Ni måneder lå projektansøgningen hos DTU. Fem måneder lå den derefter hos Region Hovedstaden. Et konkret eksempel fra det virkelige liv som lægelig forsker, genfortalt af læge og forsker Sanne Marie Thysen, der i sin egenskab som formand for Lægeforeningen Hovedstaden og Lægeforeningens Forskningsudvalg var vært ved Lægeforeningens debatarrangement om lægelig forskning anno 2022 – og ikke mindst barriererne herfor.
Juridiske barrierer kan ovenstående eksempel koges ned til. Men der er mange andre, stod det klart, i takt med at aftenens oplægsholdere gav eksempler fra eget forskningsliv.
Og barriererne spænder bredt. Tre ph.d.ere – og dermed potentielt upcoming forskere – fortalte om alt fra lange administrative ventetider, som læge og ph.d.-studerende Martin Lund Kårhus, der brugte KBU-tid på noget af ventetiden. Til læge og ph.d.-studerende Christoffer Bjerre Haase, der havde problemer med at skaffe midler til sin forskning, der stiller »de skæve spørgsmål«. Og den svære work-life-balance, som får yngre læger til at lave ph.d., men som også slipper forskningen igen bagefter, fordi der ikke er tid til det i den travle kliniske hverdag.
»Det er svært at opretholde en work-life-balance både i klinikken og i forskningen, hvis ikke der gøres mere for, at det bliver nemmere«, lød det fra læge og ph.d.-studerende Louise Laub Asserhøj.
Herefter blev det de mere etablerede forskeres tur til at pege på barrierer for den lægelige forskning. Professor i tobaksforebyggelse Charlotta Pisinger var inviteret til at fortælle om et langt forskerliv som interventionsforsker med fokus på effekten af rygestop, sidenhen også tobaksindustriforsker og senest som den første forsker i verden, der har lavet et systematisk review af helbredseffekter af e-cigaretter – og som har gjort hende verdensberømt på godt og ondt.
Hun fortalte om at blive anklaget for videnskabelig uredelighed af British American Tobacco, om forskerkolleger rundt om i verden, der er blevet truet på livet og beskyttes af politiet, og om den multinationale tobaksproducent Philip Morris, der har kaldt hende »aktivist frem for forsker« og systematisk forsøger at så tvivl om hendes faglighed.
»For ikke at tale om, hvad der foregår på de sociale medier«, sluttede hun listen af modgang af.
Hvad angår de mere interne barrierer for forskning, som var aftenens tema, slog hun fast:
»Jeg genkender alle barriererne. Når jeg skal have godkendelser. Det er enormt tungt. Og jeg kan ikke kan tage penge fra firmaer, for så er tobaksindustrien efter mig med conflict of interest. Samtidig giver de store fonde principielt ikke penge til tobaksforskning. Så jeg står tit med unge mennesker, der brænder for at forske i området, men som jeg må lade gå igen«, fortalte hun og tilføjede så, at barriererne også kommer fra lægemiljøet selv:
»Vi skal også gribe i egen barm. Der er unge læger, der går grædende igennem deres ph.d.-forløb, fordi de ikke får støtte fra deres leder, eller lederen tager æren for deres arbejde. Det skal vi også blive bedre til«, mente hun.
En anden etableret forsker, der fortalte om barrierer, var Anders Perner, professor i intensiv medicin og næstformand i Lægevidenskabelige Selskaber. Han har gjort sig til fortaler for det, han kalder en »hverdagsrevolution«. Han vil have flere læger til at teste hverdagen.
»Forskning tager al for lang tid i dag. Vi bygger forsøg i siloer, som tager lang tid, og bryder dem ned, for dagen efter at bygge det hele op igen. De er en meget ineffektiv måde at lave forskning på«, påpegede han.
I stedet vil han demokratisere og forenkle den kliniske forskning. Han pegede på, at 90 procent af alle behandlinger ikke er baseret på evidens. Et dystert tal, der går igen i alle specialer.
»Hold da op«, lød det fra en tilhører i salen.
»Ja, og hvad værre er, det tager 2-3 år at forbedre en behandling, og vi har hundredevis, der skal forbedres. Derfor skal vi teste hverdagen meget mere. De simple ting i hverdagen, hvor vi hver eneste dag er i tvivl, om det gavner eller skader patienterne«, lød hans opfordring.
Han forklarede også, hvordan det i praksis kan gøres. På hans eget område, intensivafdelingerne, er der lavet en kulturændring, hvor hverdagens behandlinger netop testes. Med det afledte resultat:
»At vi tiltrækker unge læger til forskning. Vi har uddannet så mange unge mennesker i forskning på vores afdelinger«, lød hans opløftende budskab, der også kom med et bud på, hvordan man tester hverdagen mere: REMAP Trial. Et nyt, innovativt og adaptivt forsøgsdesign, som kan bygges ind i den kliniske praksis til at evaluere en række behandlingsmuligheder samtidigt og effektivt.
»Et godt bud på nationens frelse«, mente Anders Perner.
Læge, professor og ledende videnskabelig redaktør på Ugeskrift for Læger Thomas Benfield bidrog til den opløftende del af debataftenen med sit budskab om, at man godt kan øve sig i at forske på Ugeskrift for Læger. Med udgangspunkt i, at det bliver sværere og sværere at få antaget videnskabsartikler i de internationale blade, og at det som regel koster mange penge, fortalte han om, hvad Ugeskriftet tilbyder danske læger, herunder yngre danske læger.
»VI kommer ud til over 31.000 mennesker hver anden uge. Ni ud af ti læser bladet. Det er mange mennesker. Vi er en sandkasse, som rigtig mange danske læger har skrevet deres første artikel til og fået gang i deres forskerkarriere. Hvor der hurtigt kan koste 20-30.000 kroner at publicere i andre tidsskrifter, gør vi det som jeres medlemsblad gratis«, mindede han om.
Formand for Lægeforeningen Hovedstaden og Lægeforeningens Forskningsudvalg Sanne Marie Thysen redegjorde for, hvad Lægeforeningen gør for at fjerne barrierer for den lægelige forskning, såsom lang ventetid, forskellig tolkning af juraen i de fem regioner, for små forskningsbudgetter, bureaukrati etc.
»Vi lægger pres via medierne. Vi mødes med ordførere, har skriftlig kontakt og laver Twitter-opfølgninger på medieomtaler. Og vi har ministeriel kontakt, deltager i arbejdsgrupper, bilaterale møder og høringer«, remsede hun op.
Fra salen kom også et kreativt forslag til at styrke den kliniske forskning:
»Vi skal ophæve distinktionen mellem klinisk praksis og klinisk forskning. Klinisk praksis er klinisk forskning. Hver gang en patient får en ny behandling, skal vi evaluere på, hvad effekten er. Ja, også på den gamle behandling. Det er ikke projekter, der behøver at koste 10 millioner kroner. Det bør bare være almindelig klinisk praksis at evaluere«, lød det fra en mandlig deltager i Lægeforeningens debataften om lægelig forskning anno 2022.
