»De ringer fra opvågningen …«

6.00: Vi står op, og jeg lufter hund, mens min hustru vækker vores tre børn. Efter morgenmaden gør vi de to ældste klar til skole og den mindste til børnehaven. Hende afleverer jeg på cykelturen fra Frederiksberg til Rigshospitalet.

8.30: Efter morgenkonferencen begynder dagen med at fjerne suturer på et barn på seks måneder, som er opereret for en dobbeltsidig læbespalte. Disse patienter går en uge derhjemme med suturerne, og så kommer de og får fjernet trådene. Det foregår i fuld bedøvelse.

9.30: Den næste patient skal opereres klokken 10. Det tager relativt lang tid at vække og bedøve børn, så i mellemtiden plejer vi at gå stuegang. Men pga. personalemangel var der ingen planlagte operationer i går, så der er ingen indlagte patienter. Jeg bruger tiden på kontorarbejde – bl.a. planlægger vi et nordisk kursus i misdannelser for plastikkirurger i speciallægeuddannelse. Jeg har også en del opgaver med tilpasning af Sundhedsplatformen.

10.00: Patienten er klar. Et barn på fire måneder med en enkeltsidig læbespalte. Jeg opererer med en reservelæge som assistent. Vi rekonstruerer både slimhindesiden og hudsiden af overlæben ved at fjerne det spaltede væv, samle muskulatur og slimhinde i de lag, der skal være – med opmærksomhed på at skabe symmetri. Vi korrigerer næsen: Ved læbespalte optræder næsten altid en skævhed af næsen – næseskillevæggen krummer, næsefløjen glider ud til siden, og næsetippen flader ud mod spaltesiden. Når patienterne er så små, er der god mulighed for at korrigere brusk og hud. Vi forsøger at rette alle delene af misdannelsen med mindst mulig ardannelse og størst mulig symmetri.

12.00: Vi mødes over frokost i vores kontormiljø i den nye nordfløj og derefter administrativt arbejde frem til næste operation.

13.45: En seksårig dreng skal have en taleforbedrende operation. Børn med læbe-gane-spalte kan have kort gane: Arvæv fra operationerne kan hæmme ganens vækst, og fra naturens side er ganen dårligere fungerende pga. spalten. Nogle ender med det, vi kalder »åbent snøvl«, hvor der er for stort luftspild til næsen. Der er konsonanter, de ikke kan lave, de kan ikke tale særlig højt, de bliver trætte, når de taler, og er sværere at forstå. Det tager vi os som regel af, før de kommer i skolealderen. Vi laver en muskel- og slimhindelap fra svælgets bagside nede bag ved tungen. Vi rejser den på en vævsstilk op til bagsiden af ganen, hvor vi syr den ind, så den skaber et »låg« mellem ganen og svælgets bagvæg. Det svære ved denne type operationer er adgangen – dybt nede i mørket bag tungen, og så skal der sys på bagsiden af ganen, og ens assistent har dårligt indblik.

14.30: Operationen er veloverstået. Det kan bløde en del, og en eventuel efterblødning vil ligge i luftvejene, så der er flere forholdsregler, vi må tage. Vi bliver altid på hospitalet med vores instrumenter og os selv i beredskab, til barnet er sikkert ekstuberet. Vi tager først hjem, når vi ved, at barnet er kommet trygt igennem.

15.00: Vi taler med forældrene og fortæller, at alt er gået godt. Det er noget, vi gør en del ud af, for det er en stor ting at overgive sit barn til operation. De ringer fra opvågningen. Barnet er vågnet og har det godt. Jeg bruger resten af dagen på at skrive til foredragsholderne ved vores nordiske kursus og sender en vejledning ud vedrørende Sundhedsplatformen.

15.30: Jeg cykler hjem, og på vejen henter jeg min datter i børnehaven. Den mellemste er kommet hjem fra skole, og vi har lidt eftermiddagshygge. Den ældste har mistet sin telefon til fodboldtræning, så vi må på jagt efter en ny til hende. Så er der ellers aftensmad, lægge børn i seng og madpakkerutine.