Skip to main content

Danmark på pension

Forfatter og ph.d. i International Økonomi, Hans Kornø Rasmussen, kornoe@post11.tele.dk

1. nov. 2005
12 min.


Danmarks Statistik offentliggjorde den 26. juni 2003 en befolkningsfremskrivning, der, alt efter temperament og alder, indeholdt mindst to tankevækkende, spændende eller uhyggelige oplysninger [1]. Den første var den snart til kedsommelighed velkendte - antallet af ældre danskere vil stige i fremtiden. Den anden oplysning glimrede til gengæld ved at være aldeles fraværende i den offentlige debat. Fra i år 2004 og foreløbig de kommende 50 år, som fremskrivningen omfatter, vil antallet af »personer med dansk oprindelse« falde hvert eneste år.

Skrevet med andre ord: Det danske folk - eller den danske stamme som integrationsminister Bertel Haarder flere gange har kaldt os - bliver hvert eneste år mindre og mindre og ældre og ældre. I sandhed en konstant opadgående kurve, der nu knækker. I begyndelsen af 1800-tallet levede der kun lidt over 900.000 mennesker i landet, svarende til 17 procent af de knap 5,4 millioner, der i dag bebor de danskes øer [2].

Sættes de to oplysninger sammen, er det nærliggende at stille det spørgsmål, som ingen dansk politiker tør stille for åben mikrofon: Skal Danmark øge indvandringen, dels for at imødegå et faldende folketal og dels for at lette forsørgerbyrden for de relativt færre unge, der i fremtiden skal forsørge de mange flere ældre? En diskussion, der føres både i EU og i mange andre europæiske lande, men som i Danmark drukner i statistikker og beregninger over, hvor håbløse vi i Danmark er til at integrere de mange udlændinge på arbejdsmarkedet [3].

Den danske stamme

Først kort om aldringen i Danmark, som er et resultat dels af den konstant stigende levealder, og dels af, at de mellem 90.000 og 100.000 babyboomere, der årligt blev født omkring Anden Verdenskrigs afslutning, nu sidder og planlægger højtideligholdelsen af deres 60-års-fødselsdag. Ligesom 68'erne for cirka 40 år siden væltede ud på arbejdsmarkedet og revolutionerede både hjemmene og arbejdsmarkedet, takker de samme store årgange nu snart af og skal nyde frugterne af det kolossale velfærdssystem, de selv har været hovedarkitekterne bag.

Måske retfærdigt nok. Men de samme generationer har overset en lille detalje. De har ikke sørget for at opretholde den danske stamme. Det sidste år, hvor det danske folk reproducerede sig selv, var netop i 1968. Ikke i et eneste år i de forgangne 36 år har fødselsraten i Danmark været oppe på de 2,1 barn pr. kvinde, der er nødvendig for at fastholde folketallet på længere sigt.

Ved nærmere eftertanke et forhold, der burde mane til bekymring. Sidste gang fædrelandet stod i noget, der kunne minde om den nuværende situation, var i mellemkrigstiden. I skyggen af 1930'ernes depression satte danskerne formeringen på vågeblus. I 1933 nåede fødselsraten ned på 2,1 barn pr. kvinde, og politikere i alle farver var dybt bekymret for et stagnerende folketal. De nedsatte en Befolkningskommission, hvor det i Betænkning nr. 3 hed: »Befolkningskommissionens Opgave er som anført at skabe bedre Betingelser for Formeringen, men ikke at bidrage til, at der fødes Børn, hvis Fødsel ud fra sundhedsmæssige, eugeniske eller sociale Synspunkter må anses for uønsket« [4]. Man ønskede altså flere danskere, dog ikke af en hvilken som helst tilfældig art!

Over en million pensionister

I dag er situationen mere alvorlig. Ikke blot føder vi på det fjerde årti i træk meget få børn. Danskernes levealder bliver også højere og højere. I dag er mændenes middellevetid 74,9 år og kvindernes 79,5 år.

Højt i forhold til tidligere, men ikke imponerende i sammenligning med resten af Vesteuropa. Danske kvinder har den laveste middellevetid i Vesteuropa, og mændene slås kun med Portugal om sidstepladsen. I disse år haler danskerne dog langsomt ind på resten af Europa [5].

En cocktail af stigende levealder og 68'ernes snarlige pensionering betyder, at frem til år 2015 vil antallet af folkepensionister vokse med 26 procent. I antal er der tale om en stigning fra knap 800.000 personer over 65 år i 2003 til lidt over en million i år 2015. Mere præcist vil antallet af folkepensionister, ifølge Danmarks Statistik, stige med 206.378 på 12 år.

En stigning, der af mindst to årsager vil føre store forandringer med sig. For det første vil den finde sted i en periode, hvor det samlede folketal kun vil vokse med cirka 44.000 personer. En stigning, der alene vil finde sted, fordi Danmark har haft og stadig vil have indvandring hvert år. For i perioden, hvor antallet af folkepensionister vil stige med mere end 200.000, vil antallet af »personer med dansk oprindelse« falde med cirka 60.000 [6].

I relation til den meget diskuterede indvandring er denne aldring uhyre interessant.

Af de mere end én million folkepensionister, der i år 2015 vil være i Danmark, vil, ifølge Integrationsministeriets Tænketank, kun 12.934 være indvandrere og efterkommere fra det, de benævner »mindre udviklede tredjelande« [7].

Indvandrerne skal arbejde

Eller: De kommende års aldring af samfundet vil alene være et dansk fænomen. Indvandrerne vil til gengæld indtage en stadig vigtigere plads blandt de yngre på arbejdsmarkedet, der skal forsørge de gamle. Vi må derfor bede til, at det danske samfund i de kommende år bliver bedre til at integrere de fremmede i vores samfund. Ser man længere ud i fremtiden, vil indvandrerne naturligvis ældes i samme takt som danskerne. Til den tid må vi alle for alvor håbe på, at den nuværende skarpe adskillelse mellem indvandrere, danskere, efterkommere, og hvad man ellers kan finde på at kalde de forskellige grupper, er danmarkshistorie.

Figur 1 viser, hvordan antallet af personer uden for arbejdsstyrken - overvejende ældre - vil stige i de kommende 30 år, mens arbejdsstyrken vil falde i den samme periode.

Den anden årsag til, at den kommende aldring kræver store forandringer er, at det danske velfærdssamfund er opbygget på en måde, hvor de gamle er meget dyre for samfundet. Den nuværende regering har nedsat en Velfærdskommission, der skal kortlægge de problemer, de demografiske forandringer fører med sig og give forslag til, hvordan de kan løses.

I kommissionens første udspil viste de, hvordan det især er de ældre, der modtager offentlige ydelser, og beløbet stiger, jo ældre en person bliver [8]. En udvikling, der ses i Figur 2 . Velfærds-kommissionen vil i de kommende par år fremlægge deres resultater - i god tid efter næste folketingsvalg!

Vi har pensionsfonde

Som beskrevet i Ugeskrift for Læger nr. 44 fra 25. oktober 2004 i artiklen Europa går på pension står Danmark i samme demografiske situation som resten af Europa. I Danmark argumenteres der ofte med, at Danmark står stærkere rustet til at imødegå den kommende aldring end de fleste andre lande.

Vi er meget langt fremme, når det gælder opbygningen af private pensionsfonde, der skal finansiere de enkeltes pensioner. Kun Luxembourg og Finland har større overskud på de offentlige budgetter end Danmark, og Danmark ligger på næsten alle områder vedrørende de såkaldte Lissabonmål, der skal sikre Europas økonomier til fremtidens videnssamfund, blandt de lande, der gør størst fremskridt [9]. Hertil kommer, som beskrevet i Ugeskrift for Læger nr. 44, at Danmark ikke oplever så ekstremt lave fødselsrater, som tilfældet er først og fremmest i Tyskland og i de syd- og østeuropæiske lande.

Det har fået mange til at mene, at Danmark ikke har problemer af alvorlig karakter. For eksempel udtalte professor Jørgen Goul Andersen fra Center for Sammenlignende Velfærdsstudier ved Aalborg Universitet i Jyllands-Posten den 20. august 2003, at problemerne - hvis de er der - vil være til at overse. Senere udgav fagbevægelsens »Overenskomstkampagnen 2004 og Fagligt Ansvar« en rapport, hvori de skriver: »Påstanden om en naturgiven stigende forsørgerbyrde er ganske enkelt tidens største løgn i den økonomiske debat.« I øvrigt en rapport, der ikke nævner de lave fødselstal med ét ord og omtaler indvandring og integration med en halv linje [10].

De mindste reserver

Lad os antage, at de begge har ret. Betyder det så, at Danmark i de kommende år bliver tilsvarende mindre afhængig af indvandring udefra? Her bliver det en smule vanskeligere. For ser man på de løsninger, der skal til for at imødegå aldringen, hører Danmark til gengæld til i gruppen af lande, der står dårligst. Danskerne er i dag det mest arbejdsomme folkefærd i Europa. Med 75 procent af alle i den erhvervsaktive alder på arbejdsmarkedet har Danmark den højeste erhvervsfrekvens i EU. Også blandt kvinderne, hvor 71 procent er erhvervsaktive, hvilket er 15 procentpoint over EU-gennemsnittet og 30 procentpoint højere end i Italien, hvor der er færrest kvinder i arbejde [11].

På samme tid har Danmark en høj effektiv pensionsalder på 61,9 år. Kun i Storbritannien (62,1 år) og Sverige (62,0 år) trækker de sig senere tilbage fra arbejdsmarkedet [12].

Den samtidige høje erhvervsfrekvens og tilbagetrækningsalder betyder, at når de store generationer falder ud af arbejdsmarkedet om få år, har Danmark også de mindste reserver at trække på. At Danmark får svært ved at udvide arbejdsstyrken stod allerede klart, da den såkaldte 2010-plan blev forelagt i Finansredegørelse 2000 i april samme år. Ifølge planen ville arbejdsstyrken falde med 105.000 frem mod år 2010. En nedgang, der skulle kompenseres for, ved at færre skulle modtage efterløn, førtidspension, overgangsydelse og kontanthjælp. Men den vigtigste gruppe, der skulle afhjælpe den faldende danske

arbejdsstyrke, var indvandrerne, både de der var i landet, og de der måtte komme.

Med andre ord erkendte man fra officiel side allerede i år 2000, at indvandrerne ville blive en væsentlig brik i opretholdelsen af fremtidens velfærdssamfund.

Noget der blev endnu tydeligere i teksten, hvor Finansministeriet skrev, at væksten i den offentlige service bliver »markant mindre end i 1990'erne«, og »Den økonomiske vækst må forventes at blive i underkanten af udlandets.« Og det selv med meget ambitiøse målsætninger om både indvandring og integration.

De små ungdomsgenerationer

Danmark vil derfor grundlæggende stå med samme problemer som resten af Europa. På den ene side bliver de nemmere at løse, fordi pensionssystemerne er mere fremtidssikret, der er overskud på de offentlige budgetter, og fødselsraterne er ikke så ekstremt lave som i mange andre lande.

På den anden side bliver Danmark måske endnu mere afhængig af indvandring udefra end andre EU-lande, fordi vi i forvejen har udvidet arbejdsstyrken til det punkt, dels hvor det bliver vanskeligere at forøge den yderligere, og dels hvor indgrebene af mange vil blive opfattet som indgreb i legitime rettigheder. Dilemmaer som enhver regering vil stå over for, uanset farve. Truslen mod efterlønnen og de mislykkede indgreb mod deltidsunderstøttelse i 2003 er kun begyndelsen.

Mange midaldrende, politikere og Ældresagen forsikrer os, og med rette, om, at dagens ældre holder sig langt bedre end deres forældre, og samfundet bliver stadig mere produktivt, så de demografiske forandringer løser sig gennem en stigende produktivitet. Disse argumenter kan i høj grad have et element af rigtighed i sig, især når man tænker på, hvilke store omvæltninger samfundet gennem de sidste mindst 100 år har løst gennem teknologiske landvindinger og højere effektivitet. Men der er mindst tre forhold, der i den argumentation skal tages med i betragtning.

For det første skal eventuelle ændringer, der skal øge produktiviteten, snart gennemføres. De demografiske forandringer er ikke noget fremtidsscenario. De vil slå igennem om ganske få år, og det bliver de meget små ungdomsgenerationer, der skal løbe hurtigere for at øge den samlede produktivitet, hvilket også forklarer den næsten rørende omsorg politikerne i dag nærer for børnefamilierne. Er de kommende små generationer på arbejdsmarkedet villige til at påtage sig denne opgave?

For det andet lider argumentet om, at en stigende produktivitet vil løse problemerne, af den store svaghed, at ingen ved, hvordan et samfund, der ældes år for år, vil reagere. Det er aldrig prøvet før. Men undersøgelser viser, at inden for mange erhverv falder produktiviteten med alderen [13]. Og når det gælder samfundets dynamik, kan det vel ikke formuleres meget bedre, end den amerikanske forfatter og nobelprismodtager Ernest Hemingway gjorde, da han kom lidt op i årene: «Tøven i forhold til risiko øges proportionalt med alderen« [14].

For det tredje handler spørgsmålet om, hvordan vi griber aldringen an, i bund og grund om, hvad det egentlig er for et samfund, vi ønsker at leve i. Hvis Danmark fører en strammere indvandrerpolitik end resten af Europa, vil vi - måske? - kunne beskytte det ekstremt velorganiserede samfund med lav lønspredning og høj social velfærd. Konsekvensen vil blandt andet være, at endnu flere virksomheder vil lægge produktionen ud i verden, og danskerne må koncentrere sig om produktioner, der kræver høj viden, høj produktivitet og højt uddannelsesniveau. Det betyder, at en relativt lavere indvandring kan medføre, at produktiviteten i Danmark skal stige mere end i de andre lande. Et argument, der bestyrkes af, at Danmark allerede i dag hører til blandt de lande, hvor der i forvejen er flest i arbejdsstyrken.

Hvilket samfund?

Mere firkantet kan det udtrykkes således: Ønsker befolkningen et samfund, hvor der skal løbes stærkere og stærkere? Hvor en stadigt faldende arbejdsstyrke skal producere mere og mere, og hvor alle ikke blot skal bestille mere, men også fortsat selv skal holde hjemmet kørende. Eller ønsker man et samfund med større lønspredning, hvor blandt andet indvandrerne er med til at udføre de serviceopgaver, danskerne ikke selv ønsker at beskæftige sig med? Det skal bemærkes, at med tiden bliver en oprindelig tyrker eller pakistaner også dansker, så problemstillingen har intet at gøre med, hvor folk kommer fra, eller hvilken profet de dyrker, men handler alene om indvandring i forhold til en faldende arbejdsstyrke.


  1. Danmarks Statistik, Befolkning og valg 2003:12, 26. juni 2003.Senest har forskere i Storbritannien opbygget en model, der søger at besvare dette spørgsmål, omtalt i The Guardian, 1. november 2004.
  2. Danmarks Statistik, Befolkningen i 150 år, Danmarks Statistik 2000, s. 7. Det skal nævnes, at i ganske få år i begyndelsen af 1980'erne oplevedes samme tendens. I de år var fødselsraten i Danmark exceptionelt lav, hvilket dog senere viste sig at være udtryk for, at der skete en betydelig udsættelse af fødsler i Danmark.
  3. Hans Kornø Rasmussen, Dem og os - det multietniske Danmark, Tiderne Skifter 2000, s. 67.
  4. Danmarks Statistik, Befolkning og valg 2004: 234, 27. maj 2004.
  5. Danmarks Statistik, Befolkning og valg 2003: 12, 26. juni 2003.
  6. Tænketanken om udfordringer for integrations-indsatsen i Danmark, Befolkningsudviklingen 2001-2021 - mulige udviklingsforløb, Ministeriet for flygtninge, indvandrere og integration, januar 2002.
  7. Velfærdskommissionen, Fremtidens velfærd kommer ikke af sig selv, maj 2004, s. 9.
  8. Lissabon-processen og Danmark, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, 3. juni 2003.
  9. Forsørgerbyrden - et politisk valg, Overenskomstkampagnen 2004 og Fagligt Ansvar, september 2003.
  10. ArbejdsMarkedsPolitisk Agenda, nr. 6, Dansk Arbejdsgiverforening, 3. april 2003.
  11. Eurostat, omtalt i Jyllands-Posten, 28. september 2003.
  12. Age and productivity. Over 30 and over the hill, The Economist, June 26th 2004, p. 42.
  13. A.E. Hotchner, Papa Hemingway, Gyldendal 1967, s. 61.



Referencer

  1. Danmarks Statistik, Befolkning og valg 2003:12, 26. juni 2003.
  2. Danmarks Statistik, Befolkningen i 150 år, Danmarks Statistik 2000, s. 7. Det skal nævnes, at i ganske få år i begyndelsen af 1980'erne oplevedes samme tendens. I de år var fødselsraten i Danmark exceptionelt lav, hvilket dog senere viste sig at være udtryk for, at der skete en betydelig udsættelse af fødsler i Danmark.
  3. Senest har forskere i Storbritannien opbygget en model, der søger at besvare dette spørgsmål, omtalt i The Guardian, 1. november 2004.
  4. Hans Kornø Rasmussen, Dem og os - det multietniske Danmark, Tiderne Skifter 2000, s. 67.
  5. Danmarks Statistik, Befolkning og valg 2004: 234, 27. maj 2004.
  6. Danmarks Statistik, Befolkning og valg 2003: 12, 26. juni 2003.
  7. Tænketanken om udfordringer for integrations-indsatsen i Danmark, Befolkningsudviklingen 2001-2021 - mulige udviklingsforløb, Ministeriet for flygtninge, indvandrere og integration, januar 2002.
  8. Velfærdskommissionen, Fremtidens velfærd kommer ikke af sig selv, maj 2004, s. 9.
  9. Lissabon-processen og Danmark, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, 3. juni 2003.
  10. Forsørgerbyrden - et politisk valg, Overenskomstkampagnen 2004 og Fagligt Ansvar, september 2003.
  11. ArbejdsMarkedsPolitisk Agenda, nr. 6, Dansk Arbejdsgiverforening, 3. april 2003.
  12. Eurostat, omtalt i Jyllands-Posten, 28. september 2003.
  13. Age and productivity. Over 30 and over the hill, The Economist, June 26th 2004, p. 42.
  14. A.E. Hotchner, Papa Hemingway, Gyldendal 1967, s. 61.