Dansk Selskab for Børnesundhed

»Den lægelige indsats for kommunale børne- og unge-læger er beskrevet som ydelser i loven i meget generelle vendinger. Opgaverne skal være tydeligere og mere præciserede. Vi er begyndt på arbejdet, men det er en lang og sej opgave at få vendt tanken fra, at det er en ydelse, man skal yde, til det er en opgave, man skal løse,« siger formanden for Dansk Selskab for Børnesundhed (DSfB), Per Saval.

I dag tilbyder kommunerne alle børn i den undervisningspligtige alder helbredsundersøgelser ved ind- og udskoling af en kommunalt ansat læge.

En af de lægelige opgaver i forbindelse med udskoling er at få den unge gjort klar over sin personlige helbredsrisiko i forhold til erhvervsvalg. »Udskolingsundersøgelsen i 9. klasse med anamnese og samtale, eventuelt suppleret med undersøgelse af højde, vægt, syn, farvesyn og ryg mv. er en ydelse. Det kan være en god lejlighed for den unge til at reflektere over sin sundhed. Men det er ikke en ideel måde at løse opgaven ,medicinsk erhvervsvejledning` på. Udskolingsundersøgelsen udgør måske kun en lille del af opgavens løsning, mens lægens væsentligste indsats vil være at gå ind tidligere i skoleforløbet og hjælpe barnet og familien til at vurdere den personlige risiko i et samspil med den øvrige erhvervsvejledning på skolen«, understreger Per Saval og fortsætter:

»Ændringen maj 2002 af lov om forebyggende sundhedsordninger for børn og unge betyder, at kommunerne selv må bestemme, om de vil løse de kommunale lægeopgaver ved en ansættelse af en læge i kommunen eller om de vil købe den lægelige arbejdskraft udefra. Her bliver det vigtigt, at kommunerne forstår værdien af det tværfaglige arbejde på skolerne og ikke blot køber undersøgelser ,i løs vægt` hos praktiserende læger. Det har man prøvet i en forsøgsordning i Esbjerg. Dels udeblev de unge, som måske havde mest brug for vejledningen, dels manglede de praktiserende læger den direkte adgang til det tværfaglige samarbejde med skolevejleder, klasselærer og skoleledelse, som giver sammenhæng og mening i indsatsen«.

Tværfaglig forebyggelse

Den kommunale børne- og unge-læges konkrete opgave er forebyggelse. Formålet med forebyggelse er at mindske risikoen for, at bestemte negative begivenheder (fx sygdom eller trafikulykker) indtræffer. Forebyggelse for børn og unge kan være det enkelte barns eller families projekt, det kan være gruppeorienteret eller foregå i lokalsamfundet.

»I vores policypaper, som selskabet har udarbejdet for nylig, udtrykker vi skepsis over for de ydelser, som er den normeringsmæssige baggrund for, at vi overhove- det får stillingerne. Det har vist en forskellighed i opfattelsen af læ-gens arbejde. Diffuse ting som sundhedsfremme og forebyggelse, generel forebyggelse, miljøorienteret holdnings- og adfærdsorienterende forebyggelse - er det faciliteter til en sundere livsstil? Og hvor mange timer skal man sætte af til det? Hvordan er lægens rolle her? Den er svær at definere i forhold til at lave en undersøgelse af et barn.

Når jeg er til møde i bedriftssundhedstjenesten om børns fysiske og psykiske miljø i skoler og daginstitutioner, har jeg en klar fornemmelse af min faglighed - men hvor jeg begynder og holder op og hvor de andre begynder, og hvem der skal have æren for at have løst opgaven, ved jeg ikke præcis. Det vanskelige - og spændende - ved forebyggelse er, at arbejdet hele tiden er tværfagligt«, forklarer Per Saval.

Fagligt isoleret

Generelt er der intet samarbejde i kommunerne mellem almen praksis, sygehusene og den kommunale børne- og unge-læge. I enkelte amter mødes den kommunale børne- og unge-læge med børneafdelingen, og der er amter/kommuner, hvor man har meget samarbejde med praktiserende læger. Det afhænger af den enkelte kommunallæges faglige baggrund og tilhørsforhold. Hvis kommunallægen er pædiater vil han/hun typisk søge samarbejde med børneafdelingen.

»Vi har embedslægerne - som i nogle amter er ganske aktive med at bakke kommunallægerne op - også organisatorisk, de deltager i møderne og er baggrundsgruppe, og så er der andre, hvor embedslægerne ikke interesserer sig for området. Fagligt set er vi alt for isolerede«, siger Per Saval og fortsætter:

»Arbejdsvilkårene er forskellige i de enkelte kommuner. Kommunerne definerer selv opgaverne, selvom det er de færreste kommuner, der har en egentlig sundhedsmålsætning eller sundhedspolitik.

I praksis er det få udover kommunallægen i en kommune, der har en dybere indsigt i, hvad arbejdet drejer sig om«.

Forskning

Der er ingen tradition for at være særlig forskningsaktiv hos de kommunale børne- og unge-læger. Selskabet har et forskningsudvalg og et kommissorie, men mangler forskningsaktivitet, der kan matche forskningsudvalget og visionerne. Der er ingen i de kommunale forvaltninger eller i Kommunernes Landsforening, som interesserer sig for kvalitetssikring på feltet. De kommunale børne- ungelæger må selv tage initiativet og stille kravene. Medicinalindustrien har ingen interesse for området - der er ingen penge i forebyggelse.

»Forskningen er overvejende en praktisk form for forskning i, hvad der virker, og hvad der kan lade sig gøre. Det ligger på grænseområdet mellem evaluering af metoder og egentlig forskning.

Vi vil gerne have mere forskning, men i modsætning til en række hospitalsspecialer er forskning ikke forudsætningen for at komme videre. Den gulerod mangler vi, men vi vil gerne have et professorat. Principielt er den kommunale børne- og unge-læge en slutstilling som i almen praksis«, siger Per Saval.

Krav om speciale

DSfB er et videnskabeligt selskab af kommunale børne- og unge-læger, og det er et rent lægeligt selskab.

Selskabet holder et årligt 3-dages-kursus - et state of the art-kursus, hvor medlemmerne diskuterer, hvor faget er henne. Her deltager godt halvdelen af fagområdets udøvere. Desuden afholdes to temadage om året.

Det er selskabets opfattelse, at Speciallægekommissionens definition af et fagområde udmærket dækker børne- og ungelægers arbejdsområde, og på den måde finder selskabet, at området let kan indplaceres i det lægelige videreuddannelsessystem.

»Vi stiller krav om, at lægerne fagligt skal være speciallæge enten i pædiatri, almen medicin eller i samfundsmedicin. Det er en af vores store bekymringer, at Sundhedsstyrelsen ikke har gjort det obligatorisk. De har kun anbefalet det. Vi er også bekymret over, at Sundhedsstyrelsen ikke har gjort vores 150-timers teoretiske kursus obligatorisk, for det er her, forståelsen af fagområdet grundlægges, siger Per Saval.

Sundhedsstyrelsen betaler udgifter til undervisere, men øvrige kursusudgifter må kommunerne betale - og Sundhedsstyrelsen henviser i øvrigt til kommunernes frie ret til selvbestemmelse.

»Det er foruroligende, fordi det betyder, at man kan ansætte læger i stillingerne, som ikke er kvalificeret. Vi har samfundsmedicinere, som er begyndt at interessere sig for området, men som nok bliver kyst væk af arbejdsvilkårene. Man bliver ansat til en ind- og udskolingsundersøgelse, og så er der ikke tid til mere - og det er ikke den vigtigste opgave.

Skal kommunallægerne gå ind enkeltvis og ændre på forholdene, kræver det en meget stor indsats a f den enkelte læge og en god del kreativitet«, understreger Per Saval.

Den ideelle arbejdssituation

Den ideelle arbejdssituation er ifølge formanden, at kommunalbestyrelsen udstak områder, som man gerne ville have løst, og at der fra Sundhedsstyrelsen i samarbejde med DSfB lå en vejledning i at løse disse opgaver. Og gerne meget mere faglig sparring.

»Jeg modtog en brochure om MPA- uddannelsen, men tænkte, det skal ikke være mig, der tager uddannelsen. Det skal være en af administratorerne i kommunen. På topadministrativt plan skal der være medarbejdere uddannet i sundhedsøkonomi og sundhedsforhold, så de kan yde en ordentlig administrativ støtte til den kommunale børne- og unge-læges arbejde«, siger Per Saval.

Dansk Selskab for Bbesundhed er oprettet den 2. oktober 1992.
Bestyrelse: Per Saval, formand. Vibeke Hvorslev, kasserer. Birgitte Barfod, Ulla Merete Hansen, Karen Jeppesen, Mauri Johansson, Annette Storr-Paulsen, Gertrud Glarbo og Finn Langkjær.
Selskabet har 123 medlemmer - ud af ca. 160 kommunale børne- ungelæger i hel- og deltidsstillinger.
Medlemskontingent 425 kr. om året + DMS-kontingent.
Læs mere om selskabet på www.boernesundhed.dk

Policy-paper

Dansk Selskab for Børnesundhed har udarbejdet et policypaper med titlen: »Den kommunalt ansatte børn- og unge-læge - socialpædiatri og folkesundhed for børn i en forandringstid«. Det kan læses på www.boernesundhed.dk