Skip to main content

Danske Regioner vil prioritere brug af lægemidler

Journalist Anne Steenberger, as@dadl.dk, Journalist Klaus Larsen, kll@dadl.dk, Journalist Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

11. feb. 2011
3 min.

Danske Regioner vil have en strammere forhåndsprioritering af medicin, der gør det muligt at afprøve og sammenligne ny og dyr medicin med standardbehandlingen i forhold til effekt, bivirkning og pris, før lægemidlet bliver indført som en del af den tilgængelige behandling.

Regionerne foreslår, at en national institution i stil med den engelske NICE (National Institute for Health and Clinical Excellence) skal stå for prioriteringen. NICE har gjort sig bemærket ved at fastsætte et loft over, hvor meget det må koste at forlænge en patiens liv med medicin.

I udspillet fra Danske Regioner hedder det da også: »Øget fokus på prioritering vil betyde, at nogle medicinske behandlinger fravælges af sundhedsøkonomiske årsager - selv om de har en effekt for patienterne«.

Udspillet rummer tre temaer, og prioritering er blot ét.

Et andet tema handler om en kvalitetssikret og sammenhængende medicineringsproces, så patienterne dels får den rigtige medicin, dels kun får den medicin, som er nødvendig. Regionerne peger i den forbindelse på, at der i andet halvår af 2009 var 740.000 patienter, som fik udskrevet seks eller flere lægemidler, og at det næppe i alle tilfælde var begrundet i et nødvendigt behov.

Regionerne foreslår et stærkere fokus på polyfarmacipatienter: Ældre medicinske patienter og kronikere, som får seks eller flere typer medicin, skal have tilbudt medicingennemgang ved udskrivelse fra sygehus eller én gang årligt egen læge. Arbejdet med at sikre fælles rekommandationslister, der gælder for både primærsektor og sygehuse, skal styrkes, og det skal også overvejes, om medicin altid er løsningen, eller om man med fordel kan sætte ind med ikkefarmakologisk behandling som kostomlægning og motion.

For at støtte rationel farmakoterapi skal den praktiserende læge have adgang til uvildig rådgivning om behandling af den enkelte patient. Rådgivningen skal ikke alene komme fra Institut for Rationel Farmakoterapi, men også fra f.eks. telefonrådgivning fra de klinisk farmakologiske afdelinger eller kliniske farmaceuter.

Et tredje, ikke særlig konkret tema drejer sig om udvikling og forskning. Blandt forslagene er en uafhængig forskningspulje, som kan støtte projekter, der ikke er rentable for lægemiddelindustrien

Et formål med regionernes udspil er at tilbyde en sikker og ensartet lægemiddelbehandling overalt - men også at få mere for pengene. Udgifterne til sygehusmedicin er steget voldsomt de seneste år. I fjor udgjorde regionernes medicinudgifter 12,7 mia. kr., viser tal fra Danske Regioner. Det er mere end 13 procent af regionernes samlede sundhedsudgifter. I de kommende år ventes udgifterne at vokse i takt med, at der bliver flere ældre.·

Regionernes forslag til prioritering og bedre resurseanvendelse

Danmark kan lade sig inspirere af de engelske erfaringer, hvor NICE (National Institute for Health and Clinical Excellence) vurderer effekt og omkostningseffektivitet af blandt andet lægemiddelbehandling.

Regionerne skal sikre, at der er en særlig markering af regionens rekommanderede lægemidler i lægernes ordinationsmoduler.

Regionerne anbefaler regeringen at arbejde for en ændring af lægemiddelgodkendelsesreglerne i EU-regi med henblik at få forholdet mellem pris og virkning til at indgå som en del af den samlede vurdering ved lægemiddelgodkendelse.

Regionerne anbefaler endvidere regeringen, at lægemiddelgodkendelsesreglerne ændres, så der i forbindelse med godkendelse stilles krav om, at det ikke er tilstrækkeligt at teste nye produkter mod placebo. Ny medicin skal i stedet i videst muligt omfang testes over for de ofte billigere lægemidler, som er standardbehandling.

Der skal indføres et referenceprissystem for sygehusmedicin i Danmark. Referenceprissystemet skal sikre, at sygehusmedicin ikke er dyrere end i de lande, vi normalt sammenligner os med.