Skip to main content

SIDSTE PLO-KONFLIKT  På bordene i venteværelset i Korsgade i Hobro blandt Time, Motor og Helse ligger laminerede opråb fra lægehusets fire læger.

»Regioner og regering ønsker at gennemtrumfe øget bureaukratisering, kamufleret som effektivisering, baseret på en tiltro til massiv kontrol, dokumentation, afkrydsningsskemaer og ensretning inspireret af new public management«, lyder det blandt andet. Der står også, at »patienterne har mistet deres advokat over for Big Brother, der ønsker fuld adgang til lægens journal med dine fortrolige data og private diagnoser«.

Den skarpe retorik kan ikke undre, idet en af de fire læger er 76-årige Svend Nielsen, der i 1984 var PLO-formand, da almen praksis sidste gang var ude i konflikt, og er kendt for ikke at stikke op for bollemælk. Som da han til en embedsmand fra Sygesikringen, der havde sagt noget »åndssvagt« udtalte, at »den mand har hul i hovedet, og det har han i øvrigt altid haft«.

»Jamen, han undsagde værdien af den kontinuitet og den tillid, der er et særkende for almen praksis og er opbygget gennem mange år. Og med hensyn til opråbet ude i venteværelset har jeg stor tillid til vores patienter og synes godt, de kan tåle den tekst som en kulturel oplevelse«, lyder det fra Svend Nielsen, der har haft solopraksis her i 44 år.

Egentlig havde PLO og Sygesikringen indgået en aftale tilbage i januar 1984. Men daværende indenrigsminister Britta Schall Holberg (V) greb ind og mindskede forhøjelsen af lægernes honorarer.

Generalernes general

PLO’s bestyrelse besluttede dengang på et møde i slutningen af juni at påbegynde en appel til indsamling af ydernumre. I oktober – da konflikten begyndte – havde 300 kolleger ikke fulgt opfordringen.

»Da vi begyndte forhandlinger igen på formands- og sekretariatsplan, sagde jeg, at vi jo desværre ikke var nået 100 pct. i mål. Og tænk, modpartens reaktion var, at ‚det skulle de skamme sig over‘.

På mødet aftalte vi, at der skulle foreligge en aftale inden jul. Den skulle væk fra Schall Holbergs bord og ligge klar hos statsminister Poul Schlüter (K) og finansminister Palle Simonsen (K) i ugen før jul. Og sådan blev det. Alle underskrifter kom på. Sidste underskrift var Britta Schall Holbergs.

Den formelle konflikt strakte sig frem til den 1. april og havde da stået på i ca. et halvt år. I den periode skulle patienterne have pungen op hos lægen. Efterfølgende fik de refunderet det beløb, som indenrigsministeren havde fastsat.

»Vi havde jo forskellige takster – hver praksis fastsatte sine takster i forhold til de udgifter, den havde. Og det interesserede Monopoltilsynet sig jo fluks for, men vi fik forklaret forskellene og fik sandsynliggjort, at der ikke var den store spredning i honorarernes størrelse. Så vi hørte ikke mere fra dem.

I den første måned kom der stort set ingen patienter. Herefter normaliserede det sig. Men det er klart, at der er nogen, der falder helt ud under en sådan konflikt. Men det, vi forsvarede dengang for patienten, og det, vi forsvarer nu, er så meget større, at vi må få indhentet det andet«.

Projektiler med posten

»Det var da ikke ukompliceret at være generalstabschef for 2.000-3.000 generaler. Praktiserende læger er ikke et folk, man kan narre til noget som helst. Der var nogle, der var parat til at fare frem med bål og brand for at få alle til at deponere deres ydernummer – det var mest i det daværende Frederiksborg Amt og i Århus, det kneb. Det kunne dog aldrig falde mig ind at betragte dem, der ikke fulgte trop, som uslinge. De kunne have gode grunde til at gøre, som de gjorde«.

Mens den nuværende PLO-formand, Henrik Dibbern, og regionernes forhandlingsleder, Jens Stenbæk (V), stort set dagligt udtaler sig i medierne, var det anderledes i 1984.

»I PLO’s bestyrelse besluttede vi meget bevidst at lukke næsten totalt af for pressen. For at sikre os større manøvreringsmulighed i ‚maskinrummet‘. Og det samme var tilfældet for modparten.

Mens hovedparten af medier anlagde en ordentlig tone, havde Jyllands-Posten besluttet sig for at lægge almen praksis for had. Og det er underbygget af, at Ulrik Haagerup (tidligere journalist på JP, i dag nyhedsdirektør i DR, red.) to tredjedele inde i konflikten oplyste mig om, at det var chefredaktionens linje«.

Svend Nielsen oplevede også had manifesteret på anden vis.

»Jeg har en hel kasse derhjemme, som er fyldt med henvendelser fra befolkningen. Herunder breve, der både indeholder projektiler og et ubestemmeligt hvidt pulver, hvilket jeg dog aldrig fortalte til min kone. En enkelt gang sendte jeg en kopi til politiet, således at de var orienteret«.

Langt tilløb

Ifølge Svend Nielsen dateres kernen i såvel konflikten i 1984 som den nuværende – regionenes ønske om at holde almen praksis i kortere snor – langt tilbage.

»I 1977 kom socialdemokraterne med et sundhedspolitisk udspil forfattet af bl.a. Erik Holst (Lægeforeningens tidligere formand, red.), og tre andre læger, som lænede sig op ad det udspil, som Yngre Læger havde lanceret tilbage i 1971 om organiseringen af almen praksis. I 1971 kunne vi måbende i Ugeskriftet læse deres forslag om store lægeklinikker med sygeplejersker, socialrådgivere etc. Deres dagsorden var selvfølgelig at skaffe job til deres dengang mange arbejdsløse yngre læger. Modstanden mod den måde almen praksis er organiseret på, har vi således selv været med til at udløse. Og i dag: Ulla Astman (S) her i Region Nordjylland har den næstsidste formand for Lægeforeningen siddende som sin lægefaglige rådgiver, og alligevel skal vi opleve et så veritabelt anslag mod almen praksis«.

Svend Nielsen har ikke bare en mangeårig fortid som lægepolitiker. I flere valgperioder har han siddet som byrådsmedlem for Socialdemokraterne, som han dog forlod til fordel for den upolitiske Hobroliste. Senere – i 2005 – vendte han tilbage til sit gamle parti. Og socialdemokrat forbliver han.

»Partiet Socialdemokraterne kan jo ikke gøre for, at der er nogle socialdemokrater, der er ufornuftige. Den her sag bliver denne regerings fald«, spår Svend Nielsen.

»Vi oplever e t indgreb i vores måde at leve med den danske befolkning på. En hærskare af djøffere med hjælpere har en fornemmelse af, at de kan styre hvad som helst. Men de skal ikke bestemme, hvad der skal foregå i almen praksis. Det kan godt være, at noget af det er fornuftigt, men det skal ske i et aftalesystem. Og vi skal først og fremmest passe vores praksis – derfor er der meget mere på spil denne gang, end der var i 1984. Vi er specialister i almen medicin, jo jo. Men vi er først og fremmest specialister i vores egen praksis.

Gu’ er vi så«.