Skip to main content

Dårlige tider for lægevikarer

Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk

1. okt. 2010
2 min.

Hospitaler i udkantsområderne bruger færre penge på lægevikarer.

I 2008 brugte Sygehus Sønderjylland 23 millioner kroner på lægevikarer mod et forventet forbrug på 14 millioner kroner i år.

Sygehus Syd, der dækker fem sygehuse på Sydsjælland og Lolland-Falster, brugte 61 millioner kroner på vikarlæger sidste år mod et forventet forbrug på 40-45 millioner kroner i år.

Hvor hospitalerne væk fra de store byer for få år siden stort set ikke kunne skaffe en speciallæge, har ansættelsesstop i de store byer, nedlæggelse af vakante stillinger og importerede speciallæger ført til flere ansøgninger fra speciallæger i yderområderne:

»Det er som om, det er vendt på en tallerken. På kort tid er situationen blevet helt anderledes. Vi har fået ryddet ordentligt op i vikarforbruget på læger, og det giver os en væsentligt billigere driftsform,« siger lægelig direktør på Sygehus Sønderjylland, Henrik Villadsen.

På et år ændrede de et budgetunderskud på 96 millioner kroner til et overskud sidste år på en million kroner.

Farvel til dyre læger og goddag til fastansatte speciallæger var en del af løsningen:

»Når speciallægemanglen ikke er så udbredt, som den var, er det muligt at finde billigere løsninger end de dyre vikarer. Det har haft stor betydning for vores økonomi,« siger han.

Hos et af de store vikarbureauer Vikteam erkender man, at tiderne for lægevikarer ikke er, som de var:

»De seneste år har vi haft en vækst i Danmark, men om det fortsætter er usikkert, når man ser på den nuværende situation. Der er politiske udmeldinger om besparelser, vi ser opsigelser på sygehusene, man lukker afdelinger, ændrer strukturen, centraliserer. Det er klart, at hvis der ikke er så mange ledige job på de danske hospitaler, så er der ikke så stort et behov for vikarer,« siger direktør i Vikteam, Nils Høgalmen.

Hos Medflex forventer man en konsolidering af vikarmarkedet:

»Ingen tvivl om, at alle er hårdt ramt for tiden. Der er nedgang i markedet, og som helhed går det virkelig dårligt for vikarbranchen i Danmark. Heldigvis har vi hos Medflex ingen aktionærer eller kapitalfonde, der skal tjene penge. Så vi skal nok klare det, men de store må sende lægerne ud af landet, hvis de fortsat skal tjene,« siger partner Søren Gaun.