Skip to main content

Det seneste årti har specielt inden for de kirurgiske fag været præget af en teknologisk udvikling, som vel har overgået de flestes fantasi og bl.a. muliggjort minimal invasiv kirurgi, hvilket sammen med en tilsvarende udvikling inden for billeddiagnostik, anæstesi og kirurgisk patofysiologi har medført et større og sikrere kirurgisk behandlingstilbud til bl.a. den stadigt stigende ældre population. Det kunne umiddelbart forventes, at denne fascinerende udvikling ville gøre de kirurgiske fag mere attraktive, men paradoksalt nok er det modsatte tilfældet, og kirurgien står over for en alvorlig krise, såfremt der ikke snarest gribes ind.

For det første er der væsentlige uddannelsesmæssige problemer (1), der resulterer i mindre kirurgiske tekniske færdigheder, et problem, der inden for de næste 5-10 år accentueres ved afgang af ældre kirurger, som behersker faget (2). En væsentlig årsag til det reducerede kirurgiske erfaringsgrundlag og deraf følgende tekniske færdigheder er nedsat patientkonfrontation som følge af 37-timers-arbejdsugen, som inkluderer vagtberedskabet. Kirurger i andre dele af den vestlige verden er uforstående over for vores korte arbejdsuge, som umuliggør sufficient praktisk og teoretisk uddannelse, specielt set i lyset af de mange øgede krav, der stilles til den kompetente kirurg grundet den teoretiske og tekniske udvikling. Trods det indlysende paradoks, at kirurgmassen er fordoblet, mens patientpopulationen (antal operationer) er uændret, er der ikke iværksat initiativer, som kunne løse det. Et tillæg af en lang række ikkelægelige arbejdsopgaver i dagligdagen mange steder samt et stigende antal administrative opgaver, som fx diagnoserelaterede grupper (DRG), elektronisk patientjournal (EPJ), akkreditering, øgede krav til patientinformation etc. har yderligere belastet den kirurgiske oplæring inden for den korte arbejdstid, specielt hvad angår muligheder for superviseret kirurgi og varetagelse af den kirurgiske kerneydelse.

Det haster derfor med løsningsforslag, hvilket nødvendigvis må implicere en bevaret dagtidsfunktion med lønkompensation for vagtberedskab. Andre tiltag vil være opjustering af administrative medarbejdere på de kirurgiske afdelinger for at øge patientkonfrontationstiden. Nedbringelse af pålagte administrative opgaver vil have stor positiv effekt og kan således være en hjælp inden for de eksisterende rammer. Endelig kan de kirurgisk tekniske kvalifikationer øges ved hjælp af nyere indlæringsmetoder med simulatorer og virtual reality, hvor systemer er tilgængelige inden for både minimal invasiv kirurgi, endoskopi og åben kirurgi. Igen kræver sådanne tiltag økonomiske ressourcer til etablering af træningsfaciliteter på de uddannelsestunge afdelinger.

Det andet problem er rekruttering af yngre læger til de kirurgiske fag (3). Der er således nu mange eksempler på ubesatte kursusstillinger i modsætning til tidligere tiders store konkurrence om disse stillinger. Årsagerne til den nedsatte rekruttering er utvivlsomt mange og omfatter bl.a. dårlige uddannelsesforhold og ulyst til at gå ind i fag med tung vagtbelastning. Medvirkende har formentlig også været, at mange yngre læger har erkendt, at en sufficient kirurgisk teknisk uddannelse er vanskelig at opnå, og at de første 5-10 år i uddannelsen derfor fagligt set findes utilfredsstillende med den nuværende uddannelses- og bemandingsstruktur. En løsning af de uddannelsesmæssige problemer vil derfor have afsmittende virkning på rekrutteringsproblemet.

Vi står derfor i en brydningstid, som paradoksalt nok er karakteriseret ved, at kirurgien alt i alt må anses for at være et yderst attraktivt fag, men hvor der alligevel er overordentlig store uddannelses- og rekrutteringsproblemer, som utvivlsomt inden for få år må karakteriseres som en krisesituation. Konsekvenserne af dette vil forstærke den nedsatte rekruttering til kirurgisk forskning og udvikling. En manglende stillingtagen til problemet, hvis løsning nødvendigvis indbefatter ressourceallokering, vil have betydelige økonomiske konsekvenser, idet kvaliteten af den kirurgiske behandlingsindsats utvivlsomt vil falde hurtigt. Det vides således, at risiko for kirurgiske komplikationer er relateret til kirurgisk teknik (4) og antallet af operationer for den enkelte kirurg (5).

Sammenfattende vil den igangværende udvikling reducere kvaliteten og hindre implementering af nye kirurgiske behandlingsprincipper i Danmark. Det haster således med en både præventiv og terapeutisk indsats over for den helt åbenlyse krise i kirurgien, idet den ikke vil kunne genoprettes inden for en kortere årrække, hvis først den kommer i fuldt udbrud.


Referencer

  1. Silen W. Crisis in surgical education. J Am Coll Surg 2001; 193: 514-5.
  2. Ovesen H, Helligsø P, Kromann-Andersen B, Bentsen HH, Hillingsø J, Tønnesen H. Den funktionsbærende enhed inden for kirurgien - konsekvenser nu og om fem år set i relation til antallet af kirurgiske speciallæger. Ugeskr Læger 1999; 161: 3719-23.
  3. Hillingsø JG. Kirurgmangel - hvorfor? Ugeskr Læger 2002; 164: 1543-6.
  4. Healey MA, Shackford SR, Osler TM, Rogers FB, Burns E. Complications in surgical patients. Arch Surg 2002; 137: 611-8.
  5. Hannan EL, Radzyner M, Rubin D, Dougherty J, Brennan MF. The influence of hospital and surgeon volume on in-hospital mortality for colectomy, gastrectomy, and lung lobectomy in patients with cancer. Surgery 2002; 131: 6-15.