Skip to main content

Den Lægevidenskabelige Forskningsfond for Storkøbenhavn, Færøerne og Grønland ophører efter 37 år

Administrator Torben Mogensen, Sekretariatet, Rytsebækvej 18, 2830 Virum E-mail: tomo@post.dbunet.dk

1. nov. 2005
2 min.

»Den Lægevidenskabelige Forskningsfond for Storkøbenhavn, Færøerne og Grønland« har netop sluttet sit virke med udgangen af 2004.

Det ikke særligt mundrette navn dækker over en af de regionale forskningsfonde, der blev resultatet af et møde i april 1965 med repræsentanter for Sygehusforeningen i Danmark, Københavns Magistrat, Undervisningsministeriet, Indenrigsministeriet, Sundhedsstyrelsen og forskellige fraktioner inden for DADL. Et efterfølgende udvalgsarbejde førte til etableringen af otte regionale forskningsfonde; denne fra marts 1967 og dækkende sygehusene i Københavns Amt, sygehusene under Københavns Hospitalsvæsen og dem på Færøerne og Grønland.

Fra starten blev fondens midler tilvejebragt ved, at de tilknyttede sygehuse indbetalte 350 kr. årligt for hver normeret lægestilling. Der var ikke aftalt nogen regulering af beløbet, men i 1991 lykkedes det at forhandle beløbet op til 500 kr. Det har betydet, at fonden ved starten rådede over knap 700.000 kr. årligt, stigende pga. et voksende antal læger til ca. 1 mio. kr. årligt i 1990, fra 1991 til 1,4 mio. kr. årligt for nu ved slutningen at være 1,7 mio. kr. igen pga. stigningen i antallet af læger gennem 1990'erne til i dag ca. 3.400 læger ved de nævnte sygehuse.

Fondens trods alt begrænsede midler har gjort, at man fra starten indså, at man ikke herfra kunne bære store, økonomisk tunge projekter igennem alene. Man valgte derfor at prioritere igangsætning af unge, nye forskere med midler i størrelsesordenen 20.000-80.000 kr., og gennem de 37 år fonden har fået lov at eksistere, er det så blevet til 1.040 bevillinger til et samlet beløb på 38,4 mio. kr.

H:S tog i januar 2004 initiativ til at stoppe fonden, og Københavns Amt fulgte trop. Nu er der kun tilbage, at jeg »slukker og lukker« omkring løbende bevillingers regnskaber og rapporteringer samt hermed siger tak for behageligt samarbejde med mange rådgivere, bestyrelsesmedlemmer og ansøgere.