Skip to main content

Danmark »stjæler« læger fra ulandene

Jan Holten Lützhøft er overlæge på gerontopsykiatrisk afd. D, Psykiatrisk Hospital i Århus.

2. nov. 2005
4 min.

Det er blevet meget populært at mene, at læger, der opholder sig i landet som flygtninge, skal integreres i det danske sundhedsvæsen.

Og for et anstændigt menneske er det svært at være uenig: Naturligvis skal folk, som flygter hertil, behandles ordentligt. Dette indebærer også, at fagfolk, herunder læger, får mulighed for at vedligeholde og videreudvikle deres faglighed gennem relevant beskæftigelse.

Samtidig kan man i ordets bedste forstand ud fra en sund kræmmerlogik afhjælpe en mangel på fx læger i Danmark.

Afghansk lægemangel desperat

Der er imidlertid nogle væsentlige overvejelser, man er nødt til at gøre sig, inden man integrerer uddannet arbejdskraft fra ulande i et overflodssamfund som Danmark:

Det nuværende afghanske styre har opfordret uddannede af-ghanske flygtninge til at vende hjem for at være med til at genopbygge landet.

Samtidig søger man i Danmark at inddrage de afghanske flygtningelæger i sundhedsvæsenet. Man demotiverer således folk fra at vende hjem, når forholdene er ved at bedres. Med andre ord modarbejder man forsøgene på at stabilisere Afghanistan.

Alt andet lige er der nok større lægemangel i Afghanistan end i Danmark. Fx skal man i et område

i Danmark med 7-8 psykiatriske speciallæger have en afghansk psykiater gående som føl, så vedkommende senere kan indsluses. I dette område af Danmark bor der op mod 150.000 mennesker. Til sammenligning skulle hele den af-ghanske befolkning deles om tre psykiatere.

Man bør også huske, at flygtningelæger i Danmark kan se frem til adskillige år i en lavere charge, end de ville have i hjemlandet.

»Jamen, til gengæld får de en langt højere løn og langt bedre materielle forhold end i hjemlandet«, kan man så indvende.

Det kan være sandt nok. Men argumentet har også en næsten rørende lighed med 1600-1700-tallets forsvar for den transatlantiske slavehandel: Man frelste slaverne fra noget værre og førte dem ind i kristenheden.

Endnu et problem er, at en amtsforvaltning af den mere dysfungerende slags kan fristes til at skaffe sig ulandslæger som kanonføde i stedet for at tænke over, om et sygehus eller en afdeling måske selv er skyld i sine rekrutteringsproblemer.

Uetisk brain drain

Efter 11. september må vi være klar over, at der rundt om i verden findes mennesker, for hvem stille refleksion forekommer at være en utilladelig luksus. Folk som vil være hurtige til at opfatte fx dræning af læger fra et uland som tyveri. Hvordan ville vores forhold til Sverige have været, hvis svenskerne efter krigen konsekvent havde tilbudt danske flygtninge, der var læger, langt bedre arbejdsforhold, end de kunne vente i Danmark?

Der kommer formentlig ikke fly mod danske højhuse, fordi man ansætter 2-300 afghanske flygtninge i det danske sundhedsvæsen. Men man kan frygte, der kommer det på grund af den mentalitet, som ligger bag det danske tilbud om ansættelse.

Der er således etiske, fagpolitiske og sikkerhedsmæssige overvejelser, man må gøre sig, hvis man vil inddrage flygtningelæger og andre uddannede flygtninge i det danske samfund.

Man kan ikke forvente, at den enkelte amtslige forvaltning skulle have ønske eller kapacitet til dette. Lægeforeningen, derimod, burde efter min mening gøre sig sådanne overvejelser.

Humanisme eller egoisme

Derudover bør man gøre sig tanker, om det ville være passende og relevant at skitsere nedenstående forudsætninger for at ansætte flygtningelæger:

  • Ansættelsen skal gerne føre til vedligeholdelse og erhvervelse af kvalifikationer, som folk kan bruge efter en eventuel repa-triering.

  • Sideløbende med lønudbetalingen under ansættelsen bør der, ud over den løn, der udbetales, hensættes midler til opbygningen af det offentlige sundhedsvæsen i det pågældende land. Disse penge skulle ikke være den enkeltes, men indgå i en genopbygningspulje. Fx kunne man forestille sig, at et amt, for en afghansk speciallæge ansat i reservelægestilling, indbetalte forskellen mellem en reservelægeløn og en afdelings/overlægeløn til et fond for genopbygning af det afghanske sundhedsvæsen.

  • Hver gang et amt ansætter en flygtningelæge, bør amtet give mulighed for, at en statslig pulje kan frikøbe en af amtets øvrige læger, som kan udsendes i en periode til fx flygtningens hjemland.

Det sidste forslag kan dog nemt have noget patetisk over sig. Uanset hvor faglig velfunderet og engageret en udsendt dansk læge måtte være, kan vedkommende vanskeligt erstatte en læge med kendskab til lokale sprog, kulturer og sygdomsbilleder.

Gør vi os ikke sådanne overvejelser, bør vi i det mindste melde klart ud: Integration af udenlandske læger i Danmark drejer sig ikke om humanisme, men om at vi tilfredsstiller vor egen følelse af godhed, og om at vi har forvaltet os ud i en situation, hvor vi ikke selv magter at få det danske sundhedsvæsen til at fungere.

Og at vi derfor er villige til at dræne de langt mere pressede udviklingslande for læger.