De danske sundhedsudgifter - er de nu også så høje?

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelses hjemmeside oplyser i »Der bruges relativt mange penge på sundhed pr. dansker«,1 at det gennemsnitlige beløb i 2006 var 28.725 kr. pr. dansker, i alt ca. 140 milliarder kr., »hvilket er markant højere end gennemsnittet for OECD og EU-15«.2 I procent af BNP er Danmark ifølge oplysningerne næsthøjest med ca. 9,5%, kun overgået af Tyskland med 10,6%.

De tilsyneladende nagelfaste tal for, hvad der bruges på sundhed, skal dog tages med et gran salt. Ifølge Jes Søgaard fra Dansk Sundhedsinstitut inkluderer tallene udgifter til pleje, som ikke bør indgå i opgørelsen over de egentlige udgifter til sundhed. Bruttotallene fra ministeriets hjemmeside forleder politikerne og andre til tre meninger: 1) at der er ressourcer nok - det er bare et spørgsmål om optimering, 2) at der ikke er behov for prioritering, og 3) at væksten i sundhedsudgifterne er tilstrækkelig høj.

Hvorfor mener du, at de offentliggjorte tal fra Sundhedsministeriet er vildledende m udgifterne til sundhed?

Jes Søgaard svarer: »OECD's metode til opgørelse af sundhedsudgifter har i dag en monopolagtig status. Metoden opdeler udgifter til sundhed i en række kategorier. I 2000 blev man enige om at inkludere den medicinske del af udgifter til pleje (Long Term Nursing Care, LTNC) i de samlede sundhedsudgifter. Den defintion af LTNC er uklar, og resultatet er, at plejeudgifterne opgøres meget uens i de forskellige lande, og det gør det vanskeligt at foretage en direkte sammenligning«.

Jes Søgaard fremhæver som eksempel USA, hvor plejeudgifterne inkluderer de udgifter, som er dækket af forsikringer, og som bedst kan beskrives som sygeplejedelen af plejehjemsudgifterne. For at få et retvisende billede af, hvor store de egentlige udgifter til sundhed er, skal de totale tale fra OECD, der er publiceret på ministeriets hjemmeside, altså korrigeres. »Udgifterne til pleje [LTNC] opdeles i en medicinsk del, som skal medtages i opgørelsen af sundhedsudgifter, og en social del, som ikke skal medtages«, siger Jes Søgaard og fortsætter: »Den opdeling giver i sig selv en gråzone, fordi definitionen af de to områder er op til de enkelte lande«.

Som eksempler på forskellighederne kan man blot se på, hvorledes de nordiske lande opgør deres udgifter. I Norge og Danmark tages alt med, dvs. alle plejeudgifter til ældre og handicappede, inklusive hjemmehjælp, mens Sverige og Finland har hver sin måde at gøre de samlede udgifter op på.

I Sverige medtages kun 25-30% af plejeudgifterne som sundhedsudgifter, og i de finske opgørelser har de en del langtidsmedicin med under plejeudgifter, mens det , som vi i Danmark kalder medicinske plejeudgifter, i Finland rubriceres som Long Term Social Care og dermed ikke medtages i deres sundhedsudgifter.

Plejeudgifter til ældre og handicappede udgør en høj andel af sundhedsudgifterne i Danmark, Norge og Schweiz, som tager det hele med. Nogle lande, fx Storbritannien, tager dem slet ikke med, og resten af landene tager forskellige andele med. Jes Søgaard siger: »LTNC-udgifterne er så usikre og heterogene, at det er bedst at trække dem fra for alle landene. Så er de danske sundhedsudgifter ikke 28.725 kr. pr. indbygger pr. år [i 2006] men 22.600 kr. Fra at være en tilsyneladende højdespringer, kun overgået af Norge og på niveau med Nederlandene og Tyskland, glider Danmark ned på en 16.-plads blandt de 30 opgjorte OECD-lande, når det gælder de egentlige udgifter til sundhed. Og det er altså lande, som omfatter blandt andet Mexico, Tyrkiet og Polen«.

Hvorfor tror du, at der fra officielt hold laves denne manipulation med tallene?

Jes Søgaard siger: »Det er jo oplagt, at er man finansminister, vil man tage alle udgifter med i opgørelsen. Det påvirker jo den sundhedspolitiske opfattelse og vurdering, om vi ligger højt eller lavt i udgifterne i forhold til andre lande« og fortsætter: »Indtil 1997 opgjorde sundhedsministeriet udgifterne i Danmarks til sundhed til ca. 6-7% af BNP, ca. to procentpoint lavere end i de øvrige europæiske lande. I 1998 ændrede ministeriet opgørelsesmåden, idet man nu også inkluderede de sociale plejeudgifter, i første omgang kun plejehjemsudgifterne. Dette medførte, at udgifterne steg til ca. 8% af BNP.

Senere øgede man procentsatsen ved også at medregne udgifterne til hjemmehjælp. Og her i 2008 har ministeriet gennem omposteringer fundet en hel masse ,nye` sundhedsudgifter på ca. ti milliarder kroner om året.

På den måde har man i de seneste opgørelser kunnet nå til, at de samlede udgifter til ,sundhed` skal angives til at være 9,5% af BNP«.

I princippet er det vel ligegyldigt, om udgifterne udgør 6 eller 9,5% af BNP, hvis der er penge nok. Er der ikke penge nok til sundhed, så man kan lade være med at prioritere?

Jes Søgaard svarer: »Når man fra politisk hold melder ud, at der er ressourcer nok, og at det derfor ikke er nødvendigt at foretage prioriteringer, så ender vi med en skjult og lidt vilkårlig prioritering. Så er der ikke frit valg på alle hylder for alle, men kun for de ressourcestærke.

Vi begynder at kunne se statistiske tegn på ulighed i adgang til sundhedsvæsenet. Der er en systematisk social gradient, fx i ventetider til kræftbehandling og ved behandling af hjerte-kredsløbs-sygdomme, altså på nogle forholdsvis objektive kriterier. Noget tyder på, at det bl.a. er pga. en systematisk skævhed i adgang til speciallæger, idet dårligt uddannede bliver ,hængende` hos egen læge, mens de bedst uddannede er bedre til selv at komme videre i systemet. Jeg kalder det den vilkårlige prioritering, fordi ingen sigter mod at gøre det med vilje. Men det er en konsekvens af for få ressourcer til sundhedsvæsenet.«

Hvordan ser fremtiden ud? Bliver der ressourcer nok?

»Danmark er det eneste land i den vestlige verden, hvor sundhedsudgifterne ikke er vokset hurtigere end BNP. Realvæksten i sundhedsudgifter i Danmark har været på ca. 2% årligt, hvor gennemsnittet i den vestlige verden er 4% og i nogle lande endog helt oppe på 6%«, siger Jes Søgaard og fortsætter: »Vores udgangspunkt i halvfjerdserne var højere end de andre lande, men vi blev indhentet i firserne, og vi er sakket bagud lige siden. Nu ligger vi ca. 3.000 kr. pr. indbygger lavere end i de sammenlignelige lande - og gang det med befolkningstallet, så snakker vi om 16 milliarder kroner, som vi hvert år har mindre i sundhedsvæsenet i forhold til de andre. Selv om vi er supereffektive, kan vi simpelthen ikke effektivisere os ud af den forskel«.

Fakta

Dansk Sundhedsinstitut (DSI) er et selvstændigt, selvejende analyseinstitut, der driver forsknings-, formidlings- og rådgivningsvirksomhed for og med det danske sundhedsvæsen. DSI var tidligere tilknyttet amterne men er i dag finansieret primært af indtægtsdækket virksomhed (ca. ) og tilskud fra Det Kommunale Fondsfond (ca. 1/3).

Noter