Skip to main content

De eftertragtede almenmedicinere

Regeringen vil kæmpe på flere fronter for at få læger nok i almen praksis, så visionen om det stærke, nære sundhedsvæsen kan opfyldes. Men hvor realistisk er det at få almenmedicinere ud af sygehusene? Og vil de unge læger være almenmedicinere? Ugeskriftet har talt med sygehusansatte almenmedicinere, medicinstuderende og en enkelt lægepolitiker.

Anne Steenberger, as@dadl.dk

1. feb. 2019
14 min.

To medicinstuderende, der nok gerne vil. To sygehusansatte almenmedicinere, der ikke vil. En ph.d.-studerende almenmediciner, der gerne vil, men på sin egen måde.

Mød dem i denne artikel, hvor de fortæller om deres overvejelser om at blive praktiserende læge.

Praktiserende læger er en mangelvare, praksis står tomme og de, der er, er næsten alle lukket for tilgang. Men netop almen praksis er omdrejningspunktet i den sundhedsreform, som regeringen vil gennemføre. Men en forudsætning er flere praktiserende læger.

Regeringen vil derfor uddanne flere almenmedicinere, men det batter først om nogle år. Her og nu sætter den trawl ud for at fange almenmedicinere, der arbejder andre steder end i almen praksis.

Dem er der blevet flere af i de seneste 20 år. En stigning, der i nogen grad skyldes konflikten i 2013 og den usikkerhed om hele strukturen i almen praksis, der opstod. Ifølge Gunver Lillevang, der er formand for PLO's rekrutteringsudvalg, arbejdede der for 20 år siden omkring 400 almenmedicinere uden for praksis. I dag er der næsten dobbelt så mange, viste en analyse, som PLO foretog sidste efterår. Ud af 4.404 almenmedicinere var 770 beskæftiget uden for, viste den.

De knap 800 læger arbejder forskellige steder, men sygehusene har opslugt flere og flere. Da analysen blev lavet, var der 343. Det er ifølge Gunver Lillevang en eksplosiv stigning.

»Den store ændring er kommet inden for de seneste 5-10 år, hvor en del praktiserende læger, særligt efter konflikten i 2013, ikke orker mere og har solgt deres praksis. En del af dem er blevet ansat på sygehusene. Og nogle er taget til udlandet, hvor antallet er vokset noget«, siger Gunver Lillevang.

Det er ikke mindst de grupper, regeringen gerne vil have fat i og få til at vende tilbage til almen praksis.

Det fremgår af udspillet »Flere hænder og større arbejdsglæde«, hvor der står, at det skal gøres attraktivt for gruppen på sygehusene at søge ud i almen praksis. Og de almenmedicinere, som har forladt faget eller er taget til udlandet, vil regeringen »række ud efter«. Det skal ske med »særlige rekrutteringstiltag«.

Kun få kan lokkes ud

Gunver Lillevang vurderer imidlertid, at det er en begrænset mængde af de cirka 350 almenmedicinerne på sygehusene, der kan lokkes ud i almen praksis.

»Mange tror, at de fleste almenmedicinere på sygehusene er unge. Men det er lige omvendt. De fleste er over 50 år og de har enten aldrig været i praksis eller har solgt den som midaldrende eller ældre, og så har det taget arbejde på et sygehus. Mange af dem kommer nok aldrig tilbage til praksis. Men nogle af dem, der er blevet skræmt derind på grundt af balladen, kunne måske lokkes tilbage«.

Det er blandt dem, der er under 50 år, de eventuelt interesserede skal findes, mener Gunver Lillevang. De udgør 20 pct. af almenmedicinerne på sygehusene.

»En del af dem under 50 år arbejder på akutafdelingerne. De passer givetvis også fagligt godt ind der – jeg har set en del jobopslag fra akutafdelinger, som har søgt almenmedicinere. Flere af dem vil være akutmedicinere og har gået igennem almen medicin, fordi der først nu er kommet et speciale. De bliver. Men der er givetvis en relativt stor del, som er endt inde på sygehuset, mens de har holdt øje med, om PLO overlever, og om almen praksis overlever. De kunne godt være interesserede i at komme ud i almen praksis«.

Også yngre kvindelige almenmedicinere vil måske flytte, vurderer Gunver Lillevang.

Mange tror, at de fleste almenmedicinere på sygehusene er unge. Men det er lige omvendt. De fleste er over 50 år og de har enten aldrig været i praksis eller har solgt den som midaldrende eller ældre, og så har det taget arbejde på et sygehus. Gunver Lillevang, formand for PLOs rekrutteringsudvalg

»Yngre kvinder søger ansættelse på sygehuse, fordi der ikke er en god barselsaftale for læger ansat i praksis, der støtter den praktiserende læge økonomisk. Mange mindre praksis har typisk ikke økonomi til at betale en lægeløn i et år uden støtte. De ville gå i knæ på det. Det er hverken attraktivt for den unge eller for praksis at være ansat i den situation«.

Dårlige barselsforhold

Der findes faktisk en barselsaftale for ansatte, men den gælder kun i de områder, der har problemer med at rekruttere.

»Den burde gælde overalt. På sygehusene sidder der formentlig 20-30 kvindelige almenmedicinere, der ikke er færdige med at få børn og ikke er klar til at købe praksis endnu, som kunne ansættes, hvis der var bedre barselsforhold«, siger Gunver Lillevang, der understreger at det blot er et slag på tasken.

Hvad er facit – hvor mange almenmedicinere kunne tænkes at ville flytte ud i almen praksis?

»Det er et gæt, men det kunne være 20-30 stykker. Det lyder måske ikke af så mange. Men 30 læger svarer til 50.000 patienter«.

Det er med andre ord en lille eksklusiv skare, regeringen kunne gå efter. Men det ville bone godt ud for lægedækningen.

Bolden ligger hos regionerne, mener Gunver Lillevang, som opfordrer dem til at opsøge den enkelte læge direkte:

»Et godt råd til regionerne er: se jer om på de somatiske og psykiatriske sygehuse, find almenmedicinerne og spørg, om de kunne tænke sig at komme ud i almen praksis som ansat eller købe en praksis. Spørg dem dernæst, hvad der skulle til«.

Hun tilføjer:

»Regionerne kan bare gå i gang, det er dem selv, der har ansat almenmedicinerne. Jeg er dog ikke sikker på, at de har haft nogen rigtig interesse i at gøre det, for det er deres arbejdskraft. Men nu har de ryggen mod muren med den påtrængende lægemangel, så det kan være, de har lyst til at gøre det«.

Regioner: Vi vil ikke presse

Anders Kühnau, der er formand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn, mener dog ikke, at det er regionernes opgave ligefrem aktivt at gå ud og opsøge de enkelte almenmedicinere på sygehusafdelingerne.

»Vi kan ikke bestemme, hvor folk kan ansættes, vi har et frit arbejdsmarked og desuden er det voksne mennesker, der er bevidste om deres valg ved at arbejde på et sygehus og også om, hvad de har fravalgt«.

Har regionerne overhovedet en interesse i at flytte almenmedicinerne fra sygehusene?

»Det er ikke et spørgsmål om interesse. Det er respekt for lægernes valg. Men vi har også god gavn af almenmedicinerne på sygehusene, hvor vi skal have de rette kompetencer for at løfte opgaverne og for at kunne leve op til patientrettighederne. I akutafdelingerne er almenmedicinernes generalistkompetencer f.eks. vigtige. Men når der først begynder at komme speciallæger i akutmedicin ud, så bliver der ikke behov for dem i samme grad«.

Men der er også almenmedicinere i psykiatrien og geriatrien?

»Ja, det er svært at skaffe psykiatere, men alle regioner forsøger med opgaveglidning på området, f.eks. uddanner vi flere og flere specialpsykologer. På ældreområdet er geriatere gode generalister. I vores region bruger vi dem mere og mere, og de er guld værd og sikrer et godt flow i akutmodtagelserne. Så der vil med tiden være et mindre behov for almenmedicinere på sygehusene. Og fremtiden vil vise, at de søger ud i almen praksis«.

Anders Kühnau tilføjer, at regionerne sammen med PLO deltager i kampagner, der fortæller om mulighederne i almen praksis.

FEM HISTORIER - Praktiserende læge eller ej?

Anders Krusenstierna-Hafstrøm er speciallæge i almen medicin og nu også i akutmedicin. Han er og bliver på sygehus.

På Holbæk Sygehus’ akutafdeling arbejder der fem speciallæger i almen medicin, og de udgør halvdelen af bagvagtslaget. En af dem erAnders Krusenstierna-Hafstrøm. Han er 38 år og blev speciallæge i almen medicin i 2013. Han er netop blevet autoriseret som akutmediciner.

»Det var aldrig målet at blive praktiserende læge. Jeg har hele tiden vidst, at jeg ville arbejde i en akutafdeling. Men på det tidspunkt var der ikke noget speciale i akutmedicin, derfor blev jeg almen mediciner med henblik på at uddanne mig til akutlæge«, siger han. Det mål har han netop nået, der er en autorisation på vej til ham fra Sundhedsstyrelsen.

Under uddannelsen tilbragte han to et halvt år i almen praksis,

»Jeg kunne godt lide det med at kende sine patienter, og havde i baghovedet, at jeg kunne have det at falde tilbage på, hvis det blev alt for travlt på sygehuset. Men jeg savnede det akutte, det flow, der er der, og synes, der var for meget kronikerkontrol, det synes jeg ikke er så spændende som at arbejde med akutte patienter«.

Derfor har han, siden han blev færdiguddannet arbejdet på en akutafdeling.

Kunne regeringen gøre noget for at få dig over i almen praksis?

»Nej. Der er hverken noget ved lønnen eller arbejdstiden, der kunne tiltrække mig. Den eneste grund skulle være, hvis det blev alt for træls at være på akutafdelingen, hvis det skete noget, der gjorde afdelingerne endnu mere belastede, end de i forvejen er«.

Men måske, når du bliver ældre – der er mange lidt ældre, der finder det belastende at have skiftende vagter?

»Jeg tror det ikke. Min plan er at blive. Og til den tid tror jeg, der vil være flere akutmedicinere, fordi vi har fået vores speciale, så der vil være mere aflastning«.

Anders Krusenstierna-Hafstrøm oplyser, at tre af de andre fire almenmedicinere på akutafdelingen er blevet godkendt som speciallæger i akutmedicin og en er ved at videreuddannes sig til det.

»Vi er næsten alle dobbeltspecialiserede«, konstaterer han.

Tror du de lader sig omvende til almen praksis?

»De bliver ikke praktiserende læger nogle af dem. De brænder som mig for det akutte, men måtte gå vejen gennem almen medicin«.

Karin Bruun Plesner, speciallæge i almen medicin. Arbejder i smerteklinik på OUH. Har ingen planer om at vende tilbage til almen praksis.

Karin Bruun Plesner er 48 år, speciallæge i almen medicin og har i fire år været medejer af en praksis i Odense. Men pga. samarbejdsvanskeligheder solgte hun sin praksis. Det var med tab, og hun havde ikke lyst til at købe en ny. I stedet blev hun ansat som konsulent på smertecentret i Giv et år, herefter var hun overlæge på en smerteklinik i Middelfart, og nu er hun på femte år overlæge på smerteklinikken på OUH, hvor hun har været siden. Undervejs har hun taget en diplomuddannelse i smertebehandling.

»Jeg har altid været interesseret i smertebehandling, og jeg er glad for at kunne specialisere mig«, fortæller hun og oplyser, at hun er begyndt at forske og netop er gået i gang med en ph.d.

»Mit mål er helt klart at blive her«, siger hun.

Hvad kunne få dig til at vende tilbage til almen praksis?

»Det ville kun ske af nød – hvis jeg fik utålelige arbejdsforhold eller lignende. Jeg er glad for at være, hvor jeg er og har ikke planer om andet«.

Kathrine Kjær Bang, 11. semester på Aarhus Universitet. Regner med at specialisere sig i almen medicin.

Kathrine Kjær Bang er på 11. semester på Aarhus Universitet og meldte sig ind i SAMS (Studerendes Almen Medicinske Selskab) for flere år siden, selv om hun på det tidspunkt stadig var mest indstillet på et speciale med mere »go« og blå blink. Almen praksis lå ikke lige for.

Men det gør det nu.

»Jeg kan lide, at patienterne i praksis er i øjenhøjde, og det er alle mulige forskellige slags patienter og fra forskellige samfundslag. Fagligt er det så alsidigt, at det berører alle specialer i et, du sidder f.eks. ikke og nørder med en finger hele dagen«, siger hun.

Den altovervejende grund til det kursskifte er, at Kathrine Kjær Bang har haft studiejob i en aarhusiansk almen praksis i i alt i to et halvt år.

»Det var en øjenåbner. Jeg var praksisassistent og havde mit eget patientprogram, hvor jeg f.eks. tog blodprøver, tog imod folk med ondt i halsen og lavede ekg, og jeg havde også telefonkonsultation. Det var meget spændende, og det gav mig noget andet end det lidt ærgerlige billede af almen praksis, der ellers er«.

Hvad er det for et billede?

»At det er meget travlt og belastet, og lægerne har svært ved at nå det, de gerne vil. Det kan godt skræmme væk«.

Er det et forkert billede?

»Nej, det er det sådan set ikke. Men almen praksis er mere end det. Jeg oplevede nogle spændende og dygtige mennesker og et speciale med mange muligheder. Desuden synes jeg, vi er heldige i Danmark, at vi har et sundhedsvæsen med mange gode praktiserende læge. Og det vil jeg gerne arbejde for at vi kan beholde«.

Regeringen vil oprette flere uddannelsesforløb i almen praksis. Vil det få flere til at søge ind i specialet, tror du?

»Det er ikke nok at oprette flere forløb. Der skal også være mere opmærksomhed på specialet allerede på medicinstudiet, som, i hvert fald i Aarhus har meget fokus på, at man skal være sygehuslæge. Det lægger ikke op til, at man overvejer almen praksis, slet ikke i de første år. Hvis man gør, kommer det først senere. Vi har 46 uger i klinikforløb på sygehuse, men kun ti dage i almen praksis, som ligger sent. Der kunne godt lægges mere tid ind i almen praksis. Og så synes jeg, at praksisperspektivet godt kunne implementeres i gennemgangene af specialerne, i dag er det næsten kun sygehusperspektivet. Det ville hjælpe os med at få øjnene op for, at det ikke behøver at være det hard core-specialiserede tilfælde, men at det også kan være det dagligdags – og at det kan være interessant. Der bliver slet ikke lagt nok vægt på det spændende detektivarbejde, der foregår i almen praksis – fejler patienten noget, banalt eller ingenting eller noget alvorligt?«.

Er der noget, der kunne få dig til at ændre din beslutning om at blive praktiserende læge?

»I første omgang kræver det selvfølgelig ansættelse til en hoveduddannelse i almen medicin i det område, jeg ender med at bosætte mig i, hvilket jeg er villig til at rykke mig geografisk for. I sidste ende tror jeg beslutningen handler om, hvorvidt almen praksis er truet af de politiske reguleringer, der for tiden lægges op til i almen praksis. For mig er det vigtigt at kunne drive en selvstændig virksomhed med dygtige kollegaer, der ikke underlægges alt for mange reguleringer oppefra, så der er mulighed for at de daglige rutiner, forhold og procedurer tilrettelægges så selvstændigt som muligt. Ellers kan jeg i princippet ligeså godt arbejde på et sygehus«.

Emilie de Leon, på 12. semester, Københavns Universitet. Regner med at blive praktiserende læge.

Emilie de Leon er på 12. semester på Københavns Universitet. Hun er ret sikker på, at specialet skal være almen medicin, og at hun vil være praktiserende læge. Med egen praksis.

De medicinstuderende i København har almen praksis i et forløb, der strækker sig over fem uger, heraf er de otte dage i praksis og de resterende undervisning. Det ligger til allersidst, på 12. semester.

»Det var rigtig godt. Jeg var nu allerede næsten sikker på almen medicin i forvejen. Jeg har haft studiejob i almen praksis i to et halvt år og er også her blevet bekræftet i det. Men jeg synes, at det er meget sent, at de medicinstuderende møder almen praksis, og derfor gør mange sig først tanker om almen medicin til allersidst i studiet eller måske først i KBU’en, når de kommer ud i praksis«, siger Emilie de Leon.

Synes du, der bliver gjort nok for at rekruttere til almen medicin?

»Vi har gjort forskelligt i SAMS, og det er blevet bedre. Men der mangler klart opmærksomhed på det på selve studiet, og jeg synes, almen medicin skulle introduceres tidligere. Man kan bruge de andre kurser til at introducere almen medicin. På den måde vil de studerende blive opmærksom på specialet tidligere og have fokus på det allerede i studietiden«.

Hun peger på, at ydre forhold kan påvirke lysten til at slå sig ned som praktiserende læge.

»Et andet problem er, at man har en fornemmelse af, at forholdene i almen praksis ikke er så gode. Der er også meget politisk usikkerhed om det – hvad kan politikerne finde på? Hvad byder reformerne på? Vil de tage ydernumrene og skubbe os over i det offentlige? Den usikkerhed kan få folk til at afholde sig fra at slå sig ned som praktiserende læge«.

Louise Brygger Venø, speciallæge i almen medicin, lige nu p.h.-studerende. Men vil være praktiserende læge.

Louise Brygger Venø er 38 år og blev færdig som speciallæge i almen medicin i september 2018.

Hun vil være praktiserende læge, men har udskudt det i tre år og ni måneder – den tid det tager at tage den ph.d., der handler om risikoopsporing i svangreomsorgen i almen praksis, som hun begyndte på en måned efter sin speciallægeuddannelse. Dog kun på 80 pct – en dag om ugen er hun vikar i almen praksis, »for at holde kontakt til klinikken«, som hun siger.

»Jeg er ikke vægelsindet i forhold til at blive praktiserende læge, for det vil jeg. Når jeg er færdig med forskeruddannelsen vil jeg købe en praksis, hvor jeg formentlig vil være fuldtids i starten for at lære patienterne at kende og blive etableret. Derefter vil jeg gerne, hvis muligt, have en deltidsansættelse i en forskningsenhed, f.eks. to dage og så være tre dage i almen praksis«, siger Louise Brygger Venø.

»Jeg tror, at mange praktiserende læger lader sig drive af, at have noget andet ved siden af, det kan være at forske, være aktiv i PLO, DSAM eller andre faglige eller organisatoriske udvalg. Så man ikke »bare« sidder med patienter fra morgen til aften. Desuden tror jeg, at det kan være med til at modvirke den udbrændthed, som praktiserende læger, if. en opgørelse fra forskningsheden i Aarhus, i stigende grad rammes af«.

Louise Brygger Venø vil gerne være i kompagniskab eller delepraksis med 3-5 læger.

Ville det tiltale dig at være i et sundhedshus?

»Ja, så længe jeg ikke er forpligtet af samarbejdet med de andre faggrupper, så jeg f.eks. skal henvise til fysioterapeuten i huset. Men jeg kan godt se fordele ved et sundhedshus – muligheden for faglig sparring med andre faggrupper, og det at patienten får umiddelbart nemmere adgang til tilbuddene«.

Hvad kunne være et attraktivt sundhedshus for dig at arbejde i?

»Et sted hvor der også er f.eks. fysioterapeuter, diætist, kiropraktor, hudlæger og øjenlæger og gerne med en ultralydklinik og specialsygeplejersker. Men det må ikke være for stort og komplekst, det skal ikke blive et minisygehus. Vi skal kunne holde tværfaglige møder en gang om ugen, hvor man diskuterer udvalgte patienter«.