”Defensiv medicin resulterer i mange unødvendige undersøgelser”

Defensiv medicin resulterer i mange unødvendige undersøgelser, flere unødvendige undersøgelser giver både utrygge patienter, en uhensigtsmæssig strålebelastning, og det koster samtidig samfundet dyrt.

Det siger Mahican Gielen, uddannelsesansvarlig overlæge i radiologi på Regionshospitalet Silkeborg.

De ekstra undersøgelser er især problematiske, fordi en stor del af dem bunder i angst og frygt for at begå fejl – ikke en lægefaglig vurdering, siger hun. Derfor er defensiv medicin ifølge overlægen ikke en god løsning på, at et stigende antal læger får en klagesag.

”Vi scanner mange flere, end vi burde. Vi er alle sammen blevet mere bange. Der sendes markant flere til supplerende billeddiagnostiske undersøgelser, og vi drukner i dem allerede nu, da vi ikke når at beskrive dem til tiden,” siger Mahican Gielen.

En opgørelse viser ifølge Mahican Gielen, at lægerne på hendes afdeling i Silkeborg har lavet 2800 supplerende undersøgelser over fire måneder. Det er 700 undersøgelser om måneden.

”Det betyder, at ud af de cirka 6000 undersøgelser, vi har lavet på en måned, har vi i 700 tilfælde selv valgt at supplere med endnu en undersøgelse - især CT, MR eller ultralyd,” siger Mahican Gielen.

Hun slår fast, at det er alt for mange ekstra udløste undersøgelser, og afdelingen er ved at se på, hvad det skyldes, siger hun.

Debat om defensiv medicin

Det skabte debat på bl.a. Facebook, da sagkyndig i Styrelsen for Patientklager Bent Fabricius Stolberg i et interview med Ugeskrift for Læger sagde, at defensiv medicin ikke nødvendigvis er negativt og kan være løsningen på de situationer, der udløser klager.

Blandt andet skrev Mahican Gielen en kort, men vred kommentar til artiklen. Hun skrev blot ordet ”desertør”.

Hun uddyber i dette interview, at hele patientklagesystemet fremstår for mange læger som den store, onde ulv. Derfor blev hun frustreret over at læse, at en sagkyndig anbefaler defensiv medicin, siger hun.

”Styrelsen for Patientsikkerhed og Styrelsen for Patientklager burde indtage en rolle som mediator i frem for at spille læger og patienter ud mod hinanden,” siger hun.

Defensiv medicin får skylden

En del af de 700 ekstra undersøgelser på radiologisk afdeling er berettigede, mens andre er en konsekvens af defensiv medicin, som praktiseres i stigende grad, forklarer Mahican Gielen.

”Folk har en angst om, hvad der sker, hvis de laver fejl og bestiller ekstra undersøgelser for at undgå, at noget bliver fejltolket eller overset med den konsekvens, at Styrelsen for Patientsikkerhed kommer efter dem med en tilsynssag. Også henvisende læger bruger meget oftere store ord i deres henvisninger, så vi er nødt til at være ekstra grundige,” siger hun.

Hun forklarer som eksempel, at når der står "obs cancer" i en henvisning, skal man være meget sikker som røntgenlæge, hvis man frikender en patient.

”Der vil vi oftere supplere med en ekstra scanning, selvom de kliniske symptomer ikke er typiske for malign sygdom. Jeg fornemmer, at de henvisende læger, både praktiserende og på sygehuset, også er bange for at overse noget. Og det kan man ikke rigtigt bebrejde dem med måden Styrelsen for Patientsikkerhed hurtigt politianmelder læger,” siger hun.

Hvad er I så bange for?

”Vi er bange for at ende i en klagesag og i allerværste tilfælde en blive politianmeldt. Røntgenundersøgelser bliver gemt i mange år, og når der laves nye, bliver de gamle hevet frem. Her ville de måske i bagspejlets ulidelige klare lys kunne se patologi, som lægen ikke har set i første omgang, og det kan udløse en klage til Styrelsen for Patientklager og/eller en politianmeldelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Derfor vil mange hellere henvise en gang for meget end en gang for lidt, da hverken patient eller Styrelsen for Patientklager indbringer klager over for mange ordinerede undersøgelser. Men det er uholdbart, fordi patienterne bliver unødigt utrygge, udsættes for unødvendig strålebelastning og desuden vil koster samfundet dyrt.”

Både yngre og erfarne er defensive

Ifølge Mahican Gielen er det ikke kun de yngre læger, der bestiller ekstra undersøgelser og er angste for at begå fejl. Det gælder også de erfarne speciallæger og overlæger.

”Vi skal ikke uden god klinisk grund bestille alle mulige undersøgelser og CT-scanninger, blot fordi vi frygter at vi måske overser noget. Det er ikke hensigtsmæssigt at udsætte patienter for unødvendige røntgenstråler eller ikke-indicerede dyre undersøgelser. Billeddiagnostiske undersøgelser skal altid være medicinsk indiceret, ikke defensivt. Det er derfor, vi er blevet læger, og det går også ud over vores faglighed, hvis vi skal være mere defensive,” siger hun,

Mahican Gielen slår fast, at ikke alle 700 undersøgelser på afdelingen er unødvendige.

”Når vi laver radiologiske undersøgelser og finder en suspekt forandring, anbefaler vi i stigende grad en supplerende undersøgelse, hvis vi ikke er sikker på, hvad det er vi ser. Når vi f. eks. ser en proces i en binyre, udløser det ofte en scanning af binyrerne, og en plet på leveren undersøges med kontrast for at se, om der er noget suspekt,” siger hun.

Nedbryd tabuer

Mahican Gielen mener, at læger i stedet for at være defensive skal nedbryde det fort, de har bygget op omkring sig, hvor læger er usårlige, autoritære og ikke kan begå fejl.

”Vi bliver uddannet på en måde, som om vi skal kunne det hele, og ikke vi må lave fejl. Vi skal i stedet erkende, at vi er mennesker og ikke kan være fejlfrie. Ingen laver skøn, der alle er rigtige. Alle oplever at skønnene nogle gange viser sig at være forkerte senere i et patientforløb. Men det er svært for læger. Vi skammer os, når vi laver fejl og angsten for at få en klage og/eller politianmeldelse gør det heller ikke nemmere at tale om det.”

Derfor er en del af løsningen at fjerne tabuet og acceptere, at læger også kan lave fejl eller overse noget.

”Fokus skal så være på, hvordan vi bedst kan håndtere det og lære af det, og allerede i studietiden kan det med fordel implementeres. ” siger hun.

Har selv en klagesag hængende

Mahican Gielen selv har aktuelt en klagesag, hvilket bidrager til frustrationen med patientklagesystemet.

”Brevene fra styrelsen er iskolde, der er lang sagsbehandling, og der kommer ikke en afgørelse. Sagen jeg er involveret i har nu kørt i halvandet år, og jeg fik fx et brev om, at næste brev ville give afgørelse. Men heller ikke her kom der en afgørelse. Vi går rundt i usikkerhed, indtil der kommer en afgørelse,” siger hun og fortsætter:

”Vi skal være åbne om klager og mulige fejl, og vi skal lære af det, men altid tage udgangspunkt i lægefagligheden. Jeg er åben om den klagesag, jeg er involveret i, fordi jeg synes, det er vigtigt at tale om det – specielt med den hensigt at kunne lære fra episoden. For uanset om der reelt er begået lægefejl, har vi i hvert fald fejlet i at give patienten trygge rammer i en behandling, når han eller hun klager. Som uddannelsesansvarlig overlæge synes jeg også, at det er vigtigt at vise åbenhed overfor de uddannelsessøgende læger, så vi tidligt kan lære dem, at disse ting er en del af lægelivet og kan bruge det konstruktivt,” siger hun.

Hun peger på, at læger også kan være hurtige til at dømme hinanden.

”Det er nærliggende at påpege noget, en anden læge ikke har opdaget. Det er en fælde, jeg selv er faldet i. Det er fristende at påpege en fejl, når en kollega har glemt at beskrive noget på en scanning, men det er en fristelse, vi skal modstå, og vi skal huske, at vi lige så godt kan være på den anden side.”

Desuden gavner det oftest ikke patienten at løfte pegefingeren af kolleger, siger hun.

”Patienterne skal trods alt helst være trygge i hele systemet og ikke kun hos en enkelt læge. Åbenhed og patientinddragelse er vejen frem. Specielt i denne tid, hvor patienter selv kan finde frem til mange oplysninger på nettet, skal vi være bedre til at have dem med på behandlingsvognen og få dem ordentligt forklaret, hvad vi tænker og har gang i. Jeg er overbevist om, at også patienterne på den måde vil have en større forståelse for, hvad vi laver med forhåbentligt en reduktion i klagesager som følge.”