende læge Jens Overbeck nu holder fyraften efter et langt lægeliv, mens hans jævnaldrende kollega fra Helsinge gør klar til et nyt kapitel i en ny landsdel.

Held og lykke i fremtiden. En læge siger farvel, og en læge siger goddag i klinikken i Øster Jølby. Til venstre Svend Gottlieb, der er den nye læge på Mors, og til højre Jens Overbeck, der har pakket stetoskopet ned og lukket lægetasken for sidste gang.
Held og lykke i fremtiden. En læge siger farvel, og en læge siger goddag i klinikken i Øster Jølby. Til venstre Svend Gottlieb, der er den nye læge på Mors, og til højre Jens Overbeck, der har pakket stetoskopet ned og lukket lægetasken for sidste gang.

Kurt Balle Jensen, kurt@ps-presse.dk

2. sep. 2013
7 min.

Faktaboks

Fakta

praksis  De første blomster er blevet leveret og står og vifter med et lille kort. På et skab står et par flasker vin i cellofan og byder velkommen. Navneskiltet er også blevet udskiftet inde i lægehuset, men udenpå er det gamle skilt stadig skruet ind i muren. Vi er midt i en overdragelse mellem to praktiserende læger. Stedet er Øster Jølby på Mors.

»Ja, sid ned«, siger Svend Gottlieb og slår hånden ud mod stole og bordet med kager og kaffe. Nu er det ham, der er vært, og møblerne er hans, for dem har han købt af sin forgænger.

Jens Overbeck smiler og glæder sig til et liv med tid til det, der ikke var tid til før. Nu holder han fyraften. Han er 65 år. Svend Gottlieb smiler også, for han glæder sig til udfordringen og til at starte som praktiserende læge i en helt anden del af landet. Han er også 65 år. Hvilke tanker har de hver især gjort sig, siden de har valgt så forskelligt?

»For få år siden tænkte jeg slet ikke på at holde op. Jeg var klar til at fortsætte i mange år. Men for et par år siden begyndte jeg at overveje, om ikke det snart alligevel var tid til at sige stop. Jeg arbejdede utroligt meget, og alligevel havde jeg fornemmelsen af altid at være bagefter. Jeg føler mig ikke udbrændt, og jeg havde det stadig godt, når jeg sad sammen med den enkelte patient. Men samlet set gik det ud over arbejdsglæden«, fortæller Jens Overbeck.

Han havde 2.650 patienter, og han arbejdede dagligt i lægehuset til kl. 18-19. Så tog han hjem, havde en lille pause og arbejdede så et par timer yderligere. Derudover arbejdede han i weekenderne.

2.600 eller 1.600 patienter?

Svend Gottlieb nikker til det, hans kollega fortæller.

»Hvis jeg havde haft sådanne arbejdsforhold, havde jeg nok gjort, som Jens nu gør, eller måske ansat personale. Men jeg havde gode vilkår i Gribskov Lægecenter, hvor vi var fem læger om 6.300 patienter. Jeg kunne hver dag gøre mig færdig med arbejdet, inden jeg tog hjem, og jeg havde tid til både at være lokalpolitiker og til at dyrke fritidsinteresser. Her på Mors starter jeg jo også på et helt andet grundlag end det, Jens slutter på. Min aftale med regionen betyder, at jeg har et loft på 1.600 patienter«, fortæller Svend Gottlieb.

Jens Overbeck: »Den mulighed havde jeg jo ikke. Jeg kunne ikke som allerede praktiserende læge i Øster Jølby gå til regionen og sige, at nu vil jeg godt af med 1.000 af mine patienter. Jeg havde en sygeplejerske og en sekretær, og skulle jeg fortsætte, skulle det være med mere personale. Det kunne jeg godt have gjort, men jeg valgte i stedet at lukke ned. Og det har jeg det godt med«.

De to læger er enige om, at arbejdspresset generelt er blevet større.

»Ja, arbejdsmængden pr. patient er vokset. Det er der ingen tvivl om, og vi kunne mærke det, da den nye sygehusstruktur med akutafdelinger blev indført. Nu er det hurtigt ind og hurtigt ud, og det belaster både os og hjemmeplejen«, siger Jens Overbeck.

Svend Gottlieb: »Det mærkede vi også i Gribskov, og dertil kommer, at kravene fra patienterne er blevet større. De har mere viden om sygdomme, og de vil være raske næsten før, de bliver syge. Der er i gennemsnit flere kontakter pr. patient end for nogle år siden«.

Flere nye tendenser har præget arbejdsmængden i de seneste år. Når patienter henvises til behandling, er der måske ventetid, men så kommer de igen og skal henvises via arbejdspladsens sundhedsforsikring, og det giver dobbelt arbejde for lægen. Flere forhold kunne nævnes, og hele denne udvikling har betydning for, hvor stort antallet af patienter kan være.

»Engang mente jeg, at det er rimeligt med 2.000 patienter. Nu vil jeg nok mene, at det mest rimelige er 1.600 patienter, som Svend har fået som loft«, siger Jens Overbeck.

»Min far blev jo ved, til han var
76 år«

Han har det godt med, at hans kollega fra Sjælland har valgt at fortsætte i Øster Jølby. Man fornemmer en god kemi mellem de to læger, og for Jens Overbeck er det godt at vide, at klinik og patienter er i gode hænder. Men hvor længe vil Svend Gottlieb blive ved?

»Det ved jeg ikke, måske til jeg bliver 70? I min familie har vi været læger i fem generationer og altid blevet ved længe. Min far blev ved, til han var 76 år«, smiler Svend Gottlieb.

Han solgte selv sin praksis i Gribskov til en uddannelseslæge, der gerne ville blive. Det var en mulighed, han ikke kunne sige nej til, og derefter så han sig om efter andre muligheder. Efter tre ugers vikariat i Sverige fik han kontakt til Region Nordjylland og sporede sig ind på den plads, der blev ledig i praksiscentret i Øster Jølby. Aftalen med regionen betyder, at han i tre år er garanteret en indtjening svarende til 1.600 patienter og herefter skal fungere under sædvanlige vilkår. Men hvordan er det at lade sig rykke op med rode og fremover skulle være læge på Mors?

»Vi beholder vores bolig på Sjælland og skal så nok finde en lejlighed her på Mors. Foreløbig bruger vi vort sommerhus i Himmerland, så jeg har en times kørsel i smukke omgivelser med fem minutters sejltur. Det er meget fint«, siger Svend Gottlieb.

Og hvad med hans afgående kollega?

»Vi flytter til Aarhus. Ikke som fravalg af Mors, for her har vi haft det godt. Det er snarere som tilvalg af kortere afstand til børn og børnebørn«, siger Jens Overbeck.

»Ja, vores datter og svigersøn bor i Ikast, så de er glade for, at jeg nu bliver læge på Mors«, tilføjer Svend Gottlieb. Men så bliver der pludselig snakket om rengøring, for kan den nye læge ikke få en aftale med den tidligere læges rengøringshjælp? Der er mange praktiske ting, der skal på plads i en overdragelse, og der er ingen vemod, for den ene 65-årige er glad for at lukke et livskapitel, og den anden 65-årige er glad for at åbne et nyt livskapitel. Og på Mors og i regionen er de også glade, for der er lægemangel og derfor tilfredshed med, at der nu kan sættes et nyt navneskilt op på klinikken i Øster Jølby.