Skip to main content

Danskerne skal arbejde mere – også lægerne

Annette Hagerup, annette@hagerup.info

12. jun. 2012
8 min.

Take it or leave it


Der er ikke tale om nogen gavebod, når finansminister Bjarne Corydon (S), økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R), skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) og andre regeringsspidser sidder for bordenden ved trepartsforhandlingerne i Finansministeriet i denne tid. De tre parter er regeringen, arbejdstagerne og arbejdsgiverne.


Kommissoriet for forhandlingerne har ligget klar fra start og kan læses i regeringsgrundlaget »Danmark i arbejde«, også kaldet 2020-planen. Arbejdsstyrken skal øges med netto ca. 20.000 personer frem mod 2020. Det skal forbedre de offentlige finanser med netto 4 mia. kr. fra dette år og frem. Pengene skal især bruges på uddannelse, vækst, forbedret konkurrenceevne og nye arbejdspladser.


For at opfylde denne målsætning skal alle arbejdsduelige danske mænd og kvinder arbejde to dage ekstra om året. Eller sammenlagt 15-16 timer. Forhandlingerne drejer sig bl.a. om, hvordan de ekstra arbejdstimer skal fordeles, og om hvad lønmodtagerne skal have til gengæld.


Rundt om bordet sidder bl.a. DA, KL, og Danske Regioner side om side med store lønmodtagerorganisationer som LO, FTF og AC.

»Formålet er ikke mindre end en reform af det danske arbejdsmarked. Vi er sakket bagud, og hvis vi skal klare os i konkurrencen med udlandet, skal arbejdsstyrken være bedre uddannet. Vi skal satse massivt på efter- og videreuddannelse«, fortæller arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet, professor Henning Jørgensen.


Der blev gisnet meget forud for, at forhandlingerne blev skudt i gang. Rygterne florerede på Christiansborg og videre ud i medierne. En, to, flere helligdage var i spil. Rygtesmedene ville også vide, at vi alle skulle arbejde mere uden at få penge for det.


Det rygte vil Henning Jørgensen gerne mane i jorden. »Selvfølgelig skal folk have fuld lønkompensation. Det fremgår af den danske model, at du får løn for at arbejde det antal timer, du er på din arbejdsplads. Det er netop det øgede skatteprovenu af de øgede indtægter, der skal give de ekstra 4 mia. kr. om året i 2020. Det er de øgede skatteindtægter, som skal finansiere initiativerne på bl.a. uddannelsesområdet. Og de er hårdt tiltrængt. 38 pct. af al aktivering foregik i 1998 i form af uddannelse. I dag er det under 6 pct. Vores samlede udbud af efter- og videreuddannelse ligger i dag under niveauet i 1981«.

- Hvem skal betale?

»Den danske økonomi er generelt god, og der er masser af økonomisk råderum til at gøre en masse for. Der tjenes masser af penge i de veldrevne, danske virksomheder. Overskuddet på betalingsbalancen er 130 mia. kr.«


Professor Henning Jørgensen fortæller, at trepartsforhandlinger ikke er nogen ny opfindelse. Instrumentet har før været anvendt, når Danmark stod over for alvorlige udfordringer, der kræver fælles fodslag mellem Folketinget og arbejdsmarkedets parter.


»Anders Fogh Rasmussen benyttede sig flittigt af trepartsdrøftelser, da han var statsminister. Bl.a. da han i 2007 gennemførte en kvalitetsreform i den offentlige sektor. Så snart Lars Løkke Rasmussen kom til i Statsministeriet, blev alt samarbejde med fagbevægelsen sparket til hjørne. Nu er der igen lagt op til et bredt samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter og Folketinget.


Folketinget kan vedtage lovgivningen og lægge rammerne, men det er arbejdsmarkedets parter, der skal forhandle sig frem til, hvordan rammerne udfyldes. F.eks. hvordan den ekstra arbejdstid skal fordeles. Om det skal være to hele dage eller måske en time om ugen. Hvis Folketinget afskaffer to helligdage, så må arbejdsmarkedets parter sammen finde ud af, hvordan lønmodtagerne skal kompenseres«, fortæller Henning Jørgensen.


Han forudser, at arbejdstagerorganisationer som LO og FTF vil betinge sig, at arbejdstidsforøgelsen ikke effektueres, før ledigheden er kommet ned under 100.000. Den er p.t. omkring 160.000. »Hvis du bare udvider arbejdsudbuddet i en tid med høj ledighed, er der stor risiko for løntrykkeri«.


Færre ansatte


Ifølge professor i økonomi på Aarhus Universitet, Torben M. Andersen, risikerer 2020-planen i første omgang at føre til færre ansatte på det offentlige område, som f.eks. sundhedssektoren. »På sygehusene vil man på nogle områder kunne dække timebehovet med færre ansatte, hvis hver ansat skal arbejde flere timer. Man kan også forestille sig, at man ikke vil ansætte nye medarbejdere, når nogle forlader arbejdspladsen ved naturlig afgang, fordi man har fået flere hænder til rådighed.


Men som udgangspunkt er det tanken, at danskerne skal arbejde mere. På samfundsplan skal arbejdsstyrken og beskæftigelsen øges, og merarbejdet skal honoreres til normal løn. Det er netop skatten på den ekstra arbejdsindkomst, der skal finansiere de mange nye initiativer på uddannelses- og sundhedsområdet, som regeringen lægger op til i sit regeringsgrundlag«, fortæller Torben M. Andersen.

- Hvem skal betale lønnen for de ekstra arbejdstimer?

»Drivkraften er den forventede merbeskæftigelse i den private sektor, som på sigt vil kaste flere skattekroner af sig. Og også på sigt forhåbentlig vil dække underskuddet på de offentlige finanser«.


O.k. til merarbejde


Præmissen for forhandlingerne ligger jo klar, siger formanden for AC, Erik Jylling, som repræsenterer både yngre læger og overlæger i forhandlingerne. Erik Jylling erklærer sig åben over for regeringens krav om at levere mere arbejdstid, men håber samtidig at få nogle af AC’s mærkesager igennem. Bl.a. ønsket om, at det psykiske og fysiske arbejdsmiljø bliver sidestillet i lovgivningen. »Det har også høj prioritet, at der bliver gjort en særlig indsats for at få de ledige dimittender ind på arbejdsmarkedet«, fortæller Erik Jylling.


Formanden for Overlægeforeningen, Anja Mitchell, erklærer sig også villig til at arbejde mere, hvis det skulle blive resultatet af trepartsforhandlingerne. »Læger er på lige fod med alle andre akademikere parate til at bidrage til samfundet og levere den ydelse, der er behov for. Men så heller ikke mere. Overlægerne arbejder i forvejen langt over 37 timer om ugen. Det er så op til vores organisationer at forhandle om den økonomiske kompensation, vi skal have for vores merarbejde«, siger Anja Mitchell og fortsætter: »Det vigtigste for os er vores arbejdsforhold. Vi vil bl.a. have rimelige vagtordninger, så alle, også de ældre kolleger, finder vagtbelastningen acceptabel«.


Overlægerne ønsker samtidig et øget fokus på den del af lægejobbet, der ligger ud over patientproduktionen. Nemlig: faglighed, efteruddannelse, forskning og kvalitetssikring.


»Jeg har noteret mig, at regeringen i sit kommissorium lægger op til en afbureaukratisering af den offentlige sektor. På sygehusene vil det forhåbentlig være ensbetydende med mindre kontrol, mere tillid og mere ansvar. Og ikke mindst, mindre processtyring ,oppefra‘. Vores arbejde skal ifølge regeringen være mere resultatorienteret. Og den hensigt kan vi kun bakke op om. Den sundhedsmæssige kvalitet af vores lægearbejde kan bedømmes kvalificeret, hvis vi f.eks. bruger og udbygger kliniske databaser«, lyder det fra Overlægeforeningens formand.


PLO når loftet


Hvis regeringen gennemtvinger en forøgelse af arbejdstiden, f.eks. gennem at sløjfe nogle helligdage, risikerer manøvren at koste de praktiserende læger penge.


Den praktiserende læge har normalt lukket i konsultationen i weekender og helligdage.


Ved den seneste overenskomst/kontrakt mellem Praktiserende Lægers Organisation og deres arbejdsgiver, Danske Regioner, blev der imidlertid lagt låg på omfanget af arbejdet i almen praksis. Aktivitetsniveauet må således højst stige med 2 pct. om året frem til april 2013, hvor aftalen udløber.


»Læger er selvstændige erhvervsdrivende og kan som sådanne ikke tvinges til at arbejde mere«, fortæller formanden for PLO, Henrik Dibbern. »Men selvom vi skulle have et ønske om at gøre det alligevel for at gøre en indsats for samfundsøkonomien, bliver vi hindret af vores kontrakt med regionerne. Ingen har lyst til at arbejde gratis«.


Tidligere var det sådan, at jo flere, der gik til lægen, jo dyrere var det for regionerne. Historisk set er aktiviteten steget år for år. »Danske Regioner har for første gang lagt et økonomiloft over lægernes indtægter. De danske praktiserende læger må tilsammen højst tjene 7 mia. kr. pr. år. Hvis beløbet overskrides, skal pengene betales kollektivt tilbage«, siger Henrik Dibbern.


Forestiller man sig, at regeringen f.eks. afskaffer en helligdag, vil det automatisk betyde, at lægen vil øge sin aktivitet. Al erfaring viser, at jo flere åbningsdage lægen har, jo flere patienter kommer der.


PLO-formanden tør ikke spå om, hvad der vil ske, hvis flere praktiserende læger rammer »patientloftet« pga. sløjfede helligdage.


»Den praktiserende læge er indgangen til sygehuset. Hvis vi bremser op for aktiviteten i almen praksis, vil det måske også betyde en opbremsning i resten af sundhedsvæsenet. Omvendt kan det give ekstraarbejde på sygehusene i stedet. Og så har regionerne jo ikke sparet noget«.



Trepartsforhandlingerne skal helst være afsluttet inden den 23. juni. Og allersenest den 1. juli.

Trepartsforhandlinger


Normalt indgår arbejdstagerne – som LO, FTF og AC – og arbejdsgiverorganisationerne selv deres overenskomster, hvor de aftaler løn- og arbejdsvilkår etc.



Trepartsforhandlinger er et forum, hvor både Folketinget, kommuner og arbejdsmarkedet deltager. De tre parter er altså regeringen, arbejdstagerne (offentlige og private) og arbejdsgiverne (offentlige og private). Model trepartsforhandlinger tages i brug, når landet står over for store strukturelle og økonomiske udfordringer, som kalder på en langtidsholdbar løsning. Parterne laver forpligtende aftaler år ud i fremtiden. Endvidere udmøntes aftalerne ofte i lovgivning.


Trepartsforhandlinger anvendes i mange EU-lande.

Rent historisk


Rent historisk har modellen med trepartsforhandlinger været brugt flere gange i historiens løb:



1899

Septemberforliget slår fast, at arbejdsgiverne har retten til at lede og fordele arbejdet, mens fagforeningerne som de eneste kan indgå aftaler om løn- og arbejdsforhold.



1963

Statsminister Jens Otto Krag (S) gennemfører en helhedsløsning som følge af en bølge af uro og strejker på arbejdsmarkedet. Med helhedsløsningen bliver overenskomstperioden forlænget til to år. Resultatet er også ATP, Arbejdsmarkedets Tillægspension.



1987

En trepartsaftale, den såkaldte Fælleserklæring fra december 1987 mellem Poul Schlüters (K) regering og arbejdsmarkedets parter, lægger grunden til de arbejdsmarkedspensioner, der i dag omfatter næsten alle arbejdende danskere.



2007

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) gennemfører en kvalitetsreform, der skal forbedre servicen i det offentlige sektor.

Kommissorium

»Et højt videns- og kompetenceniveau er en vigtig global konkurrencefaktor. Adgangen til dygtige og veluddannede medarbejdere gør det attraktivt at investere og skabe arbejdspladser i Danmark, og virksomhederne vil i de kommende år få brug for medarbejdere med stadig højere kvalifikationer. Der skal være fokus på et dobbelt uddannelsesløft, hvor flere ufaglærte løftes til faglært niveau og flere faglærte til videregående niveau. Ligesom der skal være gode muligheder for efter- og videreuddannelse for personer, der allerede har en videregående uddannelse. Det vil understøtte, at der fortsat skabes gode job«.



»Kommissorium for trepartsforhandlinger«, Finansministeriet

    Referencer