Skip to main content

»De latterliggør dig og fremstiller dig som en læge, der hader patienterne«

Det kan være særdeles heftigt at arbejde i et så konfliktfyldt område som kronisk træthed. Psykiater Andreas Schröder har selv oplevet at blive hængt ud på nettet og blive offentligt udskammet. Alligevel bliver han ved – og efter at være gået ned med stress og depression er han blevet mere åbenmundet og modig.

Bodil Jessen, boj@dadl.dk Foto: Jesper Balleby

28. feb. 2020
12 min.

Han har i mange år været en person, der var ekstra varsom, nærmest overforsigtig. Billedligt talt gik Andreas Schröder på verbale listesko.

Når han offentligt fortalte om sit arbejde med kronisk træthed (CFS/ME), spekulerede han først i lang tid over sine formuleringer og over, om enkelte ord eller begreber kunne provokere. Ord, som kunne tænde vreden, opildne aktivisterne og få debatten til at stikke fuldstændig af.

Det var en vane, han havde tillagt sig. At passe lidt for godt på.

Men det er slut nu.

Ugeskrift for Læger møder forskningsleder og overlæge Andreas Schröder på hans kontor på Afdelingen for Funktionelle Lidelser i Aarhus. I en rødstensbygning ud til den pulserende Nørrebrogade møder han i sin hverdag patienter, som lider af funktionelle lidelser. Vi skal tale om, hvordan han som læge og forsker oplever at arbejde med CFS/ME – en sygdom, der i sjælden grad har splittet danskerne.

På de sociale medier som Facebook og Twitter kan debatten være stærkt personlig og intimiderende, til tider direkte hadefuld. Det samme gælder personlige mail.

»Den debat slider. Jeg har virkelig været udtrættet af det. Tonen kan være så giftig«, siger Andreas Schröder.

Gik ned med stress og depression

Andreas Schröder er speciallæge i psykiatri og har med få afstikkere været tilknyttet Afdelingen for Funktionelle Lidelser i Aarhus siden 2004. På det seneste dog kun i en 20-timersstilling, mens han 15 timer om ugen arbejder på Center for Familieudviklings Afdeling for Psykiatri og Eksistens.

For at få nye faglige udfordringer og afprøve en anden tilgang til patienten. Men også for at få lidt luft.

Sådan har det været, siden han i 2017-2018 gik ned med stress og depression.

»Det ville være forkert at påstå, at min sygdom hang sammen med den giftige debat. Men det højspændte debatklima og den store opmærksomhed i medierne har nok medført et ekstra pres især i årene op til sygemeldingen. Da jeg blev syg, var der flere, der spurgte mig, om jeg ikke skulle lave noget helt andet for at komme væk fra det hele. Og jeg kunne godt mærke, at jeg var begyndt at savne, at min psykiatriske faglighed blev værdsat mere. Og jeg savnede at arbejde med mennesker, som er nemmere at hjælpe«, forklarer han.

Det er ikke, fordi der er et højt konfliktniveau i det daglige arbejde på afdelingen. Andreas Schröder fortæller, at de fleste patienter møder op med en tillid til lægerne og med et ønske om at få det bedre.

»Så er der et lille mindretal, der enten er meget insisterende på, at de skal have en helt bestemt diagnose, eller som på forhånd har gjort op med sig selv, at vi ikke kan hjælpe dem. Deres symptomer ligner de andre patienters symptomer, men de skiller sig ud i deres adfærd og i deres egen forståelse af sygdommen«, forklarer han og tilføjer:

»Men den patientgruppe tror jeg egentlig, man kan finde inden for mange andre specialer. Der, hvor CFS/ME bliver anderledes, er i den offentlige debat«.

»De latterliggør dig«

Selv om Andreas Schröder har gjort sig umage med at være overforsigtig i ME-debatten, oplevede han selv at få et ubehageligt svirp af den hårde, internationale debattone i december 2016.

Han var til konference i Australien, da han af kolleger blev gjort opmærksom på en videnskabelig blog fra en hollandsk professor på PLoS blogs. Ud over bloggen var der – med Andreas Schröders ord – »en vildledende kritik« af artiklen i et kommentarfelt på PubMed. Samtidig kunne han i en video på YouTube se, at professoren nedgjorde hans forskningsarbejde, som han slet og ret omtalte som »garbage«.

»Jeg oplevede, hvordan det er at blive hængt ud på nettet og skulle læse misvisende og direkte løgnagtige påstande om min forskning. Jeg kan huske, at jeg spurgte mine mentorer til råds om, hvordan jeg skulle forholde mig, og jeg brugte hele natten på at sidde på mit hotelværelse og skrive et modsvar. Jeg klagede også over de vildledende påstande til den ansvarlige editor. I dag kan jeg godt se, at det nok har fyldt mere for mig, end jeg dengang selv ville være ved«, forklarer han i dag.

Andreas Schröder siger, at han som CFS/ME-læge og -forsker ikke har været særligt »eksponeret«, lige som han heller ikke har været involveret i nogle af de større mediesager. Sager, som blandt andet har udløst demonstrationer uden for centeret i Aarhus.

»Jeg har ikke personligt været mål for den voldsomme vrede, som nogle af mine kolleger har skulle stå model til. Jeg har aldrig følt mig truet, chikaneret eller har fået deciderede hademail«, fortæller han.

Men episoden fra Australien er meget illustrativ for, hvad det er ved debatten, der kan tære på arbejdsglæden. Mistro. Vildledning. Udskamning. Latterliggørelse.

»Du spørger mig, hvad det er, der gør så ondt ved ME-debatten. Den er giftig. Det er i orden at være uenig, men de latterliggør dig og fremstiller dig som en læge, der hader patienterne og ikke vil dem det godt. Du får alverdens onde motiver skudt i skoene, og højtprofileret forskning anfægtes eller bringes i miskredit. De vil belære dig, de siger, at du har misforstået tingene, at du ikke har læst litteraturen, og at du aldrig har mødt de alvorligt syge patienter. Du ved i-n-g-e-n-t-i-n-g. Det er sådan nogle mail, jeg kan få. Ikke decideret svinske, men bare nedladende«.

Han sidder og tænker lidt.

»Nogle gange kunne jeg føle, at jeg skulle bruge så mange kræfter på noget, der ikke har med det arbejdsmæssige indhold at gøre, bare for at forsvare mig og rette op på angreb og misforståelser«.

Grim cocktail

I efteråret 2017 begyndte det at gå skævt.

Da Andreas Schröder nåede november, ramlede det for alvor. En proppet kalender, for mange arbejdstimer, »knas« på afdelingen og for høje forskningsmæssige ambitioner var i første omgang de mest oplagte udløsende faktorer.

»Jeg gik ned med et brag. Det var arbejdsrelateret stress«.

Men der var flere andre ting, der tyngede. Andreas Schröder havde ansvar for publiceringen af et større klinisk studie, som – i modsætning til tidligere studier – stort set ikke viste nogen effekt af den behandling, afdelingen havde testet.

»Det var ikke rart. Det gjorde, at jeg i en længere periode gik rundt om mig selv og spekulerede over, hvordan i alverden vi skulle komme videre. Har vi nået loftet? Kan vi ikke hjælpe bedre, end vi gør i dag? Det var en grundlæggende faglig tvivl, der ramte mig«.

Den faglige tvivl opstod samtidig med en tiltagende frustration over sundhedsvæsenets manglende hjælp til de svært syge patienter. For Andreas Schröder giver patientforeningerne ret i, at patienter med funktionelle lidelser stadig bliver behandlet, som om de ikke er rigtigt syge:

»Det er, som om de helst skal kunne kureres med et par ugers ambulant behandling eller et par samtaler. Men realiteten er en anden. En del af disse patienter er svært syge, og der mangler ressourcer og muligheder for at tilbyde en intensiv behandling. Selv de sværest syge kan vi ikke tilbyde en sengeplads. Det er uværdigt«.

Andreas Schröder følte et pres for at finde en løsning. For at skaffe positive resultater, som han ikke kunne finde.

»Det var en grim cocktail, der ramte mig. Og de særlige vilkår i arbejdet med patienter med kronisk træthed og svære funktionelle lidelser var nok en del af det«.

De vil belære dig, de siger, at du har misforstået tingene, at du ikke har læst litteraturen, og at du aldrig har mødt de alvorligt syge patienter. Du ved i-n-g-e-n-t-i-n-g. Det er sådan nogle mail, jeg kan få. Ikke decideret svinske, men bare nedladende. Andreas Schröder, overlæge ved Afdelingen for Funktionelle Lidelser i Aarhus

Panikangst på arbejdet

Under sin stresssygemelding koblede Andreas Schröder helt fra, gik lange ture derhjemme og kunne hurtigt mærke, at han fik det bedre. Ved årsskiftet 2017/2018 vendte han delvist tilbage til arbejdet og trappede langsomt op til fuld tid. Men omkring vinterferien i 2018 gik det helt galt.

Han holder en pause, rømmer sig og fortæller.

Han blev bange for fuldstændig almindelige dagligdags begivenheder. At stå i kø ved kassen. At køre bil. Han sov ikke om natten.

»Det var blevet anderledes. Det var ikke længere kun arbejdet, der stressede mig, og jeg havde nogle virkelig ubehagelige uger. Det havde fået sit eget liv. Det var kravlet helt ind i mig«, fortæller han.

»Det« viste sig at være en slem depression. En dag fik han et anfald af panikangst til et morgenmøde på arbejde.

Han blev igen sygemeldt og vendte først tilbage til fuld tid i november 2018. Et år efter han blev syg.

Men sygdomsperioden har ikke kun ført negativt med sig. Den har også fået ham til at stå mere ved sig selv og sine holdninger. At smide noget af alt det overforsigtige overbord.

»Jeg har tidligere brugt mange kræfter på at være på vagt, på at være ekstremt velforberedt og på hele tiden at have disse katastrofetanker om, hvordan andre kunne misopfatte eller misforstå det, jeg sagde og skrev. Det er ikke sådan, at jeg er blevet ligeglad med, hvad andre mener, men min sygdom har sat tingene i perspektiv. På mange måder betyder det mindre, hvad andre mener om mig eller mit arbejde nu. Jeg tænker mere: Fred være med det«.

Hans arbejdsliv, der nu er delt mellem Center for Funktionelle Lidelser og arbejdet som psykiatrisk speciallæge på Center for Familieudvikling, er et kompromis og en anden konsekvens af sygdomsperioden.

Han har skruet ned for sine forskningsmæssige ambitioner og forsker nu kun en dag om ugen. For det mest meningsfulde ved arbejdet er for ham mødet med patienterne.

Og samtidig kan han i en del af sit arbejdsliv holde lidt fri fra alle slagsmålene om funktionelle lidelser og ME-sygdommen.

»Det karrieretekniske fylder mindre i dag. Jeg forsøger at gå mere efter substansen end efter meritter. Jeg bidrager det, jeg kan, prøver at gøre et godt stykke arbejde, og det er godt nok for mig nu. På den måde har det hjulpet mig at være syg«.

Uopdyrket land

Hele ME-området står midt i en brydningstid herhjemme. Som en følge af en folketingsbeslutning fra marts 2019 skal ME adskilles fra de funktionelle lidelser, og der skal oprettes specialiserede behandlingstilbud til ME-patienter i et tværfagligt setup, som er forankret i somatikken.

Endnu ved vi ikke, hvor og hvordan det ender, og Andreas Schröder har det lidt dobbelt med det hele. På den ene side beklager han, at debatten kan være krigerisk og konfrontatorisk. På den anden side er han glad for den opmærksomhed, som ME-patienter får i dag, og han håber, den vil sprede sig til andre funktionelle lidelser.

»Der ligger nogle meget syge mennesker, som slet ikke får hjælp i dag. Det kan vi ikke være bekendt. Den dagsorden støtter jeg fuldt ud, og det er stærkt, at der nu er mange, der taler disse patienters sag. Men det er ikke lykkedes at stå sammen. Selv om der er bred enighed om, at vi skal gøre mere for patienterne, bliver al debat om sygdommen hurtigt polariseret, og jeg tror, det medvirker til, at mange bliver skræmt væk fra området. Det er slet ikke det, vi har brug for, og det er ulykkeligt«, siger Andreas Schröder.

Som psykiater repræsenterer han et lægefagligt speciale, som, mange ME-aktivister mener, bør holde sig langt væk fra behandlingen af ME.

»Jeg mener også, at der er mange ME-patienter, der ikke behøver at se en psykiater. Men for flere patienter ligger der masser af psykologisk materiale, som spiller en rolle i deres sygdom. Det kan være traumer, det kan være overbelastning, og det kan være den måde, patienter opfatter deres symptomer på. Vi ved, at psykologisk behandling forandrer hjernens funktion, og formentlig også dens samspil med immunsystemet og det autonome nervesystem«, siger Andreas Schröder og tilføjer:

»Men dette udelukker ikke, at der også er alle mulige somatiske og biomedicinske forhold, der spiller ind, og som vi skal lære at afhjælpe biologisk«.

Andreas Schröder håber, at det i nær fremtid vil lykkes at oprette sengepladser til de mest syge patienter, gerne i regi af neurorehabilitering, og at der bliver etableret et velfungerende, tværfagligt samarbejde mellem relevante lægelige specialer om sygdommen, det være sig endokrinologer, almenmedicinere, neurologer, psykiatere, reumatologer og gastroenterologer.

Og hvad med ham selv? Kan han fortsætte i arbejdet med CFS/ME med alt, hvad det kan indebære af eksplosive SoMe-debatter og offentlig udskamning – eller giver han op og trækker sig tilbage til almindelig psykiatri?

»For halvandet år siden var jeg meget i tvivl om, hvorvidt jeg ville blive ved. Det er jeg ikke mere. Der er så store muligheder for at forandre og hjælpe, og det er et spændende og meningsfuldt arbejde. Og rent forskningsmæssigt er det et ret uopdyrket land«, siger Andreas Schröder og tilføjer:

»Det vil jeg finde min egen rolle i«.

Læs også artiklen: ME-debat slider »Det føles som at slå i en dyne«

Faktaboks

Fakta