Den intensive medicinske terapi udfordres ...

Meget er sket, siden verdens første intensivafdeling blev oprettet i 1953 i sygeplejeelevernes tidligere skolestue på Kommunehospitalet i København. I alt 1.500 læger og studerende brugte 165.000 timer på manuelt at ventilere de respirationstruede poliopatienter under polioepidemien. Denne behandling førte til en reduktion af dødeligheden fra 90% til 25% [1].

Teknologien har gjort sit indtog, og ligesom med udviklingen i de medicinske og kirurgiske behandlingsmuligheder møder man i intensivterapien stadig større udfordringer på områder, der rækker fra tilsyneladende »lavpraktiske« men påtrængende kapacitetsproblemer til svære etiske dilemmaer om, hvornår en behandling skal iværksættes eller ophøre.

I dag er intensivterapien et af de mest højteknologiske og resursekrævende terapiområder i sygehusvæsenet. Med avanceret monitoreringsudstyr, infusionspumper, respiratorer og dialysemaskiner samt krav til uddannelse og normering er intensivterapien en forudsætning for både en række større kirurgiske indgreb og for moderne traume- og infektionsbehandling [2].

Den demografiske udvikling går i retning af, at der bliver flere og flere ældre personer, og kritisk syge patienter kan i dag tilbydes avanceret medicinsk og kirurgisk behandling. En række specifikke patientgrupper og behandlingsområder er blevet prioriteret; der er indført behandlingsgarantier, og der er sket en betydelig stigning i aktiviteten af elektiv kirurgi.

Denne udvikling har gennem de senere år lagt et stigende pres på de intensivmedicinske behandlingspladser både før, under og efter behandling af den primære lidelse og har på intensivafdelingerne nødvendiggjort en prioritering mellem patienter, som alle har et større behov for behandling og pleje, end hvad der kan tilbydes på en almindelig sengeafdeling. Det medfører en række uhensigtsmæssige konsekvenser bl.a. i form af afvisninger, overflytninger eller aflysninger af planlagte oprationer, ud over at kvaliteten generelt forringes, når de lægelige resurser går fra behandling til administration [3]. Det er selvsagt ikke optimalt, og vi kommer ikke uden om at øge kapaciteten visse steder i landet.

Intensivbehandling handler om liv eller død, og med den faglige udvikling er de økonomiske og menneskelige/etiske beslutninger rykket tættere på. Kritisk syge patienter kan i dag behandles og overleve med god livskvalitet. Det er godt. For andre patienter kan det handle om at få forlænget livet en tid. Det rejser det etiske dilemma om, hvorvidt effekten af investeringen står mål med omkostningerne. Både menneskeligt og økonomisk. Hvornår er en behandling for dyr? Hvornår er en behandling udsigtsløs? Derfor anbefales det også, at der udvikles mere forfinede sundhedsøkonomiske støtteværktøjer [4] og nationale retningslinjer for afslutning af udsigtsløs terapi [5].

Den 1. januar 2007 blev de 14 amter erstattet af fem nye regioner. Hermed er der taget fat på omfattende forandringer af sundhedsvæsenet. Forandringer, som skal ruste sundhedsvæsenet til at møde det stadigt større pres i årene, der kommer.

De større enheder og det større patientgrundlag giver os nogle nye muligheder. Muligheder for at tænke i sammenhænge og helheder og muligheder for at planlægge placering af specialerne, så koordinering og samarbejde bliver lettere, og hensynet til en fornuftig udnyttelse af apparatur og personaleresurser tilgodeses.

Høj faglig kvalitet, sammenhængende patientforløb og effektiv udnyttelse af resurser er de nøgleord, der skal dominere arbejdet med planlægningen af den nye sygehusstruktur. Det betyder, at intensivterapien skal organiseres og placeres i naturlig forlængelse af akutmodtagelsen, kirurgien og det medicinske område.

Sundhedsstyrelsen udstikker de overordnede rammer for planlægningen, men det er regionerne, der skal udfylde rammerne under hensyntagen til de lokale forskelle og muligheder, herunder de fysiske forhold, patientgrundlaget og aktiviteterne i de henvisende specialer. Dette arbejde er i fuld gang, men mange brikker skal falde på plads, for at projektet skal lykkes. En af de helt store opgaver handler om at opnå enighed med regeringen om de langsigtede investeringer i fremtidens sundhedsvæsen herunder tilpasning af intensivterapi til regionernes behov.

Korrespondance: Bent Hansen, Danske Regioner, Dampfærgevej 22, DK-2100 København Ø. E-mail: regioner@regioner.dk

Interessekonflikter: Ingen angivet