»De kan ikke sige eget navn, holde hovedet og er som slaskedukker«

Et døgn med

4.30 Selvom vækkeuret ringer på det fancy løbshotel Bella Sky på Amager, er jeg vågen. Jeg kan høre døre, der smækker fra atleter.

6.30 Samlet briefing på Amager Strandpark, hvorfra Challenge Copenhagen skydes i gang. Arbejdet på en strand er udfordrende, så vi gennemgår sikkerhedsprocedurerne med alt sundhedspersonale, kajakroere, arrangører, livreddere og dommere. Vi har to ambulancer til rådighed, masser af avanceret grej til ABC-behandling og hjertestopbehandling samt en firhjulstrækker, der kan køre svømmere til undsætning langs stranden. Jeg er koordinator for den samlede sundhedsfaglige indsats under stævnet. Karin Bøsling er vores erfarne faglige skuldre som cheflæge. Tidligere i år er en deltager død under et stævne i Tyskland, ligesom en omkom efter et hjertestop i Århus. Det smitter af på stemningen her før løbet.

7.00 Starten går, og de er i vandet. Jeg har god kontakt til livredderne, den stationære og mobile enhed. I alt behandler vi kun fem svømmere med tæpper og tøj, og så er de klar. Én var søsyg og kastede lidt op. Et stort set up for en lille, ikke særligt syg patientskare, men heldigvis.

7.50 De første professionelle atleter sætter sig på cyklen. Jeg må holde mig orienteret via telefon. Problemet med tilskadekomne er tit, at atleterne, der har brugt måske 100.000 kroner på rejse og udstyr, ikke selv kan vurdere, om de bør fortsætte eller ej efter styrt. Derfor er det vigtigt med en triagelæge. Jeg får i alt ti opkald med skrammer fra styrt, men ingen indlægges.

10.10 Den sidste svømmer kommer i land, og vi pakker sammen og kører mod målområdet på Christiansborg Slotsplads.

12.15 De bedste atleter er færdige på cykel og begynder deres maraton. Triagen forgår nu via radio i det interimistiske lægetelt med 20 sengepladser 100 meter fra målstregen på slotspladsen. I en lang periode står jeg bare og venter.

15.00 De to førende nærmer sig målstregen. 12 kilometer fra mål har en dansker indhentet den førende australier. De følges ad i 10 kilometer, og det er tydeligt, at vi har to gutter, der presser hinanden så meget, at de vil få brug for hjælp. Australieren løber fra danskeren og vinder med 35 sekunder.

15.10 Danskeren kommer over målstregen og ligner dagens første reelle patient. Omgivet af kamera og blitzlys spørger jeg, om han er ok. Han svarer ikke. Ligger med lukkede øjne. Jeg spørger til hans CPR-nummer, han svarer. Jeg spørger ham, hvad han har lavet: »Jeg har løbet rigtig hurtigt«, siger han og smiler, og jeg lader ham slippe. De mest toptrimmede kommer ind, dem, der er bekendt med deres egne grænser. Få ender i lægeteltet.

16.00 Nu begynder det. I kørestole og på bårer kommer de til teltet. I alt får vi 70 patienter ind. Det er svært at give vores patienter en fornuftig diagnose ud over ekstremt udmattede. Men der kommer tre, hvor vi giver dem ti minutter til at klare op, ellers ryger de over i vores ambulance og på hospitalet. De kan ikke sige eget navn, holde hovedet og er som slaskedukker. Aggressiv væskebehandling hjælper.

19.00 Nu har vi virkelig travlt. Vi giver ID-behandling, væske, mad, behandler krampe, hjælper med at de bliver tørre.

22.00 Teltet er godt fyldt. Der er skybrud over København, og de vil ikke ud og hjem. Vi må presse lidt på. Kan nu godt forstå, at man ikke vil ud i regnmængderne efter 226 kilometers fysiske udfordringer.

22.00 Løbet lukket. Et af de største bifald får den sidste deltager i mål. Champagne. Tre timer senere ligger jeg tilfreds i min seng på hotellet.