Læger og andre sundhedsprofessionelle dansk-tyrkere har dannet en sundhedsgruppe, der skal hjælpe den ældre del af det tyrkiske samfund i Danmark med helbredsproblemer.
Selvom de har boet i Danmark i mange, mange år, taler en stor del dårligt dansk og kan ikke forstå det danske sundhedsvæsen. Sådan karakteriserer den dansk-tyrkiske læge Sükriye Corap den ældste gruppe af de herboende tyrkere. De udgør omkring 4.500 ud af de cirka 62.000 mennesker af tyrkisk afstamning, der bor i Danmark. Deres helbredsproblemer – som ikke adskiller sig fra så mange andres i denne aldersgruppe – bliver der af forskellige årsager ikke rigtig taget hånd om.
Det er baggrunden for, at Sükriye Corap sammen med andre dansk-tyrkere med en uddannelse inden for sundhedsområdet har dannet en undergruppe af Dansk-Tyrkisk Akademiker Union (DTAU): DTAU-SUNDHED.
”Vi synes, at vi har en særlig forpligtelse som fagfolk. Vi er en del af den tyrkiske befolkningsgruppe, uanset hvor meget vi siger, vi er danskere – det er vi også, jeg er fra Svendborg f.eks., så jeg er svendborgenser. Men vi har mærkelige navne og mærkeligt udseende, så vi kan ikke rigtig løbe fra det. Derfor føler vi os forpligtede til at hjælpe den del af befolkningen, som vi jo forstår – sproget, kulturen – fordi vi er vokset op i begge kulturer på samme tid. Så kan vi lige så godt gøre en god indsats for dem”, siger hun.
At der er problemer, er egentlig bare gået op for Sükriye Corap og de andre i den nye sundhedsgruppe, siger hun:
”Vores viden om det er ikke evidensbaseret, men baserer sig på det, vi har observeret i vores egen omgangskreds og generelt i DTAU. Her snakker vi om vores egen befolkning og vores eget samfund, så at sige, den del af samfundet vi er i, hvilke problemstillinger der er. Og mange fortæller, at deres bedsteforældre eller naboer har problemer. De oplever en sprogbarriere, der betyder, at de har svært ved at udtrykke sig ordentligt, når de er hos deres praktiserende læge, fordi det ofte foregår med en tolk. Desuden går der meget information om helbred tabt, fordi de forstår så lidt”, forklarer hun.
Men de har boet i Danmark i mange år – hvorfor kan de så ikke bedre dansk?
”Ja, det er vi fra den unge generation også nogle gange lidt uforstående over for. Men forklaringen er, at kun de, der har været ude på arbejdsmarkedet, har lært dansk og i det hele taget lært at begå sig i det danske samfund”, siger Sükriye Corap og tilføjer:
”Der er en hel del i denne gruppe – som f.eks. de ældre damer – som altid har været hjemmegående husmødre, og som har haft meget lidt adgang til f.eks. danskkurser og derfor har et meget lille dansk ordforråd. Det er altså den ældste tyrkiske generation her i landet, vi taler om, dem der er 60 og opefter. Generationen efter, f.eks. mine egne forældres, er ude på arbejdsmarkedet, kan dansk og klarer sig godt”.
At mødet med det danske sundhedssystem ikke fungerer, skyldes ikke kun sprogproblemerne:
”Nogle gange mangler lægen forståelse for den kultur, de gamle tyrkere kommer fra, og de gamle tyrkere har på deres side svært ved at forstå den måde, man forholder sig på i Danmark, f.eks. når lægen spørger patienten: ,Hvad synes du selv?' Det rammer helt ved siden af den autoritet, som de ældre tillægger lægen”.
Der er ikke som udgangspunkt en oversygelighed blandt de ældre dansk-tyrkere, og de har ikke ekstraordinært dårlige vaner, forklarer Sükriye Corap. Der er overvægt, og mændene ryger, og det er livsstilssygdommene, der dominerer: sukkersyge, forhøjet blodtryk og forhøjet kolesterol.
”Men lægens sundhedsbudskaber trænger ikke rigtigt ind. Det handler om, at de føler sig overhørt, når de kommer til læge. De kommer til at tænke: ,Lægen forstår ikke, hvad jeg mener', og så kommer de ikke frem med det, de egentligt ville sige. Tilliden er brudt, og lysten til at tage emnet op igen er væk”.
Resultatet er, at mange venter med at gå til læge, til de er på ferie i Tyrkiet, hvor de føler sige bedre behandlet:
”Det er jo ikke fordi, der er bedre behandlingsmuligheder i Tyrkiet, eller at lægerne er dygtigere, men fordi de føler sig hørt og forstået, når der ikke er sproglige og kulturelle barrierer”, siger hun.
Hvad er så problemet?
”Problemet er, at når de ikke går til læge i Danmark med deres symptomer, men venter, til de er på ferie i Tyrkiet, kan det være for sent at gøre noget – de har jo også maligne sygdomme”.
Her til foråret begynder de allerførste aktiviteter fra den nystartede sundhedsgruppe, der foreløbig kun findes i Region Syddanmark. Først er der et arrangement i Odense, siden gentages det i Svendborg. Her vil man forsøge at få så mange som muligt af målgruppen til at komme og høre om de mest almindelige livsstilssygdomme – hvad de skal være opmærksomme på, og hvad man skal gøre – på små ”seminarer” af 10-15 minutters varighed. Efterfølgende kan man hos læger, medicinstuderende og sygeplejersker fra sundhedsgruppen få målt sit blodtryk, blodsukker og få vurderet hjerte og lunger.
”Vi stiller ikke diagnoser, men vi fortæller dem, hvis der er noget, de skal være opmærksomme på, og eventuelt anbefaler vi dem at gå til lægen med nogle bestemte ting”, siger Sükriye Corap.
Hvis arrangementerne i Region Syddanmark bliver en succes, er målet at oprette dansk-tyrkiske sundhedsgrupper i hele landet.
