Skip to main content

De praktiserende læger vil byde på lægevagten i Region Sjælland

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

18. mar. 2013
2 min.

Region Sjælland har – i modsætning til Region Hovedstaden – ikke opsagt sin lægevagtsaftale med Praktiserende Lægers Organisation (PLO). Men sker det, og opgaven virkelig lægges ud i licitation, vil PLO byde på opgaven.

”Vi har erfaringen og er fuldt ud i stand til at drive en lægevagt. Vi tror på, at at vi vil være den bedste og billigste aktør”, siger Henrik Dibbern, formand for PLO.

Region Sjælland har så at sige taget forskud på en sådan licitation i form af det udbud, den har lanceret tidligt i år, hvor den efterspørger en såkaldt strategisk partner – dvs. et privat firma eller konsortium, der både kan påtage sig sygehusopgaver – f.eks. elektiv kirurgi – og almen praksis samt lægevagt.

Processen undrer Henrik Dibbern.

”Vi synes, det er lidt ærgerligt, at de efterlyser private aktører, når de har en i forvejen”, siger han med henvisning til, at de praktiserende læger jo er private erhvervsdrivende.

Men PLO opfylder vel ikke betingelserne for at være en ”strategisk partner”?

”Vi kan jo ikke byde på at drive sygehusene. Vi skal ikke drive noget som helst andet end det, vi gør i dag – almen praksis klinikker og lægevagt. Men vi er meget interesserede i at følge totalentreprisen.

I vinder jo næppe en entreprise, når den ikke er total, så hvad får I ud af øvelsen?

Vi vil gerne se, hvad det er for nogle vilkår. Vi har jo f.eks haft problemer med regionsklinikkerne, hvor vi har forsøgt at få indsigt i økonomien – og det er aldrig lykkedes nogen steder at få et komplet regnskab. Vi har samme bekymring her – at regionen sender et miskmask af tal ud, som ikke er til at gennemskue. Men vi kan ikke tro på, at andre kan gøre det bedre og billigere end os. Jeg går ud fra, at som offentlig myndighed har regionen ikke lov til at sige ja til en entreprenør, som er dyrere end den løsning, den har i forvejen”.

Har I et bud klar?

”Det er noget, vi bliver nødt til at tale med de lokale læger om. Indtil regionen har opsagt lægevagtsaftalen med os, kan det ikke blive til alvor med noget af det. Kommer opsigelsen, så må vi tale med de lokale læger”.