Skip to main content

»Den besjælede dukke«

Journalist Kurt Balle Jensen, kurt@ps-presse.dk

20. nov. 2006
3 min.

På Færdighedslaboratoriet i Forskerpark Skejby opbygges der netop nu en ny regional simulatorafdeling med noget af det sidste nye udstyr til træning i et kunstigt miljø så tæt på virkeligheden som muligt. Foreløbig arbejder håndværkerne på stedet, men snart kan læger, sygeplejersker mv. rykke ind og træne færdigheder og samarbejde i team.

Indretningen af et helt nyt laboratorium betragtes af overlæge, ph.d. Lars Høj, Den Centrale Enhed for Færdighedstræning, som et kvantespring: »Vi må se i øjnene, at vi her i området har været bagefter i forhold til ikke mindst Herlev, der er helt i front, men også blandt andet Esbjerg og Odense. Men nu tager vi revanche, og det nye laboratorium vil få udstyr for millioner og vil bringe vores region med helt frem i forreste linje«.

Simulation i fuld skala

På konferencen om færdighedstræning og patientsikkerhed sidst i oktober kunne deltagerne se nærmere på de muligheder for simulatortræning, der allerede nu findes. Deltagerne kunne - i overført betydning - gennemføre komplicerede fødsler, genoplive nyfødte, foretage virtual reality-laparoskopi og -gastroskopi, genoplive efter hjertestop mv.

»Vi nærmer os noget, man kan kalde ,den besjælede dukke` for det er faktisk en potentiel mulighed«, fortalte Lars Høj deltagerne i konferencen.

»Forholdsvis simple attrapper er ikke noget nyt; den slags udstyr er der meget af ude omkring på sygehusene, men meget bliver aldrig brugt. I niveau 2 er computeren rykket med ind, og man kan øve sig på de mere komplekse ting. Her er der således mulighed for kompleks individuel træning, og det har i sig selv været et vigtigt skridt frem. Nu kommer så niveau 3, som muliggør simulation i fuld skala i særdeles virkelighedstro omgivelser med brug af avanceret teknologi. Her er mulighed for teamtræning i akutte hændelser, som vi oplever det inden for såvel anæstesi, pædiatri, obstetrik som ortopædkirurgi«.

Nye veje i Canada

På konferencen deltog også en canadisk ekspert i færdighedstræning, Richard K. Reznick, der er professor og formand for Department of Surgery, University of Toronto.

Han løftede sløret for, hvordan man i Canada fra 2008 vil iværksætte forsøg, der skal sikre en mere effektiv færdighedstræning: »Vi har gjort det på samme måde i et århundrede; nu er det på tide, at der sker ændringer«, sagde den canadiske gæst blandt andet.

Færdighedstræningen skal være modulopbygget, så man kan træne mere koncentreret inden for specifikke områder med brug af laboratorier, video, evalueringer, træning i virkelighedens verden osv., før man så går videre til nye områder. Simulatortræning skal her indgå som et meget vigtigt led.

I den nye model for færdighedstræning vil benyttelse af tjeklister også indgå på en målrettet og systematiseret måde. Det hjælper ikke, at man gennem en effektivisering af træningen får større individuelle færdigheder, hvis der alligevel sker fejl på grund af dårlig kommunikation mellem de forskellige faggrupper, var Richard K. Reznicks budskab.

»Det kræver måske kun 3-4 minutter før operationen, men den tid er vigtig. Her kan teamet gå en liste igennem sammen, så alle er med på, hvad der skal tages hensyn til, hvor der kan snakkes om patientens forskellige forhold, eventuelle allergier osv. Rigtig brug af tjeklister vil efter min mening betyde langt færre fejl«, sagde Richard K. Reznick.

Med andre ord: Mere effektiv færdighedstræning og målrettet brug af højteknologisk simulatorudstyr kan have stor betydning. Men noget så enkelt som at lade teamet stå sammen nogle minutter og gennemgå en række punkter vedrørende den forestående opgave, er på sin egen måde lige så vigtigt og kan i sig selv forhindre fejl.

Det var Den Centrale Enhed for Færdighedstræning, Videreuddannelsesregion Nord, der havde arrangeret konferencen »Færdighedstræning og patientsikkerhed - en dyade«. Men hvad er en dyade? Det er et ubrydeligt par - som mor og foster. Og derfor er færdighedstræning og patientsikkerhed en dyade, forklarede arrangørerne.