Skip to main content

Danske læger i Pakistan kæmper mod Sygdomme og sult

Journalist Anne Sophie Bonefeld, asbonefeld@gmail.com

24. sep. 2010
5 min.

»Af sikkerhedsmæssige årsager bør du ikke nævne efternavnene på de læger, du interviewer«, siger Stig Hammerhøj fra Beredskabsstyrelsen til mig, da vi taler om det sundhedsfaglige hold, der er sendt af sted til den pakistanske Sindhprovins. Den potentielle trussel mod det danske personale står højt på dagsordenen, efter at Taliban har kaldt udenlandske hjælpearbejderes tilstedeværelse i Pakistan for »uacceptabel«. Den militante gruppe har mere end antydet, at den vil angribe udlændinge, der vover sig rundt i Pakistan for at hjælpe civilbefolkningen. Taliban har tidligere været sat i forbindelse med angreb på udlændinge, og FN har da også advaret om, at truslen skal tages meget alvorligt. Det er første gang, at Beredskabsstyrelsen har stået med en nødhjælpsmæssig opgave, der også krævede så høj grad af fokus på sikkerhed.

Truslen har nu ikke afskrækket ortopædkirurgen Kristian, der til daglig arbejder på Bispebjerg Hospital, fra at tage af sted:

»Både jeg selv og min familie har forholdt os til, hvad der kan ske, når jeg opholder mig i udlandet. Men samtidig er det jo også sådan, at man kan blive kørt ned af en HT-bus derhjemme«, siger han. »Foreløbig har vi ikke følt os truet her. De læger, vi har mødt på det lokale hospital, virker tværtimod glade for, at vi er kommet hertil for at hjælpe med at behandle det store antal patienter«, siger han.

Alligevel har Beredskabsstyrelsen besluttet, at det mobile nødhospital inden for kort tid udelukkende skal bemandes med dansk-pakistanske læger og lokalt ansatte.

»Det siger sig selv, at jo flere vesterlændinge med hvid hud - jo mere oplagt et mål vil det være«, siger Stig Hammerhøj, der er chef for internationale udsendelser i Beredskabsstyrelsen. Dansk-pakistanske læger har jo også en bedre kulturel forståelse af sikkerhedsrisikoen«, tilføjer han.

Vand skræmmer mere end terror

Den dansk-pakistanske læge Mazhar, der er opvokset og uddannet i Danmark og nu har egen klinik i Pakistan, har meldt sig på Beredskabsstyrelsens hold. En eventuel terrorrisiko har han ikke mærket til. Til gengæld udgør vandmasserne en risiko.

Selv om genopbygningen så småt er ved at komme i gang i den nordlige del af landet, og oversvømmelserne er forsvundet fra de danske avisers forsider, fortsætter vandstanden med at stige i det flade landskab i den sydligste del, hvor det danske hold arbejder.

»Vi har allerede været nødt til at rykke teltpælene op en gang, fordi vandet steg og kom for tæt på, hvor vi havde etableret os. Vi føler os også utrygge, fordi vi ikke ved, om vandmasserne vil bryde igennem flere dæmninger her i nærheden af, hvor vi er nu. For de pakistanske familier, der ikke kan komme så hurtigt af sted, må det være ekstra skræmmende«, siger han.

Oversvømmelserne, der er Pakistans værste i 80 år, har ifølge FN berørt 14 millioner mennesker og medført døden for 1.600. Røde Kors siger, at katastrofen er af en størrelse, der aldrig er set før, og hjælpearbejdet besværes i høj grad af, at veje og broer er skyllet væk af vandmasserne.

Behovet for hjælp udefra er enormt, og de pakistanske myndigheder har endnu ikke overblik over, hvad der skal gøres. Der er mange af de nødlidende, der stadig må overleve på egen hånd og hverken får mad, telte eller mulighed for lægebehandling. I Sindhprovinsen rapporterer embedsmænd om, at 19 ud af 23 distrikter står under vand.

»Vi møder et utal af mennesker, der er desperate, eller virker som om, de har givet op. Det er svært at få hjælpen til at slå til. Vi står lige midt i en tragedie, som man slet ikke kan fatte omfanget af. Og for dem, der har mistet alt i vandmasserne, er problemerne kun lige begyndt«, fortæller Mazhar.

»Vandmasserne har drevet indbyggerne ud over et meget stort område. Det betyder, at de er svære at nå, og en del af dem har ikke fået nogen hjælp overhovedet«, siger Kristian om det logistiske mareridt. Alene fra det distrikt, som det danske hold arbejder i, rapporterer FN om 649 forskellige lejre med i alt 134.000 fordrevne.

Det er i høj grad børnene, der er udsatte. De største helbredsmæssige problemer har vist sig at være alt fra diare, hudinfektioner og dysenteri til øvre luftvejsinfektioner og malaria.

Børn med meningitis

»Men hvad, der er mere overraskende, er et stort antal børn, der bliver ramt af meningitis. Det behandler vi også, fordi det lokale hospital er overfyldt med to børn i hver seng. Vi har også måttet anskaffe os noget af det slangeserum, som de bruger i dette område, for vi ser også en del slangebid«, fortæller Kristian.

Holdet har udstyr med til at foretage mindre operationer, men foreløbig er det besluttet at koncentrere sig om de opgaver, der ligger inden for, hvad man kan klare i en normal praksis.

»Vi lægger drop og behandler malaria - men hvis der kræves operationer, får vi patienterne transporteret til det lokale sygehus«, fortæller Kristian. »Der er også mange patienter, der lider af for eksempel astma og hjerteproblemer. De har måske stået uden medicin i mange uger, så dem behandler vi også«, siger han.

Kristian er en erfaren nødhjælpsarbejder med 11 missioner bag sig - både for Beredskabsstyrelsen og det danske forsvar. Hjælpearbejdet kræver, at man er parat til uforudsete opgaver.

»Jeg har tit oplevet, at vi skulle bruge tid på lokale politikere, som kom til os og insisterede på, at vi skulle arbejde i netop hans valgkreds. Så må man stå fast på, at man bliver der, hvor behovet er størst. Sprogproblemer kan også være en forhindring med mange forskellige dialekter. Og så er der hygiejnen hos det lokale sundhedspersonale, som vi samarbejder med, som jeg til tider bliver forundret over. For eksempel det at genbruge engangsmateriale. Men jeg har nu også tit oplevet, at lokale læger kommer til os netop for at lære om de danske standarder og behandlingsmetoder - og det er jo fint. Vi vil gerne have dem til at medvirke«, siger han.