Da lægen fra Århus vandt DM og Copenhagen Marathon

Kathrine Bonde Tilma glemmer aldrig søndag den 21. maj 2006: Hun løb Copenhagen Marathon, der ud over at være et internationalt løb, også skulle afgøre det danske mesterskab. Da Kathrine havde løbet halvdelen af løbet, passerede hun sammen med en dansk løber den sidste udenlandske deltager, og de to danskere var nu i spidsen. Da hun manglede cirka en tredjedel af de godt 42 kilometer, løb hun fra konkurrenten og var resten af vejen alene i front.

Da Kathrine nærmede sig målstregen, kunne hun jublende række armene i vejret. Hun havde vundet en dobbeltsejr og var både blevet dansk mester og vinder af Copenhagen Marathon.

- Ja, det var en fantastisk fornemmelse, og der var masser af tilskuere, blandt andet noget familie, der ikke vidste, at jeg lå i spidsen, før de så mig, fortæller den nyslåede mester.

Dagen efter mødte Kathrine Bonde Tilma på arbejde på Århus Kommunehospitals øjenafdeling til stor forbavselse for den ledende overlæge: »Jamen har du slet ikke ondt i benene«, spurgte han. Det havde hun ikke - men en negl klemte lidt ...

Hvorfor løber så mange læger?

Kathrine er læge - og en af mange læger, der løber. Men hvorfor løber hun, og hvorfor er der så mange danske læger, der løber, enten på motionsniveau eller i klub?

- Det tror jeg skyldes flere ting, og det er noget, jeg før har snakket med andre løbende læger om. Jeg tror blandt andet, at det skyldes vores kropsbevidsthed, for der er for eksempel også mange fysioterapeuter, der løber. Så er der selvfølgelig det rent praktiske, for med skiftende arbejdstider har vi måske nemmere ved at løbe end ved at være en del af for eksempel et volleyballhold. Det meditative spiller nok også ind, for man får »renset ud«, når man løber. Endelig er der selvfølgelig det med selvdisciplinen. Den skal man have som løber, og den har læger også - allerede under lægestudiet kan det jo virke som noget af et maraton at gå i gang med de tykke bøger.

En seddel på opslagstavlen i Medicinerhuset

Kathrine Bonde Tilma er 29 år og blev færdiguddannet som læge i 2004. Efter halvandet års turnus i Århus på amtssygehuset og kommunehospitalet samt som praktiserende læge arbejder hun nu i en introduktionsstilling på Århus Kommunehospitals øjenafdeling og vil gerne videreuddanne sig til øjenlæge.

Hun begyndte at løbe seriøst, da hun en dag som medicinstuderende så en seddel på opslagstavlen i Medicinerhuset på universitetet.

- Det var min fremtidige træner i AGF, der ville have flere med til at løbe i det, han kaldte Jyllands største pigeløbegruppe. Så tænkte jeg, at nu skulle det være, fortæller Kathrine Bonde Tilma.

- Et af de steder, hvor det kan betale sig at sætte sedler op, er netop i medicinernes hus på universitetet. Her bliver studerende fristet til at melde sig, mens det ifølge vores træner ikke kan betale sig at forsøge at rekruttere løbere hos for eksempel de jurastuderende.

Kathrine læste opslaget og fandt løbeskoene frem. Det er fire et halvt år siden, og det var en novemberaften, den medicinstuderende mødte op og fandt ud af, at der altså også er en social gevinst ved at løbe. Hun løb blandt andet sammen med andre medicinere, og der var gode muligheder for en snak undervejs og bagefter.

Men også på anden måde fik det social betydning. Så meget, at hun mødte sin kæreste, Mikkel Kleis, i AGF. Han er også løber og i øvrigt dansk mester på 1.500 meter løb - og jurastuderende.

- Ja, han er en af undtagelserne, smiler Kathrine.

Det skal først og fremmest være sjovt

- Egentlig har jeg altid vidst, at jeg ville begynde at løbe seriøst på et tidspunkt, for allerede i Folkeskolen sagde mine idrætslærere, at jeg burde gøre noget mere ved det. Da jeg først var kommet i gang, begyndte jeg hurtigt at konkurrere på fem og ti kilometers distancer, men så fik jeg en skade, et såkaldt løbeknæ. Det er typisk, at man som ny løber får en overbelastningsskade, og det er også typisk, at man bliver nærmest deprimeret, når man pludselig ikke kan løbe mere. Det giver jo noget af et kick at løbe, så man bliver helt afhængig af det, siger Kathrine Bonde Tilma.

Hun var forholdsvis hurtigt klar igen, og sammen med et par veninder besluttede hun sidste år at begynde at træne maraton.

- Der skulle ske noget nyt, og vi følte, at vi var bedst på de lange distancer. Så vi kunne lige så godt tage springet fuldt ud og begynde at træne maraton. Vi lavede vort eget træningsprogram og trænede op til sidste års danske mesterskaber, der fandt sted i Odense. Det gik sådan set udmærket med en placering et sted midt i feltet. Min tid var tre timer og 11 minutter, fortæller Kathrine.

Hun havde for alvor fået blod på tanden men ikke så meget, at hun blev fanatiker med ændring af kost og livsvaner:

- Nej, jeg er ikke typen, der går på strenge diæter eller tæller kalorier. Men jeg lever sundt, og jeg har det godt med at løbe. Det er en god oplevelse, og jeg løber hver dag og vil altid løbe under en eller anden form. Det vigtigste er, at det er sjovt. Der er for mig ingen tvivl om, at det psykiske spiller en meget stor rolle.

Læger og skader

I dette forår kunne Kathrine Bonde Tilma godt mærke, at det bar hen imod noget stort. Hun havde gode resultater i sine løb på kortere distancer, og da tiden for årets Copenhagen Marathon nærmede sig, satte hun sig det mål, at hun ville løbe på under tre timer.

- Men der var nu nogle af mine løbekammerater i AGF, der mente, at jeg godt kunne sætte ambitionerne lidt højere, smiler Kathrine. Og de fik ret.

- I år trænede jeg alene, og i ugerne op til maraton løb jeg mellem 90 og 130 kilometer om ugen. Det specielle ved at træne maraton er jo, at man aldrig træner en hel maraton. Jeg løb op til 35 kilometer på enkelte dage, og det var mest om søndagen, når jeg havde tiden til det. Men fordi man ikke træner en hel maraton, kan man ikke være helt sikker på, hvordan man egentlig står tidsmæssigt.

Den 22. maj i år slog Kathrine så for alvor til under Copenhagen Marathon. Hun slog sin egen rekord med hele 22 minutter og løb sig til tops på resultatlisterne og ind på avisernes sportssider. Som noget meget usædvanligt havde hun vundet DM-guldet i sin kun anden maraton.

Men hvad nu?

- Jeg tager det stille og roligt. Jeg fortsætter som hidtil og har ikke tænkt mig at lave om på mit liv. Til efteråret skal jeg løbe maraton i Amsterdam, og selvfølgelig skal jeg forsvare mit DM næste år. Så må vi se.

Men hvad med skader? Er der nogen forskel på læger og alle andre løbere?

Kathrine Bonde Tilma: Næh. Vi får også skader, selv om vi egentlig med vores viden burde være mere opmærksomme på risikoen for overbelastninger og andre former for skader. Jeg tror oven i købet, at læger oftere end andre begynder for hurtigt efter en skade, for der er ingen, der skal komme og fortælle os, hvornår vi er klar til at løbe igen. Det ved vi jo selv alt om - tror vi.