Den dag jeg vidnede

05:45 Vækkeuret ringer efter en urolig nat. Det forudgående døgn har - selv for mig - været usædvanligt udfordrende. På OUH gik vores elektroniske laboratoriesystem igen ned i går omkring kl. 16, og det giver betydelige vanskeligheder i en i øvrigt ekstrem travl periode, hvor det nu på 15. døgn er væltet ind med akut behandlingskrævende patienter, der er spredt ud over hele OUH. Samtidig har vores administrative patientadministrationssystem, PAS, været utilgængeligt i flere timer i løbet af natten. Så vores personale- og pladssituation er virkelig presset.

06:15 Jeg har også en udfordring privat. Vores gamle hund er blevet opereret for fem dage siden. I går blev den genindlagt på Odense Dyrehospital. Dyrlægen har lige ringet og sagt, at vi skal ruste os til en svær beslutning. Kalenderen for i dag fortæller mig, at jeg bl.a. skal i retten som vidne i sagen om stormløbet på akutmodtagelsen i august.

07:15 Jeg bliver kontaktet af DR vedrørende omfanget af de fysiske ødelæggelser i FAM i august. Jeg nægter at udtale mig, da jeg skal vidne samme dag.

08:00 En travl formiddag med mange deadlines og akutte ting, der skal klares, en forestående vidneafhøring, en syg hund på et dyrehospital og en ekssvigermor, der kæmper for sit liv et andet sted i huset. Jeg når at vende vidnesituationen med et par gode kolleger i ledelsen. Det er rart, da jeg jo repræsenterer OUH i den sammenhæng. Jeg når også, sammen med sekretær Tina, at læse korrektur på en artikel til et internationalt tidsskrift om organisering af akutmodtagelser. Deadline var i går. Når ikke at færdiggøre en præsentation til Dansk Selskab for Kvalitet i Sundhedssektoren kommende fredag.

14:05 Ankomst til retten i Odense. For fem dage siden er jeg blevet tilsagt som vidne i sagen mod de unge mennesker, der »angreb« vores skadestue den 21. august 2012. Jeg aner ikke, hvorfor jeg er indkaldt af en af forsvarerne og har forsøgt at udtænke mulige indfaldsvinkler.

Jeg har faktisk tænkt en del over, hvordan det vil blive at vidne. Trods mine 60 år har jeg kun været i en retssal én gang i mit liv, så hele scenariet kender jeg stort set kun fra film. Jeg har på intet tidspunkt været i tvivl om, at jeg naturligvis kan løse opgaven, og jeg vil også rigtig gerne støtte op om politiets arbejde med at beskytte vores medarbejdere, når de bliver udsat for fysisk eller psykisk vold i tjenesten. Det skulle bare mangle, når jeg i mange år har været fortaler for, at alle trusler mod medarbejdere skal politianmeldes!

I vidnestolen føler jeg mig meget alene, men forsvarerens spørgsmål er meget simple at besvare: Var ødelæggelserne af skadestuen for eksempel af en sådan karakter, at Kronprinsens besøg samme dag skulle aflyses? Det afkræfter jeg. Hans Kongelige Højhed bemærkede intet.

15:00 Min oversygeplejerske, Charlotte Mose, har været i retten hele dagen sammen med de fire sygeplejersker, der også har vidnet. De anerkender, at tankerne om dagen i dag har fyldt rigtig meget i deres bevidsthed. De er glade for, at det nu snart er overstået, og de bliver glade for en hilsen fra vores administrerende direktør, Jane Kraglund.

16:30 Efter at have hentet min hustru derhjemme, kører vi til dyrehospitalet. Vi ender med at sige farvel til vores gode hund under en værdig aflivningsproces. Det koster nogle tårer!

20:00 Efter en privat defusion over det sidste døgns hændelser sammen med min hustru over en livret, er der hængepartier i forhold til i morgen. Jeg når de mest centrale - men under vanlig standard. Lidt irriterende. Præsentationen til fredag hænger stadig.

23:30 Et meget anderledes døgn er slut. Jeg håber på en lidt mere rolig dag i morgen!

05:45 Efter en lidt mere rolig nat, er jeg klar til endnu en dag - dog uden den vanlige morgenhilsen fra en god ledsager igennem godt 12 år...