Skip to main content

Delekontrol af diabetes - en succes i Vejle Amt

Journalist Kirsten Winding, winding@newmail.dk

1. nov. 2005
6 min.

Poul Straarup-Hansen er glad. For havde hans egen læge ikke i tide opdaget senkomplikationen Charcot-fod, havde han ikke kunnet springe rundt og gå stavgang, som han gør i dag. Det er nu knap et år siden, den 64-årige diabe-tiker fik konstateret den yderst sjældne senkomplikation, der kan opstå i fødderne hos langtidsdiabetikere. Signa-lerne til og fra fodens nerver påvirkes, så der opstår føleforstyrrelser. Det påvirker blodforsyningen til benet og giver infektionssygdomme. Opdages sygdommen ikke i tide, kan det ende med knoglesammenfald og i værste fald amputation.

Poul Straarup-Hansens praktiserende læge er Ebbe Wendel Eriksen i Vejle. Han er - lykkeligvis for Poul Straarup-Hansen - ekstra godt orienteret om diabetes. Han er praksiskonsulent i Programledelsen for Diabetes i Vejle Amt, et udvalg der blandt andet har som formål at bedre kontakten mellem de praktiserende læger og diabetesambulatorierne på amtets sygehuse.

Ebbe Wendel Eriksen konfererede straks med diabetesambulatoriet på Vejle Sygehus. Og her visiterede overlæge Cramer Christensen ham omgående videre til eksperter i Århus. Her blev Poul Straarup-Hansen anbragt i en kørestol og fik benet i en air-cast-støvle, der beskytter endnu bedre end gips. Støvlen kan tages af om natten, og om dagen forhindrer den patienten i at gå. Charcot-fod kan nemlig helbredes helt, hvis foden holdes i absolut ro i cirka fire måneder.

Samarbejde

»Hvis min egen læge og sygehusene ikke havde haft så tæt et samarbejde og hurtigt orienteret mig og mine pårørende, havde jeg nok ikke kunnet gå i dag«, siger Poul Straarup-Hansen. Han er efterfølgende blevet så engageret i arbejdet med at informere godt om diabetes, at han er blevet formand for den lokale diabetesforening.

»Tidligere var der ikke nær så godt samarbejde mellem de praktiserende læger og sygehusene. Og det rammer i den sidste ende patienten«, tilføjer Poul Straarup-Hansen.

»Selvfølgelig er jeg særligt interesseret i diabetes, fordi jeg er med i programledelsen for det felt«, siger Ebbe Wendel Eriksen.

»Men målet er netop at give de praktiserende læger her i amtet en helt opdateret viden om diabetes samt at vænne alle - både de praktiserende læger og de ansatte på ambulatorierne - til at arbejde sammen. Vi har klart defineret ansvarsområderne hos både den praktiserende læge og i diabetesambulatoriet, så både de faglige og de økonomiske ressourcer udnyttes bedst muligt«, tilføjer han.

Gensidig orientering

Det er ikke helt nyt, at der er fokus på det felt i Vejle. Allerede i 1993 startede et samarbejde mellem diabetesambulatoriet og de praktiserende læger om delekontrol af type 1-diabetes, og i 1999 forsvarede Kathrine Dahler-Eriksen en ph.d.-afhandling, der evaluerede samarbejdet. Siden har man støt og roligt arbejdet på at omsætte teorierne til gældende praksis - også for type 2-diabetikere - i hele Vejle Amt.

»Der var en tendens til, at diabetespatienter kunne få én slags instruktioner hos de praktiserende læger og helt andre råd på sygehuset. Det var ikke tilfredsstillende«, fortæller overlæge Cramer Christensen, der er formand for Diabetesudvalget i Vejle Amt.

»Derfor satte vi os som mål at skabe et bedre samarbejde mellem ambulatorierne og de praktiserende læger - og dermed bedre opdatering og større tilfredshed hos både patienter og læger.

I 2002 resulterede det i, at programledelsen for diabetes blev nedsat, og konkret er det foreløbig resulteret i de retningslinjer, vi kalder for delekontrol mellem de praktiserende læger og sygehusene. Heri definerer vi ret præcist, hvordan de gensidigt skal holde hinanden orienteret og arbejde sammen både fagligt og administrativt«.

Samme tilbud til alle

I arbejdspapirerne er også klart beskrevet, hvilke områder der skal styrkes via en særlig indsats. Det gælder for eksempel forebyggelse og behandling af fodsår, observation af øjenforandringer og screening for disse samt en generel kvalitetsudvikling og kvalitetsstyring. Alle data vil i nær fremtid blive indberettet løbende til den kommende nationale diabetesdatabase.

»Målet er simpelthen, at alle diabetikere i Vejle Amt skal have samme gode tilbud«, uddyber Cramer Christensen.

»Det kræver, at vi efteruddanner de praktiserende læger, der jo naturligt nok ikke alle er lige specialiserede i diabetes. Vi har foreløbig inviteret dem på videreuddannelseskursus en hel dag i diabetesambulatoriet og undervist dem to ad gangen. Dette initiativ er blevet særdeles godt modtaget af de praktiserende læger - næsten alle har ønsket at deltage. Og det har givet et godt løft til samarbejdet og sat endnu mere fokus på diabetesbehandlingen«, siger Cramer Christensen.

»Snarest muligt skal vi også have indført en elektronisk journal for alle diabetespatienter i amtet«, fortæller chefsygeplejerske Helle Adolfsen, der er chef for Programledelsen for Diabetes i Vejle Amt.

Den skal sikre kontinuitet og koordinering af behandlingen på tværs af faggrupper og sektorer, forklarer hun.

I en periode fik diabetespatienterne en vandrejournal på papir, ligesom den de gravide får. Men det fungerede ikke godt nok. Den bliver let glemt eller bliver væk - og så virker det ikke efter hensigten. En elektronisk journal er bedre. Den er altid let at komme til og er opdateret efter sidste lægebesøg.

»I første omgang skal den elektroniske diabetesjournal mest være et kommunikationsmiddel mellem sygehuset og den praktiserende læge, men på længere sigt skal patienterne også selv kunne læse i deres elektroniske diabetesjournal«, tilføjer Helle Adolfsen.

Økonomisk fordel

Ud over at en ensartet og koordineret diabetesbehandling gavner patienternes helbred og velbefindende, betyder det også en stor samfundsøkonomisk besparelse. Udgifterne til behandling af senkomplikationer er især meget store, så jo mere man kan forebygge, at de opstår, jo bedre.

I Danmark bruges der omkring to milliarder kroner om året alene til behandling af type 2-diabetes. Udgifterne til ambulant kontrol er beregnet til cirka 2.000 kroner årligt per patient, mens udgifterne til sygehusindlæggelse til behandling af komplikationer skønnes at koste ti gange så meget.

Derfor kan det godt betale sig at oplære de praktiserende læger i at få øje på eventuelle komplikationer i tide.

»Fra amtets side går vi aktivt ind for delekontrol, idet vi finder, at der er tale om et væsentligt kvalitetsløft i behandlingen«, siger Frank Ingemann Jensen, der er chef for Sygesikringen i Vejle Amt.

»I det hele taget synes såkaldt shared care mellem almen praksis og sygehusene at være vejen frem for mange patienter med alvorlige og kroniske sygdomme«, tilføjer han.

»Derfor er det vigtigt, at man fra amtets side styrker de praktiserende lægers mulighed for at være patientens ankermand i sundhedsvæsenet i forbindelse med disse sygdomme, hvor der tit kan gå uorden i patientforløbene. I Vejle Amt har vi tilført ekstra økonomi til

diabetesområdet - herunder til delekontrol. Det er uhyre vigtigt, at undersøgelse, kontrol og behandling er velfungerende, idet man på den måde forebygger komplikationer og endnu værre sygdom«, siger sygesikringschefen.

Fakta - Kri terier for delekontrolaftalen

  • Alle diagnosticerede diabetikere, der kan profitere deraf, følger et målrettet patientforløb med delekontrolordning

  • Alle diagnosticerede diabetikere har adgang til en evidensbaseret behandling, der har »Diabetesbehandling i Vejle Amt, Programledelsen for diabetes« som referenceprogram

  • Der er én delekontrolaftale mellem alle ambulatorier og med deltagelse af alle praksisser i Vejle Amt

  • Delekontrolaftalen er evidensbaseret, og det fremgår klart og præcist hvilken opgavefordeling, der er mellem primær og sekundær sektor omkring behandlingen af den enkelte dia-betiker i Vejle Amt

(Fra arbejdspapir for Programledelsen for diabeteskontrol i Vejle Amt)

Der satses på:

Programledelsen har valgt følgende indsatsområder i det gode diabetespatientforløb:

  • Delekontrolaftale

  • Screening, forebyggelse og behandling af hud- og fodproblemer

  • Screening for retinopati

  • Diabetesskole

  • Børn/unge

  • Gravide

  • Kvalitetssikring

  • Videreuddannelse af praktiserende læger

  • Registreringspraksis

(Fra notat vedr. Kvalitetsudvikling af diabetesbehandlingen i Vejle Amt)