Skip to main content

»Dejligt at opleve, at der er nogen, der vil os«

Jagten på praktiserende læger i Hjørring blev en efterårslørdag blæst i gang. En større kommunal delegation foldede mulighederne for et læge- og familieliv i Vendsyssels hovedstad ud for praktiserende læger in spe.

Stud.med. Sandra Nørgaard og hendes mand, introlæge Thomas Nørgaard var rejst fra Odense for at høre, hvad Hjørring har at byde på. Foto: Lars Horn/Baghuset
Stud.med. Sandra Nørgaard og hendes mand, introlæge Thomas Nørgaard var rejst fra Odense for at høre, hvad Hjørring har at byde på. Foto: Lars Horn/Baghuset

Dorte R. Jungersen, dorte.r.jungersen@gmail.com / Foto: Lars Horn/Baghuset

6. jun. 2016
6 min.

Klokken er ti lørdag formiddag, hvor en mindre flok af læger og lægestuderende samles om morgenbordet på Hjørring Bibliotek. En lokalitet, der kan siges at være symbolsk for det, som er formålet med dagens program.

»Vi vil ikke stemples«

Hjørring – om nogen måtte have den fordom – er ikke synonym med halbal og trailer på bilen. Netop biblioteket er blevet valfartssted for blandt andre arkitekter og politikere og har sat Hjørring på verdenskortet for sin indretning. Og kommunens fem mand store delegation vil i de næste timer diske op med alt det, der er muligt og attraktivt ved at slå sig ned som praktiserende læge med familie i Hjørring.

Baggrunden for dagens arrangement er de mange praksisser i Hjørring, der har lukket for tilgang, samtidig med at flere af de praktiserende læger i Hjørring Kommune i de kommende år går på pension.

»Vi vil ikke stemples som en kommune, der ikke kan tiltrække læger. Og vi kan ikke have, at vores borgere skal have en læge 15 km uden for byen«, lyder det fra byrådsmedlem Mai-Britt Baith Jensen (S) under morgenmaden.

En bus venter og flokken fragtes rundt til kommunens sundhedstilbud.

Med i bussen er Mike Sæderup Astoft, der læser medicin på Aalborg Universitet. Han bliver cand.med. til sommer, men er allerede nu fast besluttet på, at han skal være praktiserende læge.

»Det besluttede jeg mig for allerede efter de første semestre. Den brede tilgang til patienten, som vi har praktiseret under studiet, tiltaler mig meget. Og jeg er her i dag, fordi jeg endnu ikke ved, hvor jeg kunne tænke mig at blive praktiserende læge. Hjørring kommer op på radaren, fordi jeg har været på ophold her flere gange under min uddannelse«.

Som et par andre i flokken har han sin kæreste med. De er også inviteret, for kommunen gør en dyd ud af, at den også kan bistå med job til ægtefæller og kærester.

Billige boliger

Bussen passerer Regionshospital Nordjylland, inden den gør sit første stop ved Sundhedscenter Hjørring, der er bygget op om den gamle sygeplejeskole. Rockwool, spande og spær er det, der fylder, men den 24. november slås dørene op for en lang række kommunale og regionale funktioner.

»Regionsklinik Nordjylland« er det første skilt, man ser, når man træder ind. Men sådan er det ikke længere. Det er John Hyltoft, praktiserende læge i Aalborg, der har overtaget ydernummeret og nu også driver klinik både i Hundborg og her. En praksisform, der præsenteres som en mulighed for dem, der gerne vil ansættes frem for selv at drive praksis.

På vej hen til et af byens lægehuse passerer bussen akutmodtagelsen på Regionshospital Hjørring, og Dinah Høngaard, formand for det kommunale lægelaug, kan oplyse, at når man ringer til akutmodtagelsen, er det som regel en, hun kender, der tager telefonen: »Det er en kæmpefordel«, lyder det fra den 36-årige praktiserende læge, der blev færdig som almenmediciner i november i fjor, er læge i en samarbejdspraksis i byen og – da ingen andre rigtig havde lyst – blev formand for PLO-Kommunal, som i Hjørring stadig går under betegnelsen lægelaug. Her holdes der i øvrigt stor kyndelmissefest, hvor også uddannelseslægerne er inviteret.

Bussen passerer nogle lægeboliger, og Dinah fortæller, at de også fås større – både fire- og femværelses til yderst overkommelig leje.

Pengene rækker langt i Vendsyssel.

Alternativer til latte ved Aarhus Å

Mikael Warner, som tager imod i det lægehus, hvor han efter endt hoveduddanelse netop har købt sig ind, kan oplyse, at det er »pebernødder, han har måttet betale for at komme ind i en veldrevet praksis i velrenoverede lokaler«.

Han fortæller om, hvordan logistikken under hans turnus i Aarhus med kone og tre børn »pludselig fyldte det hele«:

»På et tidspunkt ville vi ikke slås med det mere, og min kone spurgte, hvorfor jeg aldrig havde foreslået at vende tilbage til Hjørring, hvor jeg kommer fra. Hun kunne have fået turnusstilling i Aarhus, men vi valgte Hjørring. Pludselig stod jeg med to mulige praksisser på hånden – man er eftertragtet.

Her er et super uddannelsesmiljø. Der er næsten ingen grænser for, hvad folk vil flytte for dig her, og der er ikke så langt til toppen.

Vi får ledelses- og praksisetableringskurser. Hele familien kan cykle rundt til alt. Her er en bred vifte af kultur og fritidstilbud. Den fede fornemmelse ved at sidde ved Aarhus Å og drikke en café latte – den slags er der ikke så meget af. Men da vi boede dernede, gjorde vi det jo også kun sjældent. Til gengæld tager vi nu og da E45 derned, og Aalborg – en by i vækst – er kun 30 minutter væk«.

»Det fikser vi«

Kommunens arbejdsmarkedschef støder til selskabet, da dagen afrundes med sen frokost på gourmetrestauranten Bryghuset Vendia, der sidste år blev kåret til Danmarks bedste brasserie i Den Danske Spiseguide. Et valg, der understreger, at den del af det gode liv også findes her.

Arbejdsmarkedschef Michael Duus Nielsen fortæller om områdets mangel på arbejdskraft. Han har allerede fået oplysninger om de medfølgende ægtefæller og kæresters meritter og beder dem om at sende ham deres cv. Intet er umuligt – heller ikke for en kandidat i anvendt filosofi, understreger Michael Duus Nielsen med adresse til Mike Astofts kæreste.

Og som bosætningskoordinator Bolette Falbe-Hansen, der er ansat til at tiltrække nye og fastholde eksisterende borgere, siger det flere gange: »Er der noget, der ikke fungerer, ringer I bare til mig. Skulle der mangle en lægebolig, ja så har vi et godt samarbejde med boligforeningerne. Og er der problemer med at få en daginstitutionplads – så ringer I bare. Det fikser vi«.

Fra Odense til Hjørring

Trediveårige Thomas Nørgaard, introlæge fra Odense og hans kone Sandra Nørgaard, stud.med. på Syddansk Universitet, har fundet pasning til deres to døtre for at drage til Hjørring.

Sandra er født og opvokset i Hjørring, og Thomas, der planlægger at påbegynde sin hoveduddannelse heroppe, skal ikke overbevises om Hjørrings fortræffeligheder som et alternativ til Odense. Faktisk har de allerede købt hus i byen. Og Sandra, der påbegynder KBU-forløb efter nytår, overvejer at blive praktiserende læge. Hendes forældre bor i byen og Thomas’ famile, der bor i Larvik i Norge, kommer pludselig meget tættere på.

Besøget i dag har bestyrket dem i, at de har truffet den rigtige beslutning.

»Det har været megapositivt at opleve, at vi er ønskede – at man heroppe gerne vil os. At det ikke handler om at have spidse albuer og en ph.d.«, siger Sandra Nørgaard inden turen går tilbage til Odense.

Det er opbrudstid

Dette første arrangement for kommende almenmedicinere bliver rost af deltagerne. Og byrådsmedlem Mai-Britt Baith-Jensen kan konkludere, at det ikke bliver det sidste.

Og så har de fremmødte – med også Nordjyske Mediers tilstedeværelse – erfaret det, som praktiserende læge Mikael Warner sagde et par timer tidligere:

»I skal gøre jer umage for at undgå at komme i medierne«.À