Skip to main content

Dansk læge i Belgien: »Det bliver hårdt – inden det bliver bedre«

55-årige Pernille Rox Hansen er læge i Belgien, et land, der nu for anden gang nærmer sig verdensrekord i COVID-19-dødsfald. Smittegraden i Bruxelles, hvor hun bor, ligger 50 procent højere end i Paris og Madrid. Den danske læge, der har boet i Belgien i 38 år, giver sine bud på, hvorfor det er gået galt for landet, der på mange måder ikke minder om Danmark.

Sundhedspersonale på Erasmus Hospital i Bruxelles. Foto: Kenzo Tribouillard/AFP/Ritzau Scanpix
Sundhedspersonale på Erasmus Hospital i Bruxelles. Foto: Kenzo Tribouillard/AFP/Ritzau Scanpix

Line Felholt. Email: kontaktlinef@gmail.com

6. nov. 2020
12 min.

For anden gang på otte måneder er Belgien nu et af de hårdest ramte lande under coronapandemien. Landet har 11,5 millioner indbyggere – altså kun det dobbelte af Danmark – men har siden pandemiens begyndelse haft 429.229 (1. november) smittede med coronavirus. 11.625 er døde med COVID-19 i Belgien mod 723 i Danmark.

Det placerer Belgien som det land med samlet set tredjeflest coronarelaterede dødsfald på verdensplan målt pr. 100.000 indbyggere.

Landets sundhedsminister advarede for nylig om, at smitten er ved at udvikle sig til en »tsunami«, og at hospitalsvæsenet »ikke længere kan følge med«.

TV2’s korrespondent i Bruxelles, Lotte Mejlhede, har ligefrem kaldt det »chokerende« det, der sker i Belgien lige nu. At det ikke er et billede, der passer på et veludviklet land med et sundhedsvæsen, der betragtes som et af Europas bedste.

Ugeskrift for Læger har derfor talt med den danskfødte børnelæge Pernille Rox Hansen, der driver en privat praksis uden for Bruxelles og arbejder på børneafdelingen på et af regionens hospitaler. Hun giver sine bud på, hvad der sker i Belgien lige nu – og ikke mindst, hvorfor det sker.

Pernille Rox Hansen er uddannet læge i Bruxelles og derefter børnelæge. hun tog efteruddannelse i Paris og fik speciale i nyresygdomme hos børn, og arbejder i dag som børnelæge i egen praksis.

Et lille land med mange mennesker

I foråret var Belgien et af verdens hårdest ramte lande. Nu er coronasmitten igen ude af kontrol. Hvordan kan det være?

Der er mange årsager til det. Der er nogle fakta, man ikke skal glemme. Belgien er et lille land på 30.000 km2 og en befolkning på 11,5 millioner. Danmark er større med 42.000 km2, men med kun 5,8 millioner indbyggere. Det gør, at befolkningstætheden i Belgien er næsten tre gange større end i Danmark. Den sociale kontakt er meget større. Dertil kommer, at vi har mange udlændinge. Der er mange smittede i hele Belgien nu, men i særligt grad omkring Bruxelles og Liège, som er en ret industriel by og ligger i et forhenværende kulminedistrikt. Altså områder, som er ret socialt belastede. Men selv den rige nordlige del af landet, Flandern, er ved at indhente de hårdest ramte områder nu.

Hvor stor betydning har det, at Belgienbåde er fransk, hollandsk og tysk – altså består af flere sprogområder?

Det har stor betydning. Belgien består af 60 procent flamsktalende og40 procent fransktalende plus et meget lille tysktalende »community«. Men det er ikke kun de sproglige forskelle. Der er også kulturelle forskelle. De fransktalende områder er kulturelt tættere på Sydeuropa. Det forhenværende kulminedistrikt har en stor italiensk befolkning, der kom hertil i 1950’erne og nu er her i tredje generation. Og så er der Flandern, som er det lidt rigere nord, der minder om Nordeuropa. Belgien er et meget, meget sammensat land. Et meget kompliceret land. Med Bruxelles i midten, som blander både flamsk, fransk og en international befolkning på grund af EU og Nato. Vi har også en stor befolkningsgruppe bestående af marokkanere og tyrkere. Vi er et multietnisk land, og ikke alle grupper er altid velinformerede om corona og alle forholdsregler. Der har været stor debat om, at man ikke skal stigmatisere indvandrebefolkningen, men samtidig har man jo brug for at informere dem.

Skyldes den voldsomme smitteudbredelse også, at der er problemer med at få de forskellige regioner i Belgien til at samarbejde om coronaindsatsen?

Det er rigtigt, at vi har en flamsk regering i én region, en fransktalende regering i en anden region og en regering i Bruxelles og omegn, som skal samarbejde. Dertil kommer den føderale regering, der overvåger det hele. Der er så mange lag i den belgiske samfundsstruktur, at du ikke bare kan tage én bestemmelse i én region og så overføre den til andre. Det gør det ret svært at koordinere det hele. Der er ikke »one commander«. Det er uddelt. Sådan som det har været i Bruxelles, hvor alle børn over 12 år på det seneste har skullet onlineskoles hjemmefra, har det ikke været i Flandern. Der mente man ikke, det var nødvendigt, og nu ser det sort ud i Flandern også.

Store lokale forskelle

Så en medvirkende faktor til smittesituationen er måske også, at befolkningen er forvirrede over reglerne, som varierer fra region til region?

Der har i hvert fald været stor forvirring. Jeg bor selv i Flandern, men i en kommune, der er mest fransktalende. Jeg har godt måttet tage til gymnastik, men to gader længere henne er det Vallonien, og der måtte de ikke. Så der har været meget forvirring, når folk er kørt fra den ene region til den anden. Befolkningen har været konfuse over det. Der har nok været en tendens til, at de ikke gad høre mere om det og har meldt sig ud.

Gør man ikke noget ved det problem, at landet er så opdelt i sin håndtering af krisen?

Jo, de har lavet fællesstandarder nu for det hele. Nu bliver det det samme alle steder.

Har politikerne tøvet med at lave den nødvendige nedlukning i tide? Hvorfor?

Ja man skulle nok have lavet en lockdown lidt tidligere på efteråret. Allerede i september, da tallene begyndte at gå op. Det spiller dog ind, at den tidligere regering faldt i december 2018. Der var valg i maj 2019, men vi fik først en rigtig ny regering i september 2020. Der har været en »kriseregering« under den første COVID- bølge, og den nye regering er nok først nu begyndt at tage fat på det her. Jeg tror, den nye regering ikke rigtig har haft lyst til at lave en masse upopulære restriktioner, som befolkningen ikke havde lyst til at følge. Og så oveni det alle de lag af institutioner mellem tre regioner og tre regeringer, som skal arbejde sammen.

Er opfattelsen i Belgien, at myndighederne har fejlet indtil nu?

Det er altid nemt at være bagklog. At de skulle have gjort noget andet. Men problemet er strukturelt. Man har i de senere år reduceret især budgettet for sundhedsvæsenet og har reduceret antallet af sygeplejersker og også læger. Det gør det svært nu, hvor vi skal håndtere noget meget drastisk. En meget anerkendt epidemiologi udtalte sig for nylig om, hvorfor Belgien er »verdensmester i corona«, og sagde, at det var et kollektivt nederlag, som vi er fælles om. Politikerne har ikke formået at kommunikere klart nok, og forskerne og fagfolk har været uenige og er kommet med modstridende informationer, som medierne har skrevet om. Alt der har skabt mistillid og forvirring i befolkningen, som også bærer deres del af ansvaret ved ikke at have overholdt reglerne. Belgierne havde i stort omfang genoprettet deres sociale liv og udvidet deres omgangskreds i august og september måned på trods af regeringens anbefalinger.

Har befolkningen ikke taget smitten alvorligt?

Befolkningen begynder at forstå, at nu er det bare om at blive hjemme. Under den første lockdown i foråret respekterede folk retningslinjerne ret godt, så situationen kom hurtigt under kontrol. Men da der blev løsnet op gradvist henover sommeren, holdt folk så småt op med at følge retningslinjerne. Også i september, hvor tallene begyndte at blive høje igen, fordi folk var kommet hjem fra ferie og alle blev blandet igen. I anden bølge tror jeg efterhånden, folk begynder at forstå alvoren. I dag kender alle mindst 10-15 personer omkring dem, som er syge, er indlagt eller har været det. Det gjorde vi ikke i foråret. Nu kommer det tæt på folk.

Mange bekymrede læger

Hvor bekymrede er I, der arbejder som læger i Belgien?

Blandt læger er der ret stor bekymring. De seneste tal viser, at der er 6.497 (1. november) patienter indlagt, hvoraf 1.160 er indlagt på intensivafdelinger. Normalt har vi 2.000 senge til intensivpatienter, og man forudser, at vi i løbet af de næste ti dage kommer op på de 2.000 tilfælde. Derfor er hele hospitalsvæsenet i højeste akutfase. Alle hospitaler i hele landet er blevet bedt om at åbne 800 nye senge op. Det skal organiseres i løbet af den kommende weekend. Så alle er involveret. Min mand, der er kirurg, fik i sidste uge besked på at aflyse alle operationer. Og min chef på børneafdelingen har bedt os være forberedt på, at vi i næste uge delvist stopper vores konsultationer og holder os parate til at hjælpe til med de voksne patienter på COVID-19-afdelingerne. Jeg talte med en kollega, som er hjertelæge på et af de største hospitaler. Hun var lige kommet ud fra et krisemøde, hvor hun fik gåsehud, fordi de forudser, at vi de næste 14 dage vil komme op på godt 11.000 indlæggelser i bedste fald og i værste fald 16.000. Kapaciteten er på 10.000. Så der lægges katastrofeplaner lige nu.

Læger i Liège er blevet bedt om at fortsætte deres arbejde, selv om de er blevet testet positive for coronavirus, for at forhindre byens hospitaler i at kollapse. Det formodes, at ca. en fjerdedel af det medicinske personale i Liége er smittet med COVID-19. Det lyder helt vildt, at smittede læger skal arbejde videre ...

Lige nu er det forskelligt fra hospital til hospital. Hvis man kigger på den officielle nationale sundhedsstyrelses retningslinjer, så skriver de, at hvis du som læge er smittet, men er asymptomatisk, skal du blive ved med at arbejde, hvis der er brug for dig. Hvis du har symptomer, skal du blive hjemme. På det hospital, jeg arbejder på, bliver vi indtil videre bedt om at blive hjemme, hvis vi er smittet. Men situationen kan også her blive så alvorlig, at vi også skal arbejde, hvis vi er asymptomatiske.

Teststrategi og et testsystem under pres

Men hvad tænker du som læge og som menneske om det scenarie?

Personligt er jeg foreløbig testet negativ. Jeg har ikke spor lyst til at blive smittet. Jeg er ikke så bange for mig selv, mere for min mand som er næste 60 år og har lidt forhøjet blodtryk og min svigermor, der er 91 år. Men hvis hospitalet virkelig har brug for mig, så vil jeg selvfølgelig gøre det.

Det hedder sig, at hovedårsagen til det store dødstal i Belgien blandt andet er, at myndighederne opgør dødstallet anderledes end i andre lande. I tæller alledødsfald på plejehjem med ved den mindste mistanke om COVID-19. Hvordan kan det være?

Det var under første bølge i marts og april. Der var ikke test nok til rådighed, til at man kunne teste alle dødsfald. Derfor valgte man at tælle alle med, som var mistænkt for at være død af corona. Det gjorde man for at beskytte ambulancefolk og bedemænd. Ud af de første 4.000 dødsfald på plejehjem var mere end 2.000 mistænkt for at være corona. Da de fik test nok senere og testede alle patienter på plejehjem, var der meget færre, end man troede. Efter at have testet massivt hele sommeren, er vi dog tilbage til at mangle test.

Det forlyder, at testsystemet erved at bryde sammen i Belgien. Lange køer og laboratorier, der ikke kan følge med. Hvad gør man ved det?

Man har ændret teststrategien, så asymptomatiske ikke længere bliver testet. Det kræver hoste og feber og den slags at blive testet. Folk blev i nogle tilfælde testet tre gange på 14 dage. 90 procent af testene var negative. Det duede ikke. Nu skal du have symptomer eller været i tæt kontakt med en smittet for at blive testet. Man tester heller ikke børn under seks år medmindre de skal indlægges.

Hvad er dine forventninger til udviklingen i Belgien de næste måneder?

Menigmand forventer nok, at vi kan komme til at holde jul, som vi plejer, hvis alle følger retningslinjerne. Lige nu har vi lockdown i hele landet til og med den 13. december. Personligt kan jeg ikke forestille mig andet – med de tal vi ser nu – end at lockdown vil vare mindst et par måneder. Jeg tror ikke, at politikerne tør andet. Så jeg tror ikke, at vi kommer til at holde jul, som vi plejer. Men jeg tror også, at de fleste forstår alvoren nu, og vi så jo i foråret, at det hurtigt kan gå den rigtige vej igen. Men det bliver hårdt inden det bliver bedre.

Faktaboks

Fakta