Dansk stamcelleforskning i no man's land

Gennembruddet kommer i dette og de følgende år. Så vil resultatet af de to første kliniske forsøg med behandling med embryonale stamceller på mennesker være gennemført og behandlingens effekt begynde at vise sig.

Det ene forsøg foregår i Skotland, hvor 10-15 mennesker med lammelser efter blodprop i hjernen bliver behandlet med stamceller fra aborterede fostre. I USA bliver også i år et antal mennesker med rygmarvsskade behandlet med nerveceller, som er dannet af embryonale stamceller.

Det betragtes som afgørende skridt på vejen mod at behandling med stamceller bliver en realitet. Forskere verden over følger de to forsøg med spænding. De taler om, at »det kommer.« De mener behandlingen med stamceller - sukkersygepatienter, der får indsprøjtet insulindannende celler, så de evindelige indsprøjtninger bliver overflødige. Blinde, der får synet igen, fordi de bliver behandlet med celler, der lige præcis kan gendanne de defekte dele. Og så videre.

USA, England, Kina, Korea og Sverige er blandt frontløberne på området. Men i Danmark er forskningen i stamceller på standby. Forskere får afslag på ansøgninger på projekter om stamcelleforskning.

Men kommer behandlingen, vil det få enorm betydning for millioner af patienter verden over. Derfor bør det også være en sag, der interesserer de danske politikere, mener flere forskere, som Ugeskriftet har talt med. Claus Yding Andersen, der er professor, dr.med. og leder af reproduktionsbiologisk laboratorium på Rigshospitalet, siger:

»Vi ved ikke, om det kommer, men vi tror det. Og hvis det gør, vil det lægge et voldsomt pres på politikerne. De skal tage stilling til, om Danmark skal gå aktivt ind på området. De kan selvfølgelig også vælge at vente, til der sidder en patient i rullestol, der kan se, at man kan blive behandlet i udlandet - og måske få førligheden igen - men ikke i Danmark. Det bliver svært at sige nej til. Og dyrt at sige ja til på det tidspunkt, om de så sender patienterne til udlandet for at blive behandlet, eller man skal forsøge at foretage behandlingen i Danmark. Det bliver også dyrt, fordi behandlingerne bliver patenterede, og læger og forskere skal oplæres i teknikkerne. Politikerne bør tage debatten nu og tage stilling - hvad enten de vælger den ene eller den anden position«.

Ude i verden ruller millionerne ind over stamcelleforskningen, og de store medicinalfirmaer er for alvor på vej ind. Pfizer vil bruge 100 millioner dollars på et forskningsprogram i embryonale stamceller. Novo Nordisk har indgået en samarbejdsaftale på 100 millioner euro med et svensk firma om et stamcelleforskningsprojekt i Sverige. På nuværende tidspunkt er der udstedt omkring 1.300 patenter på området, og 800 ansøgninger venter for øjeblikket på svar.1

Politisk spørgsmål

Danmark har ikke som for eksempel England og Sverige en national strategi for stamcelleforskning. Det betyder ikke, at der ikke foregår forskning i stamceller. Det gør der flere steder, men støtten fra statslige råd og fonde går til individuelle projekter, ikke til en bredere satsning. Derfor er udviklingen gået i stå flere steder.

For eksempel i Odense, hvor det eneste, man kan kalde et stamcelleforskningscenter, ligger. Det er virtuelt, har forskere siddende rundt om i landet og er en joint venture mellem Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital. Centret fik i 2002 en bevilling på 25 millioner kroner til forskning i voksne stamceller. Bevillingen løb ud i 2007, og der er ikke en efterfølgende plan. »Vi står i et no man's land,« siger lederen af stamcelleforskningscentret, professor, dr.med. Moustapha Kassem. Såvel han som Claus Yding Andersen har fået afslag på projekter om videreudvikling af forskningen.

Som i USA, hvor præsident Obama har åbnet op for offentlig støtte til stamcelleforskningen, kan et politisk initiativ i Danmark være vejen frem. Venstres Malou Aaamund har meldt ud, at hun vil arbejde for en national strategi for stamcelleforskning.

»Vi ser nye gennembrud inden for stamcelleforskningen hver måned, og Danmark har alle forudsætninger for at komme med på vognen. Vi skal have et center for stamcelleforskning, og vi må investere i en forskningsinfrastruktur. Vi skal have et videnscenter, der samler viden og bidrager til den offentlige debat,« siger Malou Aamund.

Folketingets Videnskabsudvalg tager nu emnet op og arrangerer en høring i maj eller august med deltagelse af forskellige eksperter.

»Dermed er emnet kommet på den politiske dagsorden,« siger udvalgets formand Marianne Jelved (R).

Videnskabsminister Helge Sander er ikke umiddelbart opsat på at følge Malou Aamunds forslag:

»Jeg fik for et års tid siden en opfordring til at støtte udarbejdelsen og finansieringen af en national strategi for stamcelleforskning. Blandt andet Forskningsrådet for Sundhed og Sygdom har behandlet henvendelsen. Rådet har i de sidste år modtaget en del projektansøgninger inden for stamcelleområdet og har ydet støtte på flere millioner kroner. I efteråret var det rådets opfattelse, at der generelt var gode muligheder for at søge projektmidler inden for rådets område, og det fandt ikke, at det var nødvendigt at udforme en særskilt national strategi på stamcelleområdet.

Men vi følger naturligvis løbende udviklingen på området med henblik på, om det giver anledning til en revurdering af behovet for en særlig indsats inden for stamcelleforskningen.«

Formanden for Forskningsrådet for Sundhed og Sygdom, dr.med. Lars Buggert har kun denne kommentar:

»Vores opgave er at vurdere individuelle forskeres projekter på baggrund af kvalitet og originalitet. Vi kan ikke pege på et bestemt område som indsatsområde,« siger han.

Forskningen nu

Stamcellegruppen ved Odense Universitetshospital (Danish Stem Cell Research Center, forkortet DASC) har især forsket i voksne stamceller, men har i dag en forskningsgruppe, der arbejder med både voksne stamceller og embryonale stamceller.

Vedrørende de voksne stamceller har centret haft tre projekter med kliniske forsøg, hvor patienter er blevet behandlet med stamceller, der er taget fra deres egen knoglemarv, opformeret og sat tilbage i koncentreret form. De to projekter drejede sig om patienter, som havde haft akut blodprop i hjertet og kronisk hjertesvigt. I det sidste projekt blev patienter, der havde problemer med blodforsyningen til benene pga. åreforkalkning, behandlet med voksne stamceller. Centret har en klinisk organisation med relevante læger på hospitalet. Det er stamcellebehandlingscentret. På den måde er der en nem overgang fra forskning til behandling.

»I forsøget kunne vi teste forskningsarbejdet og introducere behandlingen i klinikken. 50 patienter blev behandlet. Og det viste sig, at det kan lade sig gøre, at vi har platformen til det, og vi kan arbejde sammen. En afdeling tager vævsprøverne, immunologisk afdeling afgør, om der er kontaminering, klinisk afdeling foretager indsprøjtning og en anden afdeling laver follow up,« ko nkluderer Moustapha Kassem.

Der var ikke en stor målbar effekt på patienterne som gruppe. Men nogle patienter fik det bedre og fik en forbedret erhvervsevne. Andre var der ingen målbar effekt på.

Nu er projekterne afsluttede, og man ser på resultaterne - hvad der gik godt og hvad ikke, og om der var bivirkninger eller ej. Der er tale om forsøg i første fase - og der blev anvendt en primitiv form for celleterapi, hvor man bare sprøjtede cellerne ind, forklarer Moustapha Kassem.

Næste fase bliver at udvikle cellerne, så de er skræddersyede.

»Vi vil gerne fraktionere stamcellen og finde de rigtige aktive celler, dyrke dem uden for kroppen og så give dem til patienterne. Det vil vi gerne gøre i næste fase,« siger Kassem.

Manipulerede stamceller

Sidste år skete der et gennembrud i den internationale forskning. Da blev forskere i stand til at omprogrammere voksne celler og føre dem tilbage til stamcellestadiet. Teknologien hedder ips (inducerede pluripotente stamceller). Det vil sige, at man skaber stamceller uden at bruge et befrugtet æg til det. Dermed nærmer man sig den skræddersyede patientbehandling, og man kan måske komme uden om de etiske betænkeligheder, som man ikke mindst i katolske lande har ved at forske i befrugtede æg.

»Det er fantastisk. Det store spørgsmål for forskningen er nu: Hvordan vælger cellen - der er omkring 200 celletyper, hvordan foregår dens differentieringsveje?« siger Moustapha Kassem, der har søgt statslige forskningsfonde om støtte til at generere celler til behandling. Det kræver blandt andet et laboratorium, hvor det er muligt at dyrke patientens egne celler under meget kontrollerede forhold.

Moustapha Kassem fik afslag. »Det er metodeudvikling. Ikke videnskab,« lød forklaringen.

»Men hvad skal jeg så gøre? Jeg vil gerne bygge et hus. Og det vil de måske gerne støtte. Men jeg kan ikke bygge et hus uden først at have et fundament. Og det vil de ikke støtte.«

Han efterlyser en national strategi for stamcelleforskningen i Danmark:

»Det sikrer, at der bliver opbygget en infrastruktur omkring forskningen. Det skal være en bred indsats, der indebærer, at vores sygehuse skal være parate. Lægerne skal undervises i det. Der skal være et større antal forskere, og der skal være et synergistisk netværk, der støtter bioteknologiske industrier, der prøver at skabe produkter på basis af forskningen.«

26 stamcellelinjer i fryseren

Claus Yding Andersen, Rigshospitalet, forsker i embryonale stamceller. Han har i sit laboratorium samlet 26 stamcellelinier, de otte af dem er nærmest lige til at bruge i kliniske forsøg. Men de ligger frosset ned i 200 grader koldt, flydende kvælstof og venter på at blive brugt. Han har søgt centrale forskningsmidler til videreudvikling, men fået afslag - det er ikke forskning, det er udvikling, lød svaret, ligesom det lød til Moustapha Kassem.

På laboratoriet, som ikke kun beskæftiger sig med stamcelleforskning, er der to fastansatte forskere, to ph.d.-studerende og nogle specialestuderende. »Vi flytter ikke noget,« siger Claus Yding Andersen og oplyser, at den udvikling, der er sket på laboratoriet, som altså bl.a. har resulteret i, at der er 26 stamcellelinjer i fryseren, er finansieret af Rigshospitalet selv.

»Potentialet for alvor ligger i den teknologi, der hedder ips, der hvor man får voksne celler til at opføre sig som embryonale stamceller - og så dyrker dem derfra.«

Et konkret eksempel: Udenlandske forskere arbejder i øjeblikket på at udvikle de celler, der kan genetablere den defekt i øjet, der er årsag til blindhed hos millioner af mennesker. Der er oplagt kommercielle interesser i dette, og et firma er i gang med forsøg på rotter, der har den defekt. Rotterne har fået synet igen. Udvikles metoden til at kunne bruges til behandling af mennesker, vurderer firmaet selv, at det er et 28 milliarder dollars-marked.

»Industrien går efter de lavthængende frugter - de store sygdomsområder som Parkinsons, sukkersyge mv. Der, hvor firmaerne forventer, der vil være en enorm indtjening. Men der er en række sygdomme, der ikke bliver forsket i, så det skal ikke være af den grund, politikerne i Danmark holder sig tilbage,« siger Claus Yding Andersen, der er leveringsdygtige i talrige eksempler på sygdomsområder, som firmaer har kastet millioner i for at udvikle en behandling baseret på stamceller.

Hans pointe er, at stamcelleforskningen i virkeligheden er meget bred:

Forskere i USA har taget hudceller fra patienter med QT-syndrom, der giver uregelmæssig hjerterytme, hvilket øger risiko for slagtilfælde. De har dyrket cellerne, lavet embryonale stamceller af dem og frembragt hjertevæv.

»Dermed har de en human cellelinje, som har præcis den sygdom, de studerer. De kan afprøve de medikamenter, som man bruger til at behandle sygdommen med og se, hvordan den virker - eller ikke - og udvikle nye. Man kan se, hvilke gener der aktiveres, og hvordan det hele hænger sammen. Der er stof til at skrive lærebøger om«, siger Claus Yding, der konkluderer:

»Der er enormt mange retninger i det her. Løbet er ikke kørt - Danmark kan godt nå at være med.«

1) tallene er oplyst af Bioneer A/S, der er en forskningsbaseret servicevirksomhed inden for bioteknologi. Firmaet er i gang med en udredning af stamcelleforskningen i Danmark.

Den insulinproducerende celle fra stamceller

Forskningsinstitutionen Hagedorn under Novo Nordisk indgik sidste år en aftale til 100 millioner euro om et projektsamarbejde med Universitetet i Lund og det svenske firma Cellartis. Formålet er at bringe forskningen i insulinproducerende celler fra stamceller frem til en behandling, altså en celleterapi for diabetes.

Forud var gået et langt samarbejde med svenske forskere på området. Sverige lukkede i 1998 op for forsøg og forskning med embryonale stamceller - det var fem år før Danmark.

Udgangspunktet er, at diabetikere har for få betaceller - de celler, der producerer insulin. Da forskningen viste, at det formentlig kan lade sig gøre at skabe en insulinproducerende celle ud fra embryonale stamceller, udarbejdede Hagedorn for ti år siden et forskningsprogram, der førte til den store investering i Sverige.

Om perspektivet siger Hagedorns forskningschef Ole D. Madsen:

»Vi er fortrøstningsfulde med henblik på at nå et gennembrud. Vi stræber efter at komme til en fuldstændig afklaring om, hvorvidt det kan lade sig gøre at lave den terapeutiske celle inden for de næste fem år.«

Om konkurrencen siger han:

»Det er et meget kompetitivt område på verdensplan. Men vi er godt med. Vi er ikke kørt bag af dansen.«