»Danmark kan ende som et sundhedsmæssigt fallitbo«

Den er tredje dør fra skranken. Undseelig. Ligner en hvilken som helst anden kontordør på 7. sal på Juliane Marie Centret på Rigshospitalet.

Men computeren på overlæge Ole Bjarne Christiansens kontor modtager flere gange om måneden noget ganske særligt: e-mails fra kolleger fra hele verden. Og patienter.

De ved alle, at den danske overlæge er i verdensklasse. I Europa er der måske to-tre i alt, der virkelig ved noget om behandling af habituelle aborter. Altså, hvor kvinder kontinuerligt oplever ufrivillige spontanaborter. Ole Bjarne Christiansen er én af disse.

De udenlandske kolleger - eller kvinderne selv - vil altid høre, om han vil behandle disse ulykkelige kvinder. Fordi kun han kan.

Svaret er altid nej.

Det er naturligvis ikke, fordi Ole Bjarne Christiansen ikke har lyst. Eller ikke gider træne det dybt avancerede og højtspecialiserede indgreb endnu mere til gavn for forskningen, fremtidens behandling og oplæring af sine mindre erfarne kolleger.

Nej, det skyldes alene den danske sundhedslov.

Siden regionsdannelsen har det, ifølge Rigshospitalets direktør, ikke været tilladt for danske hospitaler at modtage selvbetalere og forsikrede patienter fra lande. Heller ikke på det højtspecialiserede område.

De kilder, som Ugeskriftet har talt med til denne artikel, siger alle, at det må være en fejl.

Men fejl eller ej, så skader udelukkelsen af udenlandske patienter til højtspecialiserede indgreb mange ting: Muligheden for at danske læger blive endnu dygtigere. Muligheden for at højne behandlingskvaliteten på de sværeste indgreb. Muligheden for at styrke den kliniske forskning. Muligheden for at være med til at udvikle og tjene de på medikotekniske opfindelser, der altid følger i kølvandet på den lægelige udvikling. Muligheden for at tiltrække de højeste internationale kapaciteter til at arbejde i Danmark.

Riget: Ændr sundhedsloven, tak

Derfor ønsker Rigshospitalet, at sundhedsloven bliver ændret:

»Vi har et reelt behov for at få flere patienter inden for det højtspecialiserede end dem, som vi har. Før regionsdannelsen kunne vi tage imod selvbetalere, det var der en vis trafik med her på Riget. Den er væk«, siger hospitalsdirektør på Rigshospitalet Torben Stentoft og fortsætter:

»Hvis vi skal sikre, at det danske sundhedsvæsen ikke skal blive et sekunda-sundhedsvæsen, hvis vi skal opretholde vores fagligt stærke velfærdssystem, hvor der forsat skal være lige adgang for alle, så skal vi have mulighed for at tage højtspecialiserede patienter ind fra hele verden. For så får vi tilstrækkelig volumen til fortsat at udbyde og udvikle funktionen og være med i frontlinjen. Det har samtidig stor indflydelse på fastholdelse og rekruttering af læger med spidskompetencer inden for området«.

Ifølge Torben Stentoft handler det ikke om, at Rigshospitalet og de andre store universitetshospitaler i Danmark skal til at lave masseoperationer på rige tyskere eller samlebåndsdiagnostik på fremstormende kinesere.

Hospitalsdirektøren fastslår, at de udenlandske patienter i et dansk skattefinansieret offentligt sundhedsvæsen naturligvis på ingen måder må tage plads fra syge danskere eller være med til at skabe ventetidsproblemer.

Det handler om, at øvelse som bekendt gør mester, hvorfor Danmark ville have gavn af et større patientunderlagt på særligt de højtspecialiserede og udviklingsområderne.

Han bakkes op af hospitalsdirektør Gert Sørensen på Aarhus Universitetshospital, der ligeledes efterspørger »patienter fra udlandet på områder, hvor et stort patientunderlag er afgørende for udvikling af en højtspecialiseret funktion eller for rekruttering af internationale specialister«.

Gert Sørensen efterlyser »en dialog i Danmark om, hvordan vi kan komme til at agere på lige fod med universitetshospitaler i udlandet, uden at det går ud over danske patienter«.

Søren Boesgaard, kliniskchef på Kardiologisk Klinik, Rigshospitalet, hvorfor er det her emne overhovedet vigtigt?

»Når patientklientellet i et lille land ikke er så stort, er det svært for os at være skarpe på det. Rutinen er ikke så stor. Vi må sende patienter til udlandet i stedet for at gøre det selv. Vi mister erfaring. Det bliver svært at rekruttere spydspidserne til de her sjældne områder. Vi mister potentielt også vores egne topfolk, der tager derhen, hvor det udfordrende er. De vil så ikke kunne lære fra sig. Ligesom uddannelse af læger i højere grad vil ske i udlandet. Skal vi tilbyde den bedste behandling, bør vi hele tiden stile efter, at man i det mindste på nogle hospitaler er med helt fremme«, siger Søren Boesgaard.

Vi er europakendt på fertilitetsområdet

Fertilitetsklinikken på Rigshospitalet er internationalt anerkendt for dets ekspertise og et af de steder, som ledelsen på Rigshospitalet mener, ville have særlig gavn af udenlandske patienter. Der er også konstant efterspørgsel efter dets ekspertise.

Nedfrysning af ovarievæv for unge kræftramte kvinder, indgreb mod habituelle aborter samt »assisteret reproduktion til hiv- og hepatitispositive par« vil være nogle af de områder, hvor udlændinge ville komme rejsende.

»Vi har nået et kompleksitetsniveau i det danske sundhedsvæsen, som lægmænd ikke gør sig begribeligt. Vi taler om subspecialisering og sub-subspecialisering. Den enkelte læge kan ikke rumme det hele inden for eget speciale, det kræver, at nogle læger bliver superspecialister. Og den her udvikling vil ikke stoppe - sundhedslov eller ej«, siger klinikchef på Fertilitetsklinikken Søren Ziebe.

Han tror ikke, at udlændinge vil vælte ind over grænserne, hvis loven bliver ændret:

»Hvor fedt synes du selv, det vil være at tage til Italien og blive behandlet? Du forstår ikke sproget, du kender ikke systemet, du er som på en fremmed planet«, siger han.

Ifølge klinikchefen skal der virkelig være stærke faglige grunde til, at udlændinge vælger behandling i Danmark. Så det bliver for de få, for hvem danske læger kan noget helt særligt.

»For de få udenlandske patienter er det her vigtigt. Og for os og vores ekspertise er det vigtigt«, siger Søren Ziebe, der mener, at ambitionsniveauet i Danmark skal være større:

»Vi har slået ring om vores fantastiske velfærdsmodel i en sådan grad, at vi tror, vi kan løse det hele selv. Det kan vi ikke. Vi bliver nødt til at melde os ind i det internationale, ellers bliver vi et fallitbo på en relativ kort overskuelig årrække, for alle andre lande tilbyder altså denne mulighed til udenlandske patienter. De vil få øget deres kompetencer og kvalifikationer, mens vi lader stå til og kun behandler vores egne. Det er sgu ikke godt nok«, siger han.

Erhvervslivet kræver topbehandling

Øresundsregionen har set med europæiske briller en af de stærkeste koncentrationer af mediko/life science-virksomheder, hvor private virksomhede r, læger, universiteter, forskere og hospitalsvæsen finder sammen om dannelse af ny viden, der kan føre til fremstilling af eksportsucceser inden for lægemidler og medikoudstyr.

Den position, der i dag skaber mange arbejdspladser og skattekroner til landet, frygter Torben Stentoft, vil miste styrke, hvis ikke de danske læger har alle muligheder for at være med i front:

»Vi er meget forskningsstærke i Danmark og her på Rigshospitalet. Vi laver noget af den stærkeste kliniske forskning i hele verden i denne region. Men vi er kun så langt fremme på forskningsområdet, fordi vi netop er behandlingsstærke. Klinisk forskning sker i relation til patientbehandling, så er vi ikke med helt fremme og har spidskompetencer, mister vi vores position. Det hænger uløseligt sammen. Derfor vil vi risikere at miste erhvervsaktivitet og indtægter til landet, hvis vi ikke også satser på det højtspecialiserede«, siger Torben Stentoft.

Det bekræfter Søren Ziebe på en rundtur på Fertilitetsklinikken. Han viser særlige petriskåle, store avancerede maskiner, mikroskoper, nedfrysningsmaskiner til opbevaring af væv og æg - alt sammen er fremstillet i industrikvartererne i de københavnske forstæder efter samarbejde med afdelingen og sælges nu til fertilitetsafdelinger i hele verden.

Centralisering også på europæisk niveau

Søren Boesgaard, kliniskchef på Kardiologisk Klinik på Rigshospitalet, er sikker på, at der i de kommende årtier vil ske en centralisering på europæisk plan. Patienter vil rejse derhen, hvor ekspertisen er størst:

»Vil vi overhovedet om tyve år findes på det landkort, der i disse år tegnes for den højtspecialiserede behandling«, spørger Søren Boesgaard.

Han påpeger samtidig, at fremtidens patient ikke lader stå til. Hvis Danmark har 40 patienter med en særlig cancerform på landsplan, men et hospital i Antwerpen udfører operationen på denne sygdom 200 gange årligt, vil rigtig mange tage dertil. Og flere i fremtiden. Det vil føre til en social skævvridning af det danske sundhedsvæsen:

»Folk, særligt de privilegerede, vil gå meget efter spidskompetencen om 10-20 år. De vil ikke acceptere det behandlingssted, som den praktiserende læge tilfældigvis har sagt. De har tjekket på nettet, hvor overlevelseschancerne er størst efter operation, og så tager de derhen. Den kamp om patienter og faglig kunnen skal vi melde os ind i«, siger han.

I dag har hospitaler eksempelvis i Stockholm og Gøteborg skræddersyet behandlingstilbud til betalende udlændinge.

Hvem handler det om?

• Ifølge Sundhedsloven § 78 må et regionsråd mod betaling tilbyde sundhedsbehandling til personer, som ikke har ret til sygehusbehandling efter loven. Men det skal ifølge stk. 2 ske efter en aftale med en »offentlige myndigheder eller private virksomheder«.

• Dermed siger sundhedsloven indirekte, at det er ulovligt at tage imod patienter fra andre lande, 1) der enten selv betaler, 2) eller hvor der ikke eksisterer en etableret aftale mellem en dansk region og en udenlandsk myndighed/privat virksomhed om en given behandling/sundhedsfaglig ydelse.

• Ordningen er primært tænkt som kapacitetsregulerende eksempelvis mellem hovedstadsregionen og det sydlige Sverige, hvor overskydende kapacitet udnyttes gensidigt.

• Loven siger ikke noget eksplicit om de højtspecialiserede behandlinger/udviklingsfunktioner, men rammer alligevel de patienter fra andre lande, der oplever en sjælden lidelse og finder ud af, at danske læger er førende i netop den særlige behandlingsform, hvorfor de ønsker behandling i Danmark.

Kilde: Sundhedsloven på Retsinformation.dk, Ugeskrift for Læger