Skip to main content

Danske læger gennem 150 år

Professor Jens F. Rehfeld

24. aug. 2007
4 min.

Ugeskrift for Lægers redaktion har valgt at markere Lægeforeningens 150-års-jubilæum med en portrætsamling af læger (hovedsageligt), der huskes for en særlig indsats. Deres indsats illustrerer periodens forskellige udfordringer - de være sig gængs lægefaglige, humanitære, videnskabelige, sociale eller politiske. De portrætterede er tydeligvis begavede, besjælede og originale pionerer. Men Ugeskriftets redaktion har viseligt bedt om beskrivelser, der lagde mere vægt på den lægelige/ lægevidenskabelige indsats end på personen. Adskilligt flere fra samme tid kunne med stor ret også være inkluderet. Det må heller ikke glemmes, at mange anonyme læger i samme periode har ydet en mindst lige så stor personlig indsats; f.eks. den travle praktiserende læge i provinsen eller kirurgen på det mindre sygehus, der begge uden vagtordning gennem årtier stod til disposition for patienterne døgnet rundt. Mange af dem blev ikke særligt gamle.

Danske læger adskiller sig næppe fra andre læger verden over. Så længe mennesket har organiseret sig i samfund, har der været læger - og lægearbejdet har altid haft en særlig appel. Det er ikke blot et håndværk med klart afgrænselig faglighed. Det er et arbejde, der kræver mange kvaliteter, fordi det handler om syge medmennesker og hele deres situation. Derfor kan det at være læge undertiden betragtes mere som en positivt tilvalgt livsform end som et arbejde. Så uanset om man er kliniker i daglig direkte kontakt med syge, embedslæge eller lægevidenskabelig forsker, er patienten altid i fokus. Det stiller ikke alene krav om høj faglighed i diagnostik og behandling, men også om medmenneskelighed og social for-ståelse. Det kan derfor ikke undre, at lægeligt arbejde i sin substans er dybt tilfredsstillende, og at læger gennem mange år har placeret sig i toppen af alverdens undersøgelser om arbejdets meningsfuldhed, befolkningens respekt og professionel troværdighed.

Under presserende ydre forhold træder faggrupper ofte i karakter. Det gjaldt også lægestanden under den mest belastede tid i landets senere historie: besættelsen 1940-1945. I de år var en påfaldende stor del af standen engageret i modstandsarbejde, og mange af de ikke direkte involverede sympatiserede og hjalp med at aflaste de aktive. Det er derfor ikke tilfældigt, at modstandsfolk, der blev sendt fra England, blev tilrådet at opsøge læger (eller præster), hvis noget gik galt. Det er næppe heller tilfældigt, at redningsaktionen for danske jøder i oktober 1943 i vidt omfang blev organiseret og udført af yngre læger. Endelig er det også bemærkelsesværdigt, at en fjerdedel af Frihedsrådets medlemmer var læger (Ole Chievitz, Mogens Fog og Erik Husfeldt ), og at de allierede ifølge nogle historikere forventede Mogens Fog som statsminister for den første regering efter krigen. Eksemplerne viser det menneske- og samfundsengagement, som de fleste af den tids læger besad.

Meget har ændret sig i de passerede 150 år og ikke mindst siden krigens tid. Antallet af læger er næsten tidoblet siden 1940'erne, og vi kan nu meget mere i diagnostik og terapi. På mange måder burde lægearbejdet i dag være blevet mere tilfredsstillende, men sådan føles det på en række områder ikke af den enkelte læge. Den lægelige autoritet er mindsket, kritikken i det offentlige rum af lægers arbejde er øget, ofte på en lidet saglig måde, og lægers indflydelse på sundhedsvæsenet og dermed på eget arbejde er reduceret. Sundhedspolitikere, uddannelsespolitikere, embedsmænd, økonomer - og måske enkelte af Lægeforeningens ledere - har bidraget til, at lægearbejde ikke længere i samme omfang opfattes som et kald, en livsform med indsats af sjæl, krop og intellekt gennem det meste af tilværelsen. I det seneste par årtier er det at være læge i tiltagende grad blevet et tidsbegrænset arbejde som mange andre, hvor overarbejde skal afspadseres, og hvor konkurrence mellem privat og offentlig lægelig virksomhed - ja minsandten også inden for den offentlige sundhedssektor - bestemmer arbejdsforholdene.

Men lad os glædes over den indsats, som danske læger hidtil har ydet gennem det seneste halvandet århundrede, over de enkelte, som portrætteres på de følgende sider, og tillykke til Lægeforeningen med ønsket om, at den de facto vil lade sig inspirere af de engagerede og handlekraftige medlemmer, der hidtil har tegnet standen.



Korrespondance: Jens F. Rehfeld, Klinisk Biokemisk Afdeling, Rigshospitalet, DK-2100 København Ø. E-mail: Jens.F.Rehfeld@rh.regionh.dk

Interessekonflikter: Ingen angivet