Skip to main content

Den globale sygdomsbekæmpelse - et kapløb med tiden

Professor Ib Christian Bygbjerg & professor Allan Krasnik

16. okt. 2006
4 min.

Globalisering er tidens politiske tema. Men sygdomme og sundhedsproblemer har aldrig respekteret landegrænser; sygdomsbehandling har længe været baseret på internationale erfaringer, og sundhedsvidenskaber og sundhedsuddannelser har været del af globale netværk. Folkeforbundets globale sundhedsorganisation blev grundlagt i 1923, og efterfølgeren WHO kom til verden før selve FN. Dette nummer af Ugeskriftet fremtræder anderledes end sædvanligt med sit fokus på den globale sygdomsudvikling. Her optræder de fattige, de flygtede og fordrevne, befolkninger med begrænset adgang til international medicinsk teknologi. Folkesundhedens truende perspektiver for betydelige dele af verdens befolkning tegner sig klart i artikler om udviklingsmønstre, urbanisering, dominerende sygdomme, særlige risikogrupper og behovet for en forstærket indsats. Med tal, tendensbeskrivelser og forsigtige konklusioner demonstrerer forfatterne den massive udfordring, der kalder på medfølelse, resurser og handling. Det kan ikke klares med politiske skåltaler om globaliseringens velsignelser og velgørenhedsshow i tv. Der er, som traditionerne byder på sundhedsområdet, brug for en international, faglig indsats baseret på dokumentation, professionel kompetence og velorganiserede sundhedsprogrammer.

Befolkningerne i lavindkomstlandene er ramt af en tredobbelt sygdomsbyrde - de traditionelle sygdomme som malaria, lungebetændelse, tuberkulose (TB), mave-tarm-sygdomme og underernæring, de nye infektionssygdomme med hiv/aids som den største nytilkomne katastrofe og de kroniske sygdomme som fedme, diabetes og hjerte-kar-sygdomme, der i 2020 kan forventes i udviklingslandene at forårsage lige så mange dødsfald som de smitsomme sygdomme, selv hvis milleniumudviklingsmålene om halvering af malaria, TB, hiv samt børnesygdomme og -død ikke nås i 2015. Dertil kommer psykisk sygdom, der vil udgøre 15% af sygdomsbyrden i 2015 [1]. Problemerne forstærkes desuden af sygdommenes indbyrdes sammenhæng. Det gælder infektionssygdomme som hiv/aids, tuberkulose og malaria, der indgår i fælles kædereaktioner, ligesom hypertension, dyslipidæmi og fedme øger risikoen for hjerte-kar-sygdomme og type 2-diabetes [2]. Hertil kommer særlige miljøbelastninger som pesticider, der har alvorlige konsekvenser i form af forgiftninger.

Artiklerne illustrerer, at indsatsen stadig bør tilgodese sårbare grupper som børn og unge, gravide og fødende, der er truede af de traditionelle infektionssygdomme, men også af hiv/aids-epidemien og af fremvæksten af de nye kroniske sygdomme, som kræver tidlig indsats. Mænds og kvinders forskellige sociale situation og biologiske reaktionsmønstre skaber behov for hensyntagen til køn - hvad enten det drejer sig om kollektiv vold eller vaccinationer. Flere artikler omhandler de sundhedsmæssige konsekvenser af den globale migration, hvor FN har opgjort antallet af mennesker med ophold uden for deres eget land i 2005 til 191 mio., hvoraf 13,5 mio. var flygtninge [3]. Migrationens forskellige faser, krig og anden vold, ophold i lejre og dårlig adgang til forebyggelse, screening og behandling bidrager til ophobning af sociale problemer og sygdomme for migranter i såvel fattige som rige lande - inklusive vort eget.

Artiklerne peger på tre former for indsats: bistand, uddannelse og forskning. De traditionelle, dominerende sygdomme er let helbredelige (f.eks. diare, lungebetændelse og malaria), og der er gode eksempler på reformer med fokus på udvikling af sundhedsvæsenet som middel til sikring af finansiering og organisering af indsatsen til forebyggelse og behandling af hiv/aids og kroniske ikkesmitsomme sygdomme. Uddannelse skal tilgodese behovet for kompetence vedrørende sundhedsproblemer i lavindkomstlande - ved at sikre lokal uddannelse og fastholdelse af sundhedspersonale, men også ved at gøre det let og attraktivt for de rige landes uddannelsessøgende at opnå kompetence i globale sundhedsproblemer gennem obligatoriske kurser og bedre orlovsmuligheder. Den foreliggende dokumentation vedrørende udbredelsen af ikkesmitsomme sygdomme er stadig mangelfuld, og der mangler viden om effekten af sundhedsreformer og interventioner i lavindkomstlande. Forebyggelseserfaringer fra vore rige lande kan heller ikke blot overføres til forhold, som præger fattige landes befolkninger og sundhedsvæsen. Sygdomstransitionen over kort tid kan imidlertid danne udgangspunkt for ny indsigt i generelle sygdomsårsager og forebyggelsesmuligheder. Der er således både behov og muligheder for en forstærket forskning i sundhed og sundhedsvæsener i lavindkomstlande i et globalt samarbejde mellem rige og fattige lande. Dette temanummer vidner klart om behov og muligheder - også for danske læger og forskere.



Korrespondance: Allan Krasnik, Afdeling for Sundhedstjenesteforskning, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet, DK-1014 København K.
E-mail: A.Krasnik@pubhealth.ku.dk

Interessekonflikter: Ingen angivet


Referencer

  1. Kastrup M. Global mental sundhed. Ugeskr Læger 2006;168:xx-xx.
  2. Borch-Johnsen K. Metabolisk syndrom i globalt perspektiv. Ugeskr Læger 2006;168:xx-xx.
  3. www.un.org/esa/population/hldmigration /juli 2006.