Content area

|

Dansk intensivlæge i Malmø: »For hver ny coronapatient står personalet med håret i postkassen«

Når den danske læge Haifaa Awad ser tilbage på foråret, var første coronabølge kun skvulp. Her i starten af anden bølge er der snarere tale om en tsunami. Ugeskriftet har talt med Haifaa Awad, der er læge på intensiv i Malmø, og hvis opslag på Facebook bliver delt i titusindvis.
Haifaa Awad. Arkivfoto: Nikolai Linares
Forfatter(e)
Line Felholt e-mail: kontaktlinef@gmail.com

»Desværre mistede vi hende«. Sådan lyder det i et Facebookopslag fra starten af december. Skrevet af den danske læge Haifaa Awad, som arbejder på intensivafdeling på et sygehus i Malmø. Opslaget er skrevet efter en vagt, hvor en svært syg arabisktalende dame spurgte Haifaa Awad – lige inden hun skulle i respirator og kunstig koma – hvor den unge arabiskudseende læge kom fra.

Haifaa Awad svarede Syrien og formentlig også Danmark og København, for der bor hun med sin mand Henrik og deres lille barn. Derefter sagde hun godnat til sin patient. På arabisk. Kvinden vinkede fra sit leje. Liggende på maven og bange, men smilende. Den danske læge bed sig i læben under masken. Bange for, at det var de sidste ord, patienten skulle høre ved bevidsthed. Og det blev det.

12.000 gange blev Haifaa Awads opslag fra den 7. december delt på Facebook. Måske fordi, som Haifaa Awad selv siger i et af sine opslag: »Send lige en tanke til alle dem af mine kollegaer som knokler«. Herunder de læger og sygeplejersker, som har mistet livet under pandemien verden over.

Et andet af den danske læges opslag om hverdagen med hårdt ramte COVID-19-patienter i Sverige, delt tæt på 6.000 gange. Det var opslaget om, at hun nu også selv var blevet smittet. For i Haifaa Awads mange fortællinger fra intensivafdelingen i Malmø hører man også om afdelinger på sygehuset, hvor flere af hendes kollegaer er sendt hjem på grund af store udbrud blandt personalet. Trods værnemidler, afstandskrav og mundbind til konferencer oplever hun et støt stigende antal kollegaer som må gå i isolation.

Sverige har længe præget COVID-19-overskrifterne i de danske medier. Ikke underligt, taget i betragtning, at den svenske anden bølge er så slem, at den er blevet kaldt en »tsunami« og nærmende sig »italienske tilstande«. Over 470.000 svenskere er diagnosticeret med coronasmitte, siden sygdommen kom til landet, og antallet af dødsfald med corona er nu oppe på 9.500. Forholdsmæssigt langt flere end i Danmark.

Krisetilstand

I det lys har Ugeskrift for Læger ringet Haifaa Awad op til en snak om den hverdag, hun oplever som intensivlæge i Region Skåne, hvor det samlede antal mennesker bekræftet med COVID-19 siden pandemiens udbrud er 76.512, og hvor 568 COVID-19-patienter har været indlagt, heraf 62 på intensiv (tal fra den 5. januar 2021). I alt 666 er døde i Skåne med COVID-19 frem til 30. december, som er den seneste opgørelse.

Allerede for et par måneder siden læste vi i danske medier, at Sverige var på vej mod »italienske tilstande«. Oplever I italienske tilstande nu?

»Vi har ikke italienske tilstande. Vi har ikke lastbiler, der kører ud med lig. Der er vi ikke. Men vi har et kæmpe patientinflux på intensiv, især i region Skåne og vestre Gotland har vi mange indlagte pr. andel indbyggere. Derfor arbejdes der nu på at aktivere krisetilstand på sygehusene, hvilket betyder, at forskelligt personale som sygeplejersker og sosu’er skal arbejde ekstra meget og har mere uforudsigelighed i funktionerne. Vi har for længst passeret den normerede intensivkapacitet. På vores afdeling er der 8-10 senge normalt. Nu er vi oppe på 12-14 ekstra senge ud over de ti normerede. Så intensivkapaciteten er fordoblet bare i Malmø. Det er med nød og næppe og med røven i vandskorpen, at vi kan følge med. Så vi er nået til et kritisk punkt nu. Vi er ikke som i Italien i foråret, hvor de måtte oprette felthospitaler, men der er pres på«.

Hvornår bliver det for alvor svært for jer at følge med?

»Det kommer an på, om vi taler om senge og respiratorer eller hænder nok. Som vi har sagt i Danmark, kan man sagtens have 1.000 respiratorer stående, men hvis vi ikke har hænder nok til at bemande dem, så er det kritisk. Lige nu foregår der en kæmpe omprioritering i Sverige. Her i Malmø får vi personale og støtte fra andre hospitaler, ligesom vi selv sender ikke-COVID-patienter en anden vej, når vi kan. Men når man taler om at følge med, så er det også et spørgsmål om, at vi gerne vil opretholde den høje behandlingskvalitet. Der er der selvfølgelig en grænse, og vi er kun lige i starten af anden bølge. Vinteren er lang endnu. Om vi bliver nødt til at slække på behandlingskvaliteten, må tiden vise. Alle håber, vi knækker kurven inden da. Så anstrengt, som det er nu, handler det ikke om antal respiratorer og sengekapacitet. Det handler om kollegaer, der knokler. Jeg har oplevet sygeplejersker, der har sagt op under første bølge, fordi de allerede var udslidte. Det har gjort manglen på hænder større her under anden bølge. Spørgsmålet bliver: Hvor tyndt kan man smøre smørret ud? Som min kollega sagde: »Det her er en tsunami. Det var kun de første skvulp, vi så i foråret««.

Knokler igennem

Hvordan er hverdagen på dit sygehus og din afdeling?

»Det handler meget for personalet om at give det bedste, vi har. Vi har ikke lyst til at modtage så mange syge mennesker, så nu må smitten gerne stoppe. Men nu de er her, så føler jeg og mine kollegaer og især sygeplejerskerne og andre, der hjælper til på intensiv, virkelig, at vi må give den bedste behandling, vi kan«.

Hvordan mærkes presset? Kan I se det i hinandens øjne? Taler I om det?

»Man mærker det ved, at folk konstant er på vagt. De er enormt trætte. En af sygeplejerskerne fortalte, at hun ikke havde haft tid til julepynt i december, fordi hun hele tiden var på arbejde. Mange har desuden knoklet igennem helt fra foråret. På intensiv er vi vant til patienter, som vi skal knokle for, men vi får hjælp fra kollegaer fra mange andre afdelinger, som kommer med for at hjælpe, men som jo står i en ny svær position i en helt ny funktion på intensiv. Så det er en enorm stressfaktor for dem. Mange af dem, der står med COVID-patienter kan også være nyuddannede i fronten. Dem skal vi jo også passe på. Arbejdsmiljøet, ressourcerne hos medarbejderne. Det er det, der er kritisk. Det er det, vi skal passe på nu. For patienternes skyld«.

Hvordan har du det selv?

»Jeg lever i en paralleltilstand, føler jeg. I den ene halvdel af mit liv fylder COVID det hele. I den anden halvdel forsøger jeg at have en normal hverdag med min familie trods restriktioner. Der er en dualitet. Men overordnet giver corona en klaustrofobisk boble, som er svær at træde ud af. Jeg kan fornemme, at jeg er træt. Patientsamtalerne med de pårørende kan for eksempel være ekstremt hårde. Pårørende, som vi ikke kan lukke ind, så de kan besøge deres syge, fordi patienterne ligger tæt, og virusflowet er så stort på afdelingen. Jeg har haft pårørende, der er brudt sammen i telefonen. Fordi jeg kan arabisk, har jeg skullet tolke for arabiske borgere, som ikke forstår, hvad der foregår. Som intensivlæge var jeg i forvejen vant til kritisk syge patienter. Men at håndtere de her mængder slider på en psykologisk. Samtidig med at hele samfundet er lukket ned. Det virker ekstremt klaustrofobisk. Og samtidig er det enormt givende at hjælpe og gøre en forskel for de mennesker, som pandemien har lagt ned«.

Udskældt svensk coronastrategi

Hvor bekymrede er svenske læger for situationen?

»Jeg og kollegaerne er bekymrede for, hvis ikke kurven snart knækker. Man skal passe på med den polarisering, der kan komme af at opfatte Sverige som et land, der slet ikke har haft restriktioner og bare har været et slaraffenland under pandemien. Man skal huske, at Sverige faktisk havde en ret god strategi. Havde de fulgt den hele vejen under anden bølge, og havde de beskyttet især plejehjemsbeboerne lidt tidligere, så havde Sverige klaret sig ret godt. Og så skal vi huske på, at de lovbeføjelser, der er til at gennemføre et nationalt lockdown i Danmark, har man ikke i Sverige. De er ved at udvikle en ny epidemilov, som gør det nemmere i fremtiden at lukke længere ned. Det er ikke, fordi svenskerne synes, det er fedt, at folk dør. Strukturelt har der simpelthen ikke været de samme lovmæssige muligheder som i Danmark. Og så skal man huske, at det jo lykkedes dem at knække kurven i foråret med den svenske strategi. Lige nu betaler vi for de højtider, der har været på det seneste. Men det gør alle lande. Anden bølge er hård«.

Hidtil har de svenske regioner haft en stor selvbestemmelse i håndteringen af coronaepidemien. Det er nyt med et nationalt krav om blandt andet mundbind i offentlig transport, som trådte i kraft den 7. januar. Er de nye krav en stor hjælp mod epidemien set med lægebriller?

»Jeg vil som læge gerne forholde mig til det lægefaglige og ikke det politiske aspekt i pandemien. Men som privatperson vil jeg gerne nuancere synet på forholdene her, for vi har jo set, at WHO har rost Sverige for flere af deres tiltag under pandemien. Og der er da helt klart store uenigheder i Sverige om det, der foregår politisk. Både blandt befolkningen og blandt politikere. Personligt er jeg glad for, at de har indført krav om mundbind nu, fordi det sender et styrket signal ud i samfundet om, at det her tager vi alvorligt. Når jeg pendler over sundet, har jeg set folk haft mundbind på på dansk jord, og når jeg er ankommet til Sverige, så har de taget det af. Det har virket kontrastfuldt, så jeg er glad for, at det bliver ens nu«.

Den svenske statsminister Stefan Löfven har afvist en total nedlukning af Sverige, fordi svenskerne ikke »orker det« og fordi det i andre lande har skabt social uro. Hvad tænker du om det?

»Den langsigtede strategi i Sverige er, at man gerne vil gøre det på en bæredygtig måde. Ingen har jo vidst, hvornår vaccinerne ville komme, og ingen ved, hvornår de er rullet ud. Derfor har den svenske tankegang fra starten været bæredygtighed. At man skulle sørge for at holde en høj komplians i befolkningen ved ikke at trætte den med for hårde restriktioner. Man har også hele vejen igennem taget hensyn til folkesundheden ved at børn skulle i skole og til fritidsaktiviteter og se deres venner. Samtidig med fokus på værnemidler, social afstand, vaske hænder og holde sig i sin egen sociale boble. Det har været rekommandationen, og det er gået fint. Men med tiden har folk nok mistet tålmodigheden lidt og har slækket på reglerne, så uanset politiske evner, så er det befolkningen, som bærer et stort ansvar for at følge anbefalingerne«.

Vacciner giver håb

Hvor meget lid sætter man til vaccinerne i Sverige? Er man gået i gang med at vaccinere?

»Ja, man er i gang. Især på plejehjemmene. Og her i Region Skåne har man også vurderet, at frontpersonalet skal vaccineres snarest. Sverige har det samme håb som alle andre har globalt, at vi kan forsinke udbredelsen af smitte og derved købe os tid og komme igennem anden bølge, til vi er færdige med at vaccinere alle«.

Er der i øvrigt noget, der er vigtigt for dig at sige i denne situation, som Sverige – og verden – er i lige nu?

»Ja, jeg synes, det er vigtigt at holde fokus positivt i denne tid. Som sundhedspersonale er vi blevet bedre til at omorganisere os hurtigt. Vi ser, at vi under anden bølge har halveret indlæggelsestiden for patienter på intensiv. Dem, der ligger her, bliver ikke så super inflammatoriske, som i foråret. Det er håbefuldt. Så selv om vi har et stort influx, så ligger de ikke lige så længe i snit. COVID-patienterne forlader lidt hurtigere intensiv igen. Og så tror jeg, at man skal kigge på det med kapaciteten. At folk arbejder så enormt hårdt på alle afdelinger er beundringsværdigt og siger noget om alle, som arbejder på vores sygehus. Lige nu er det mest intensiv, der får fokus, men lungeafdelingen og mave-tarm-afdelingen er også omlagt til coronaafdelinger, hvor folk knokler hårdt. Det er især den der menneskelige styrke, vi ser lige nu blandt personalet, der gør, at patienterne ikke ligger på gangene og i teltlejre. Hver gang, der kommer en ny patient ind med corona, så står personalet med håret i postkassen. For hvor skal patienten ligge? Alligevel formår man hver gang at løse det. På en eller anden magisk måde«.

FAKTA: Om Haifaa Awad

Født i 1986 i Damaskus i Syrien. Kom i 1993 til Danmark. Studerede medicin fra 2006-2013 ved Københavns Universitet. Arbejdede i 2013-2014 som læge på hospitalet i Thorshavn, Færøerne, og derefter ved Nordsjællands Hospital. Har ofte deltaget i integrationsdebatten og er medstifter og tidligere næstformand for foreningen Dansk Arabisk Ungdom. I 2016 blev hun tildelt Politikens Frihedspris for sin indsats for de civile ofre for borgerkrigen i Syrien, hvor hun også har arbejdet som frivillig læge på et felthospital under borgerkrigen. I dag arbejder hun som intensivlæge på sygehuset i Malmø og er desuden debattør, aktivist og forfatter.

Right side

af Hanne Hulgaard | 14/04
1 Kommentar
af Morten Holm | 13/04
5 kommentarer
af Nadia Nagib Galal | 10/04
2 kommentarer
af Jannik Lückou Falhof | 09/04
1 Kommentar
af Martin Roest Christensen | 09/04
1 Kommentar
af Simon Bahn Glerup | 08/04
11 kommentarer
af Mats Lindberg | 06/04
1 Kommentar
af Steen Peter Vangsted | 06/04
1 Kommentar