Den alment praktiserende kommunallæge

Arbejdsområderne

Som navnet siger, er en kommunallæge ansat af kommunen til at varetage to principielt forskellige funktioner i kommunerne, nemlig som børn- og ungelæge, tidligere kaldet skolelæge, og som socialmedicinsk konsulent, lægekonsulent, i kommunernes socialforvaltninger.

Arbejdet »ude i marken«

Børn- og ungelægearbejdet er reguleret iht. lov om forebyggende sundhedsordninger for børn og unge (med tilhørende bekendtgørelse) fra 1996. Denne lov omfatter bl.a. de vanlige børneundersøgelser og vaccinationer, der traditionelt foretages af familiens alment praktiserende læge.

I skolealderen suppleres familielægens fortsatte ansvar for barnet og den unge med den kommunale skolesundhedstjenestes tilbud. Der har kommunallægen kontakt med den unge og kan bidrage med observationer, undersøgelser og rådgivning. Dette arbejde udføres optimalt i tæt dialog med den unge, dennes familie, skolen/institutionen, familiens læge og øvrige involverede, som psykolog og sagsbehandler. I dette tværfaglige felt har børne-ungelægen en af sine væsentligste opgaver, nemlig som »kommunikator« af relevante lægelige oplysninger og bidragen til løsning af konkrete problemstillinger.

I lovgivningen optræder arbejdsbeskrivelsen i visse situationer som et »kollektivt ansvar« for sundhedsplejersken og kommunallægen i fællesskab. I andre tilfælde, som f.eks. ind- og udskolings-undersøgelsen, er opgaverne nævnt mere specifikt, dvs. hvem der gør hvad. Lovgivningen beskriver detaljeret, hvilke pligter amt og kommune har over for de unge i form af opfølgning på problembørn, det være sig med psykiske, somatiske og mere overordnede trivselsmæssige og adfærdsmæssige problemer. Et særligt kapitel beskriver den almene rådgivende funktion over for børneinstitutioner i kommunen omkring hygiejniske forhold f.eks., og også her rådgivning i bredere forstand om mere psykosomatiske problemstillinger.

Arbejdet ved skrivebordene og i mødelokalerne

Endelig går børn- og ungelægen ind i den overordnede sundhedsstrategi i videre forstand som medlem af tværfaglige arbejdsgrupper, hvor skolepsykologer og øvrige PPR-medarbejdere kan være repræsenteret foruden de øverste embedsmænd og politikere. Dette aspekt er ofte særdeles vigtigt, spændende og med mulighed for en del indflydelse, hvis man er »klædt godt på« med tal og gode argumenter med henblik på en fornuftig sundhedspolitik og sundhedsprioritering i lokalsamfundet. Ting som f.eks. alkoholpolitik, rygepolitik og skolebespisningsordninger kan blive drøftet her.

Hvordan ser Foreningen af deltidsansatte kommunallæger i P.L.O. (DEL.KOM.) på denne del af arbejdet?

Det er indlysende, at alle disse opgaver kræver basal uddannelse, baggrund, erfaring, løbende efteruddannelse, engagement og som noget helt væsentligt - tid til alle disse ting. Vi må desværre konstatere, at mange kommuner, det være sig små som store, mere eller mindre tilsidesætter lovkravene ved kun at normere stillingerne med ca. det halve timetal af, hvad vi finder rimeligt. Dertil kom en ændring af lovgivningen i efteråret 2002, hvorefter kommunerne kunne entrere med »en læge« til at udføre kommunallægeundersøgelserne ved ind- og udskoling. Set med vore øjne giver det forringede muligheder for et ordentligt stykke arbejde i den del af spektret, der hedder opfølgning og tværfagligt arbejde inde i den kommunale forvaltning. Med mindre kommunerne i aftalen med den enkelte læge sætter resurser af hertil. Det har vi dog ikke indtil nu set eksempler på.

I en tid med tiltagende problemer hos børn og unge med overvægt, problematisk trivsel, mobning osv. forekommer det endnu mere væsentligt, at det forebyggende arbejde, som kræver tid og indsigt i de kommunale arbejdsgange og forvaltninger, opprioriteres fra offentlig side. En velfungerende kommunal sundhedstjeneste kan med rimelighed forventes at kunne bidrage til at mindske sygehusudgifterne og de sociale udgifter senere hen og ikke mindst at bidrage til en god livskvalitet for borgerne.

Der synes dog at være tegn i sol og måne på, at regeringen (endelig) er ved at indse vigtigheden af at inddrage almen praksis mere i dette arbejde. Naturligt ville det så være også at give »den kommunalt ansatte praktiserende læge« en større og vægtigere rolle her.

Arbejdet i de kommunale forvaltninger inden for social- og hjælpemiddelområdet

Den socialmedicinske del af kommunallægearbejdet består i at rådgive kommunen i enkeltsager, hvori indgår lægelige vurderinger. Hvornår skal der indhentes hvilke erklæringer fra e.l. (hyppigt LÆ-attesterne) eller speciallægeerklæringer? Hvilke spørgsmål skal sagsbehandleren stille til lægen? Hvilke spørgsmål egner sig for korte telefoniske spørgsmål til lægen? Hvornår skal der »papir på«? Hvornår står kommunen sig ved at benytte egen udredning i form af indhentning af lægeerklæringer fra »egne« speciallæger/(privat)sygehus i tilfælde af tidsnød, hvor man ikke kan afvente en behandling i sundhedsvæsnet? Hvornår ser en simpel sygedagpengesag ud til at blive kompliceret? Og ikke mindst: Hvornår »er nok nok«, dvs. hvornår er sagen helbredsmæssigt fuldt udredt og kan overgå til afgørende behandling hos forvaltningsmyndigheden?

Sagerne er typisk sager om sygedagpenge, revalidering, førtidspension, men også stillingtagen til flexjob og job på særlige vilkår. Endelig bliver kommunallægen ofte spurgt til råds i sager om bilansøgning, ansøgning om hjælpemidler både til brug i hjemmet/ arbejdspladsen og til personligt brug, som f.eks. håndsyede sko, indlæg, katetre og diverse bandager. Kommunallægen skal i alt dette også medvirke til et godt samarbejde med behandlende og attestskrivende læger og medvirke til god og jævnlig dialog med disse f.eks. ved at deltage i fællesmøder mellem områdets læger og forvaltningerne. Et aspekt, der i denne tid med formentlig større kommunale enheder er særdeles vigtigt at udbygge og formalisere. Heri kunne man også tænke sig lagt dialog om fælles områder som samarbejde med hjemmesygeplejersker, medicinhåndtering og genoptræning. Også her kunne kommunallægen være katalysator for et konstruktivt og effektivt samarbejde mellem den praktiserende læge og de kommunalt ansatte sundhedsmedarbejdere.

Socialmedicin: Et job i »frontlinien«

Arbejdet ligger i et spændingsfelt af medicin, jura, socialfaglighed, økonomi, mediebevågenhed og ikke mindst ofte politiske »overtoner«. Det siger sig selv, at man også her skal være klædt på til opgaven både strikt medicinsk fagligt, men også med et bredt kendskab til sociallovgivning, fornemmelse for hvornår ens funktion er under pres fra f.eks. medier og politikere og for, hvordan ens arbejde bedst tilpasses disse vilkår. Sociallægen skal overholde gældende regler for afgivelse af lægelige udtalelser, ofte også påtage sig en pædagogisk rolle både over for sagsbehandler og kollegerne »uden for murene« i retning af at fremme optimale, entydige beskrivelser af borgerens helbredstilstand, funktionsevne, varighed, skånehensyn og prognose.

Dette for at få en maksimalt klar, gennemsigtig og god sagsbehandling for borgeren, for borgerens advokat og andre bisiddere som fagforeninger, patientforeninger o.l., der tit er på banen på borgerens vegne.

Hvem er kvalificerede til disse jobs?

Alment praktiserende læger, der har en bred faglig baggrund i form af at være som minimum speciallæge i almen medicin, som har en erfaring fra lokalsamfundet og med lokale politiske og økonomiske realiteter, har ofte særdeles gode forudsætninger for at varetage begge arbejdsområder med børn, unge og de socialmedicinske opgaver.

Sikkert og vist er det, at kravene de kommende år vil stige til viden og erfaring, men her vil kommunallægeforeningen i P.L.O. forsøge at holde de offentlige arbejdsgivere fast på deres efteruddannelsesforpligtelse også i forhold til kommunallægen. Det kan ske ved tværfaglige kurser med deltagelse af socialfaglige, psykologiske og juridiske medarbejdere. Det kan være kurser af speciel interesse for børn- og ungelæger i pædiatrisk eller samfundsmedicinsk sammenhæng. Det kan være kurser om kroniske smerter, funktionsevnetab i bevægeapparatet o.l. Det kan ydermere være f.eks. temadage arrangeret af fagforeninger, som ofte er nyttige at deltage i. Oveni kunne man forestille sig en forskning på linie med forskningen i almen medicin, evt. i samarbejde DSAM og de alment medicinske universitetsafdelinger/enheder. Almenlægen deltager desuden i kurser af rent faglig art, som generelt har en stor tilslutning fra P.L.O.-medlemmerne, og som giver den nødvendige ekspertise i den brede vifte af helbredsmæssige problemstillinger, man præsenteres for.

Fremtidsvisionen

Vi vil i DEL.KOM. opfordre kollegerne i P.L.O. til at søge på disse ofte meget spændende, afvekslende og indsigtsgivende arbejdsområder, hvis det kan forliges med ens øvrige aktiviteter. Opfordre til, at man arbejder for en bedre normering, særlig på børn- og ungeområdet.

Deltids kommunallægerne er generelt meget værdsatte samarbejdspartnere i de lokale områder, og uanset fremtidige tilhørsforhold og fremtidige størrelser på kommuner og regioner vil der være god brug for vores arbejdsindsats ude i de både mindre og større kommunale enheder.