Den, der lever skjult,lever ...?

Lad mig starte denne artikel med en lille anekdote fra det virkelige liv:

Scenen er et redaktionsmøde for medarbejderbladet på en stor offentlig institution i Danmark. Til stede er repræsentanter fra forskellige dele af behandlingsvæsnet - både somatik og psykiatri. På skift argumenterer mødedeltagerne for deres ideer til artikler om lige præcis deres specialer i kampen om spaltemillimeterne - men da turen kommer til psykiatriens repræsentant, har hun ingenting med. Blokken er blank.

Direkte adspurgt om grunden fortæller hun, at der da er adskillige gode historier fra psykiatrien - men dem holder de traditionelt for sig selv, forklarer hun: Skulle udenforstående være interesserede i at høre mere om den psykiatriske behandling - kan de jo bare henvende sig. Og at det så at sige aldrig sker, tager hun som udtryk for, at interessen ikke er særlig stor ...

Hængt ud som morder

Kristen Kistrup er enhedschef for Enhed for Psykiatriplanlægning i Region Hovedstaden. Og han kan sådan set godt forstå, hvis der findes medarbejdere i psykiatrien, der ikke har den store lyst til af sig selv at gå til medierne med historier fra deres arbejdsliv:

»Man hører jo fra journalisterne, at de ikke er hårdere ved psykiatrien end ved andre. Men jeg har da i hvert fald oplevet sager, som er blevet håndteret og vinklet voldsomt hårdt og meget personligt. Fx er en meget velanskreven kollega offentligt blevet hængt ud som morder. Og så er det sådan, at den psykiatriske verden herhjemme ikke er større, end at det rygtes. Man kender hinanden - og så kunne man godt forestille sig, at der var nogen, der mistede lysten til at træde frem«, siger han.

Konstitueret direktør for Region Hovedstadens Psykiatri, Annette Gjerris, er inde på noget af det samme, når hun med et stænk ironi konstaterer, at psykiatrien nogle gange er lidt for synlig for det negative ... »Ellers har du ret«, svarer hun videre på spørgsmålet, om hun kan genkende billedet af psykiatrien som en lidt usynlig størrelse i offentligheden: »Du har ret derhen, at psykiatrien ikke er et speciale, der står på forsiden for heltegerningerne. Vi skal nok kæmpe hårdere for synligheden end andre specialer«.

Rig på gode historier

Både Gjerris og Kistrup mener, at pressen har en forkærlighed for de negative historier - specielt når det gælder psykiatrien:

»Jeg tror, at det er sådan, at en meget negativ vinkel i aviser og blade sælger godt. Men omvendt må vi jo også forstå, at tilbyder vi ikke andet - rykker vi ikke ud med de positive historier - så kan vi jo ikke forvente at blive kendt for andet end det negative. Der skal en anden mentalitet til, hvor vi af os selv fortæller de gode historier - for psykiatrien er rig på gode historier!«, understreger Kristen Kistrup, og Annette Gjerris kan supplere:

»I Region Hovedstadens Psykiatri har vi en erklæret strategi om større synlighed. Vi vil have psykiatrien til at træde frem som det vigtige og fuldt lødige speciale, vi er - det er vigtigt af mange årsager, en af dem er rekrutteringen. Af samme årsag har vi etableret et kommunikationssekretariat, som skal tage sig af denne opgave. Og jeg tror virkelig, at vi har en enestående chance lige nu, fordi vi er samlet i en så stor enhed«.

Kristen Kistrup: »Med hensyn til rekrutteringsproblematikken kunne man vel godt forestille sig, at det gjorde en forskel, hvis psykiatrien generelt fik et bedre ry. Der er sket et spring i psykiatrien, som i hvert fald ikke er blevet dokumenteret i pressen - og dermed sandsynligvis heller ikke nået ud til den almindelige borger. Fra at være et primært sengebaseret behandlingsvæsen med fokus på lange, stabiliserende ophold på afdelingerne har psykiatrien udviklet sig til et overvejende ambulant tilbud, som giver patienterne større mulighed for at føre et liv som andre borgere. Det er ikke et udtryk for, at sengene er sparet væk - det er tvært imod et udtryk for en bevidst behandlingsstrategi, et kvalitetsløft. Og det mangler vi nok at få forklaret«.

Der er både vilje og vej

En helt særlig problematik i psykiatrien - eller i hvert fald en problematik, som bliver yderligt forstærket her - er hensynet til og beskyttelsen af patienten. Og det er et dilemma, vedgår Kristen Kistrup, at man på den ene side gerne vil ud med sine gode patienthistorier - vil afstigmatisere den psykiatriske patient - og på den anden side også har et ansvar for selv samme patient:

»Jeg tror da, at mange kolleger lukker af for pressen af hensyn til patienten. Simpelthen for at beskytte en patient mod en tur i medierne, som patienten måske ikke selv helt kan overskue. Det er jo både prisværdigt og fornuftigt - men det kan også være medvirkende til, at psykiatrien bliver yderligere stigmatiseret. Der tror jeg, at vi dels skal lære at forstå pressen bedre og dels skal indgå i en dialog med patienterne, så man kan forklare, hvad der sker, når man stiller op til interview«.

»Hvis man har viljen til at forsøge at finde en vej, er der oftest en vej. Men det kræver vilje fra begge parter - både medierne og behandlingssystemet. For der er en barriere - det kommer vi ikke udenom. Det er først og fremmest vores opgave at behandle og beskytte patienten. Men lukker vi bare døren, lykkes vi ikke«, siger Annette Gjerris og fremhæver Landsindsatsen mod depression som et godt eksempel i denne sammenhæng:

»Der gik man gennem patientforeningen, og det lykkes rigtigt godt. Det fungerede, og den indsats har været stærkt medvirkende til, at depression ikke er omfattet af samme tabu i dag som tidligere«.

... Og lad os så slutte næsten, hvor vi begyndte: På det næste redaktionsmøde i rækken. For sandelig om ikke psykiatriens repræsentant denne gang dukkede op med ikke mindre end tre velforberedte og velegnede artikelforslag til medarbejderbladet.

De findes altså, historierne, og de kan støves op. Det kræver bare en indsats fra begge parter. Med Annette Gjerris ord: Hvor der er vilje, er der vej.

Læs også Fokus side 3264 og Kronikken side 3314 i dette nummer.