Skip to main content

Delepraksis og fastholdelse i almen praksis

Niels Fabricius-Bjerre

2. nov. 2005
6 min.

Patienttal i delepraksis

Ved etablering af delepraksis foretages en lukning af tilgang for nye patienter ved normaltallet +93 ptt. Hvis der er tale om delepraksis inden for et kompagniskab, lukkes for hele kompagniskabet. Jeg går ud fra, at denne bestemmelse tilsigter, at man ikke med delepraksis oparbejder én praksis til to hele praksis på bekostning af kolleger og derved omgår de aftalte antal af praksis i området.

I flere situationer er dette dog ikke ganske rimeligt: Hvis der er tale om en enkeltmandspraksis, som opdeles for aflastning af den afgående og blid start for den kommende ejer, mister praksis muligheden for nye patienter. Den unge (ikke over 40) kønne læge får således ikke mulighed for at oparbejde sit eget klientel af unge familier, og den gamle gråskæg får bekræftet sin frygt for at skulle se på de samme hoveder i patientstolen resten af sine dage i butikken. Samtidig kunne det jo godt være, at de to læger tilsammen kunne klare en praksis af maksimal størrelse, altså op til det patienttal der medfører lukning af én praksis.

Hvis der er tale om et større kompagniskab, vil disse regler kunne umuliggøre, at en læge går på decideret deltid med ny delepraksispartner, hvis fx en af de gamle partnere i foretagenet ikke ønsker loft over tilgangen, eller de øvrige partnere nødig vil miste muligheden for at indtage nye patienter eller familiemedlemmerne til kendte patienter.

Vores forslag

Patienttallet fikseres - ikke på normaltallet eller hvad der nu står på listerne, men på maksimaltallet, fordelt efter antal læger. Altså ved to delepraksislæger i én lægestilling sættes grænsen halvvejs mellem normaltal og maksimaltal. Ved tre lægestillinger hvoraf en har deleaftaler med en fjerde læge - dvs. to hele og to halve læger - sættes grænsen ved 3/4 af afstanden mellem normaltal og maksimaltal. Så kan teoretisk set de ikke-delepraksis ramte læger vokse lidt i antal og klientellets størrelse.

Sådanne regnestykker må lige være noget til forhandling med Sygesikringen. Ingen praksis øges udover maksimaltallet, så kollegerne ikke bliver trådt over tæerne og der bliver mere elastik til det stigende antal patienter per læge i de kommende lægemangelår.

Sygepenge i delepraksis

Det andet punkt i delepraksis er sygepengene fra fonden i P.L.O. Her arbejder man helt mekanisk med antallet af læger med praksis og ud fra den forenklede tankegang, at lægene i et kompagniskab altid deler alle indtægter lige over, uanset arbejdsindsats. Det er det ikke alle der gør, og derfor passer betalingsprincippet ikke i alle tilfælde. Er én syg i en tremandspraksis, får vedkommende udbetalt 1/3 af omsætningen som sygepenge (efter passende lang karenstid naturligvis). Er der to læger i en delepraksis, får de halvdelen hver. Men er der i en kompagniskabspraksis to hele og to halve læger, får de hele og de halve læger lige meget udbetalt. Det forekommer urimeligt over for de to hele læger, som ikke indtægtsmæssigt er berørt af delepraksis, at de i sygdomstilfælde skal være dårligere stillet, fordi gamle gråskæg vil aflastes. Det behøver jo ikke at være ham, der brækker benet en dag.

Også dette punkt udgør en kamel som kopmpagnoner til planlagt delepraksis skal sluge. Reglerne i administrationsfonden er for tiden sådan, at beløbene skal udbetales på denne måde, og P.L.O. har ikke ment at kunne ændre på dette, selv hvis samtlige læger i et kompagniselskab på forhånd beder om fremtidig fordeling af evt. sygepenge efter en bestemt fordelingsbrøk. Det skulle ikke være noget teknisk problem, og P.L.O. ser jo alle kompagniskabskontrakterne, hvorfor de er orienteret om antallet af læger og evt. skævdelinger i alle praksis.

Sammenlægning af praksis

Den situation at fx to sololæger slår praksis sammen og bliver tre ved at sælge til en delepraksispartner har goodwillskattereglerne fra 1994 sat effektiv stopper for, fordi der skal betales skat af de fiktive køb/salg af hinandens praksis ved sammenlægning. P.L.O. har dengang opgivet at få ændret skattereglerne, men det var måske muligt - sammen med Sygesikringen - at lave muligheder for at sammenlægge praksis i relation til Sygesikringen, så flere læger kunne være fælles om en gruppe patienter uden egentlig kompagniskabsstatus.

Der er behov for at gøre tilværelsen som praktiserende læge mere fleksibel. Vi håber, at P.L.O. vil fortsætte videreudvikling af ovenstående punkter, for også på denne måde at forenkle tilværelsen for de læger der er på vej ud - måske vil de endda få lyst til at blive lidt længere. Hvis rekruttering til faget skal have en chance over for næste generations læger, skal det i hvert fald heller ikke ske via billedet af en midaldrende herre, der sidder og hænger over sine bilag og attester til kl. 19 hver dag. Et mindre men velfungerende kompagniskab synes at være det mest tillokkende for de kommende kolleger, og det er det såmænd også for mange af os gamle.

Det er dejligt at være praktiserende læge, men det er også dejligt at kunne lave andet ind i mellem.

Svar:

Tak for dit indlæg. Bestyrelsen sætter stor pris på at modtage input til debatten om, hvordan vi kan rekruttere nye praktiserende læger og fastholde de ældre. Når du skriver, at der er behov for at gøre tilværelsen som praktiserende læge mere fleksibel, skulle man tro, at du havde siddet med ved bordet til vores bestyrelsesmøder! Spørgsmålet om, hvordan vi kan skabe størst mulig fleksibilitet i praksislivet, er meget centralt for os og vil indgå med stor vægt i de kommende overenskomstforhandlinger med Sygesikringen. I publikationen »Almen praksis - rekruttering og fastholdelse« har vi sammen med Sygesikringen fremhævet nogle af de muligheder for fleksibilitet, der allerede findes inden for aftalesystemet. For så vidt angår det særlige problem om lukkegrænsen ved delepraksis - hvor du peger på, at landsoverenskomstens hovedregel kan være for usmidig - er der i publikationen anvist som løsningsmulighed, at samarbejdsudvalget i den konkrete sag fastsætter en højere lukkegrænse (kan ske ved § 2-aftale).

Dine konkrete forslag vil vi naturligvis se på og tage med i de videre overvejelser.

Jørgen Lassen

Svar:

Det er korrekt, at Administrationsudvalget ved udbetaling af sygedagpenge til kompagniskabspraksis dividerer beregningsgrundlaget med antallet af læger, uanset om der er aftalt en skævdeling af overskuddet internt mellem lægerne.

Den interne skævdeling kan skyldes mange forhold, ud over »delepraksis«, kan der for eksempel være store forskelle i vagtindtjeningen, varierende aftalte ugentlige timer, (dage). I nogle praksis indgår anden indtjening end honorarerne fra sygesikringen i overskudsdelingen.

Administrationsudvalget har flere gange drøftet muligheden for en skævdeling af udbetalinger i forbindelse med sygedagpenge, senest på et møde i efteråret 2001, hvor der var enighed om at fastholde det gældende princip, og at praksis selv må fordele beløbet ud fra egen fordelingsnøgle.

Denne konklusion blev endvidere refereret i Administrationsudvalgets beretning til Repræsentantmødet i december 2001, uden at det gav anledning til bemærkninger.

Administrationsudvalget er opmærksom på, at en ligestilling af alle læger i en kompagniskab spraksis, hvor der rent faktisk er aftalt en skævdeling af overskuddet, i visse tilfælde, medfører en overdækning og i andre tilfælde en underdækning, afhængig af hvilken læge, der tilfældigvis er syg, men at dette på længere sigt ofte vil udlignes.

Det er klart, at det er blevet et mere påtrængende problem i takt med, at delepraksis er blevet mere udbredt. En omlægning kunne være, at der føres et særligt register over fordelingsnøgler, for eksempel ejerandele, som vi ikke har i dag. Men vi vil se på sagen igen.

Administrationsudvalget