Skip to main content

»Den dag var den værste snestorm på året«

Når SAR-læge René Christian Bleeg er på arbejde i Flyvevåbnets Redningshelikopter Eskadrille 722 foregår det indimellem under ekstreme forhold. På en redningsaktion i Nordsøen var det tæt på at gå galt.

I voldsom snestorm og høj sø gennemførte læge René Christian Bleeg og besætningen fra Flyvevåbnets Redningseskadrille 722, den 26. januar 2014 en vanskelig og farefuld mission over Nordsøen.
I voldsom snestorm og høj sø gennemførte læge René Christian Bleeg og besætningen fra Flyvevåbnets Redningseskadrille 722, den 26. januar 2014 en vanskelig og farefuld mission over Nordsøen. (Foto: Lars Horn / Baghuset)

Signe Bjerre, info@signebjerre.com

2. aug. 2018
10 min.

Det er snestorm. Termometeret viser 15 minusgrader, og otte meter høje bølger kaster det russiske fragtskib så meget rundt i bølgerne, at René Christian Bleeg når at overveje, om den beskedne løn som SAR-læge er risikoen værd i forhold til at havne i det oprørte hav.

Et halvt døgn tidligere har han forladt sin kone og to små børn i hjemmet i Aalborg for at møde ind på Flyvestation Aalborg, hvor han bijobber i Forsvarets Redningseskadrille 722.

»Den dag var den værste snestorm på året. Allerede da jeg møder ind om morgenen, sner og stormer det«, fortæller René Christian Bleeg.

Det er den 26. januar 2014, og bortset fra vejret er dagen startet stille og roligt.

Som search and rescue (SAR)-læge i Forsvarets Sundhedstjeneste er en del af René Christian Bleegs arbejde at foretage helbredsundersøgelse på det flyvende personel. Men først og fremmest skal han som en del af besætningen i Eskadrille 722 være klar til at gå i luften, hvis alarmen går.

Besætningen består af to piloter, to flymekanikere, hvoraf den ene er redningssvømmer og SAR-lægeassistent, en læge og en systemoperatør, der også fungerer som reserveredder. De arbejder på skift i vagter, og fordriver ventetiden med forskellige individuelle opgaver.

»Det første jeg gør, da jeg møder ind, er at tjekke lægeudstyret i helikopteren. Derefter går jeg over på militærets infirmeri, hvor jeg har konsultationer resten af formiddagen og det meste af eftermiddagen«, fortæller René Christian Bleeg.

Da han er færdig, tager han sig en eftermiddagslur. Det gør han altid, så han er frisk, hvis han bliver kaldt ud om natten. Bagefter løber han fem kilometer på løbebåndet i fittnessrummet i helikopterhangaren, inden han går over i vagtstuen og spiser aftensmad. Udenfor er snestormen taget til. Det er blevet mørkt, men indenfor er der lunt og dufter godt af hjemmebagt brød og pulled pork.

 

Sømand i nød

Alarmen ringer klokken 19.55 netop som René Christian Bleeg og besætningen har sat sig i sofaen for at slå mave og se en film.

En filippinsk sømand om bord på et russisk fragtskib er faldet og har slået ryggen alvorligt. Han er ude af stand til at røre sine ben og skal derfor reddes i land fra skibet, der ligger 360 km ude i Nordsøen.

På grund af afstanden ud til fragtskibet begynder piloterne straks at regne på brændstofforbruget. Normalt bliver helikopterens tanke kun fyldt halvt op med brændstof, da den ellers vil være for tung til at løfte folk op af vandet, men piloterne vurderer, at det er nødvendigt at fylde tankene helt op, hvis de skal have brændstof nok til at nå både frem og tilbage.

De tjekker også vejrudsigten. Området over Nordsøen er præget af en hård vind med en hastighed på 25 meter i sekundet og snevejr med ringe sigtbarhed.

På vej ud til helikopteren ringer René Christian Bleeg hjem til sin familie.

»Jeg siger, at jeg tager afsted, og at de må sove godt, og at jeg elsker dem. Totalt amerikansk«, fortæller René Christian Bleeg og griner.

Klokken 20.55 letter de fra Aalborg, og få minutter senere er de på vej ud over Nordsøen.

 

Skibet krænger

Efter halvanden times flyvetur i stormvejr dukker det russiske fragtskib op i mørket. Skibet er 182 meter langt, og da René Christian Bleeg ser, hvordan det ligger og ruller, er det tydeligt, at bølgerne under ham er enorme.

Det er redningssvømmeren, der skal ned som den første. Men det er svært på grund af bølgerne. Flere gange er han ved at blive ramt af skibets master, fordi skibet vipper fra side til side. Samtidig ryster helikopteren voldsomt, da vindhastigheden er oppe på 45 knob. Det svarer til, at man hænger lige på kanten af den turbulens, som rotoren skaber.

»Vi flyver i samme højde som skibets skorsten. Redningssvømmeren hænger i en krog i hoistlinen, som er den stålwire, man bliver hejst ned fra helikopteren med. Mens vi prøver at få ham ned på skibets bagside, slår en stor bølge ind mod skibet. Jeg ser, hvordan skibet bliver løftet op af bølgen, og råber til piloten: Pas på skorstenen! Piloten når at trække styrepinden tilbage og trække os væk, men det er tæt på«, fortæller René Christian Bleeg.

De skynder sig at hive redningssvømmeren tilbage til helikopteren, og besætningen taler om, hvorvidt de skal gøre forsøget igen. Er det for farligt? Er det det værd?

»Vi overvejer, om vi skal aflyse missionen. Det er ikke seks mand og en helikopter til ca. 450 mio. kr. værd for en filippinsk lam sømand. Men vi bestemmer os for at prøve at sætte redningssvømmeren af midt på skibet i stedet for bagenden, hvor styrehuset og sømanden befinder sig. Spørgsmålet er, om der er for langt at gå med tungt udstyr på et isglat dæk i hård storm«.

Det lykkes at få redningssvømmeren ned midt på skibet. Derefter bliver den anden redningssvømmer hejst ned, og så er det René Christian Bleegs tur. Han sidder i den åbne side af helikopteren og kan se de mørke bølger skumme under sig. Sneen slår ham i hovedet og bider i kinderne. Han har prøvet at hænge i en wire over havet mange gange før, men aldrig i så voldsomt vejr. Han er ikke bange, men heller ikke helt rolig.

»Jeg forsøger at orientere mig, da jeg hænger og dingler i wiren. Det er vigtigt, at der er noget, jeg kan gribe fat i, når jeg kommer ned på dækket, for hvis helikopteren bliver blæst ud til siden, ryger jeg ud over bord,« siger René Christian Bleeg.

Da hans fødder rammer dækket, griber han fast i et rør. Dækket er vådt og glat. Vandet fra bølgerne, der skyller ind over, er iskoldt, og de må dukke sig i stormen for ikke at blive blæst omkuld. De har 15 minutter til at få den filippinske sømand op i helikopteren, hvis de skal have brændstof nok til at få bragt ham ind til et hospital, så de skal skynde sig.

»Der er tryk på bølgerne. Vi går hele tiden og forsøger at gribe fat i noget med den ene hånd. I den anden hånd har vi vores redningsudstyr, så det er lidt af en balancegang. Falder vi over bord, kan vi overleve lidt mere end en time i vandet«.

 

Lammet

René Christian Bleeg og redderne får båret udstyret hen til styrehuset op ad de mange stejle trapper.

Den tilskadekomne sømand ligger i kabyssen. Ud over den russiske kaptajn og en styrmand er resten filippinere. Sømanden er ved bevidsthed, men han taler ikke engelsk.

»Der er en trykket stemning, da vi kommer ind. Kaptajnen fortæller, at den filippinske sømand er væltet over i en bordkant på grund af en pludselig bølge. Han har slået ryggen. Jeg konstaterer hurtigt, at han er lam i begge ben. Den stakkels mand befinder sig mange tusinde kilometer væk fra sit hjemland og sine pårørende. Han kommer tilsyneladende aldrig ud at sejle som sømand eller til at gå igen«, tænker René Christian Bleeg.

Der er høj søgang, og det er svært at stå fast, men sammen med redningssvømmerne får han hurtigt den tilskadekomne stabiliseret i en vakuummadras og spændt ham fast i en stålbåre. Og efter ti minutter er de klar til at bære ham ud i stormen på dækket.

René Christian Bleeg og den ene af redningssvømmerne tager båren sammen med nogle filippinske matroser, som også hjælper med at bære hans kufferter.

Da de når frem til midt på dækket, kommer helikopteren atter ind over skibet og lader wiren dumpe ned. René Christian Bleeg skal hejses op i helikopteren som den første, så han kan tage imod patienten. Han spænder sig fast med krogen og giver tegn til, at han er klar. Piloten dirigerer helikopteren i position, venter igen på, at skibet er på en bølgetop, og kører så wiren op.

Herefter kører teknikeren igen wiren ned til skibet. Redningssvømmeren får fat i den og spænder båren fast. Med et hårdt ryk bliver den løftet fri af skibet, og helikopteren trækker sig lidt væk, så båren nu hænger og svajer ude over det oprørte hav.

 

Adrenalinen pumper

René Christian Bleeg hjælper med at få båren sikkert ind i helikopteren. Derefter kommer kufferterne og redderen. Da alle er om bord bliver skydedøren lukket, og piloten gør klar til at flyve mod land. Det hele har taget under en halv time.

»Først der går det for alvor op for mig, hvor meget jeg kampsveder under min vandtætte overlevelsesdragt og mit termoundertøj, selvom jeg lige har hængt i en wire i 15 graders kulde. Adrenalinen pumper rundt i kroppen«, fortæller René Christian Bleeg.

Da de endelig kommer inden for telefonrækkevidde igen, ringer han til Neurokirurgisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital og meddeler, at de er på vej mod Aarhus Lufthavn. Halvanden time senere lander de og får overdraget den filippinske sømand til de ventende ambulancefolk.

Klokken er 1.32. Missionen har varet fire timer og 47 minutter, og piloten kan konstatere, at der er ti minutters brændstof tilbage.

Et år senere bliver Eskadrille 722 tildelt en europæisk pris for bedste redningsindsats, og missionen bliver kåret som »Best Rescue« i 2014.

»Den redningsaktion overgår alle andre, jeg har været på. Det er jo ikke svært at tage på redningsaktion en stille og solrig sommerdag, men det her var den værst tænkelige mission, fordi vejret var så ekstremt, og skibet lå så langt væk fra land. Men det er også noget af det, der gør det sjovt og udfordrende at være SAR-læge i Forsvarets Sundhedstjeneste. Man får nogle oplevelser ud over det sædvanlige«, siger René Christian Bleeg og uddyber:

»Det er en anden form for spænding, end den man får på et sygehus. Og så er der en korpsånd i Forsvaret, der gør, at man har lyst til at yde lidt ekstra. Den korpsånd mangler på de civile sygehuse, hvor djøf’erne har effektiviseret så meget, at vi læger efterhånden er blevet timelønnede funktionærer. Problemet er, at man ikke kan sætte empati og omsorg ind i et Excel regneark. Den kærlige snak med patienterne og de pårørende tager ofte mere end en kolonne på et stykke papir.«

 

 

Faktaboks

Fakta

Om René Christian Bleeg:

Alder: 45 år

Titel og arbejdssted: Speciallæge i anæstesiologi og intensiv medicin og indtil marts 2018 uddannelsesansvarlig overlæge ved Anæstesi Nord, Aalborg Universitetshospital. Derudover major og næstkommanderende. Siden marts 2018 overlæge ved Forsvarets Luftevakueringseskadrille 690 på Flyvestation Aalborg.

Uddannelsessted: Aarhus Universitet, 2006.

Civilstand og bopæl: Gift med praktiserende speciallæge i almen medicin Karina Moy Bleeg, som han har to børn børn med på syv og ti år. Bor i Hasseris ved Aalborg.

Motivation for at arbejde for Forsvarets Eskadrille 722: »Jeg er stolt over at være tilknyttet Danmarks Redningseskadrille 722. Der en korpsånd i forsvaret, der gør, at man har lyst til at yde lidt ekstra. Den korpsånd mangler på de civile sygehuse, hvor djøf’erne har effektiviseret så meget, at vi læger efterhånden er blevet timelønnede funktionærer«.

 

 

Se også en videooptagelse fra redningsaktionen.