Skip to main content

Danske børns kroppe befinder sig i en alarmtilstand

Journalist Annette Hagerup, annette@hagerup.info

7. nov. 2008
4 min.

Det er relativt få minutters daglig fysisk aktivitet, der skiller de børn, som har raske blodårer, og de børn, der allerede som 10-11-årige har blodkar som en midaldrende mand.

En daglig cykeltur til og fra skole kan være det, der gør hele forskellen for børns risiko for at pådrage sig livsstilssygdomme i en ung alder.

Et ukendt antal danske børn går rundt med insulinresistens (metabolisk syndrom karakteriseret ved nedsat virkning af insulin) og begyndende åreforkalkning, uden at nogen ved det.

Problemet består i at fange børnene, som ikke umiddelbart skiller sig ud fra deres kammerater.

Ifølge professor på Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet, Lars Bo Andersen, kunne mange børn i risikozonen fanges ved hjælp af en simpel konditionstest. Dårlig kondition er nemlig et tegn på, at kroppen ikke fungerer optimalt.

»Objektivt set er de insulinresistente børn ikke syge, selvom deres krop befinder sig i en slags alarmtilstand. Problemet er, at de bliver syge før eller siden. En stor del af dem vil som voksne dø for tidligt af hjerte-kar-sygdom.

Hidtil har man kun forsøgt at fange de ekstremt overvægtige børn. Men overvægt er ikke eneste faresignal. Kun en tredjedel af de børn, der har en ophobning af risikofaktorer, er svært overvægtige samtidig. Så hvordan fanger vi de resterende totredjedele?

»I dag måler skolelægen alene børnenes højde og vægt. Hvorfor ikke måle børnenes konditionstal?

Det er helt ulogisk, at man alene fokuserer på overvægt. Problemet er primært lejret i muskulaturen og ikke i fedtet. Det er muskelvævet, der bliver insulinresistent!« fortæller Lars Bo Andersen.

Han og hans forskerteam i Odense har bidraget til en international undersøgelse af knap 2.000 skolebørn, hvoraf 500 kom fra Odense Kommune. Børnene blev undersøgt med seks års mellemrum, først som niårige og siden som 15-årige.

Resultatet var klart. Jo mere inaktive børnene var, jo større var risikoen for metabolisk syndrom.

Børnene med den dårligste kondition havde mere end ti gange højere risiko for metabolisk syndrom end børnene i den bedste fjerdedel af gruppen.

Som led i undersøgelsen, der bl.a. er offentliggjort i The Lancet, fik alle børn målt blodtryk, kolesteroltal, blodsukker, insulinniveau, taljemål, fedtmængde i underhuden, højde, vægt og kondition.

Men ifølge Lars Bo Andersen er den måde, hvorpå man hidtil har defineret metabolisk syndrom, ikke optimal.

»Beregningsmetoderne er udviklet til at vurdere voksne menneskers risiko for livsstilssygdomme. De kan ikke uden videre bruges på børn,« fortæller han.

Børns værdier/niveau er generelt lavere, selvom de i princippet kan have den samme tilstand.

»Når kroppens niveau af insulin stiger, som tilfældet er ved insulinresistens, stiger samtlige risikofaktorer for type 2-diabetes, hjerte-kar-sygdom og forhøjet blodtryk samtidig. Insulin har effekt på blodtrykket, på kroppens fedtdeponering og på fedtstofferne i blodet (kolesterol og triglycerider),« fortæller Lars Bo Andersen og foreslår, at man lægger samtlige parametre sammen til en helt ny målemetode.

Efter Lars Bo Andersens mening har lægerne stirret sig blinde på grænsen for, hvornår et blodtryk er behandlingskrævende. »I dag ser man udelukkende på, om blodtrykket overstiger en fastsat øvre grænseværdi, som f.eks. 140/90, selvom det selvfølgelig er bedre at have et blodtryk på 110 end et blodtryk på 139.

Målingerne indeholder meget mere information, end vi bruger p.t.

Hvis vi skal fange de børn, der er i risikozonen, må vi udvikle en helt ny definition på det metaboliske syndrom. Vi må bruge de tal, vi ser hos børn og reagere på dem, så vi hurtigere kan sætte ind for at forhindre skadevirkningerne af dem,« siger professor Lars Bo Andersen.

Hans mål er at udvikle et omregningsprogram og lægge det ud på nettet, så læger og sygeplejersker kan plotte samtlige risikofaktorer ind på en given patient/barn og omregne den helt individuelle risikoprofil. Nyskabelsen skulle gerne være klar til brug i løbet af et år eller to.

Fakta

Ca. 90 pct. af det sukker, vi spiser, ender i muskulaturen, hvor det lagres eller forbrændes. Resten ender i lever og fedtceller.

I blodbanen har vi til stadighed fire gram sukker. Når man drikker en cola, tilfører man blodbanen 35-40 gram sukker og for at regulere dette høje sukkerniveau ned, frigiver kroppen store mængder insulin.

Det er her muskulaturen bliver interessant, fordi den skal fjerne sukkeret igen. Jo bedre ens muskler virker, jo mindre insulin skal man udskille for at få en perfekt regulering af blodsukkeret.

Har man en god insulinvirkning (følsomhed), er musklerne bedre i stand til at optage sukkeret og fjerne det fra blodbanen.