Den unge forfatter David Wagner var dødssyg af en autoimmun hepatitis. Efter en vellykket levertransplantation vandt han en af Tysklands største litteraturpriser for romanen "Lever", der sætter sygehushverdagen og organtransplantationers eksistentielle aspekter under lup.
BERLIN. "Jeg ved, hvad det betyder. B., min læge, der har behandlet mig, siden jeg var tolv, har advaret mig tit nok de sidste mange år. Jeg ved, at der er gået hul på øsofagusvaricerne, åreknuderne i mit spiserør, jeg ved, at jeg nu bløder indvendig og ikke må besvime, jeg skal ringe efter en ambulance."
Ambulancen kommer rettidigt, og fortælleren, der lider af autoimmun hepatitis, holdes i live. Men ligesom for den leversyge tyske forfatter David Wagner bliver episoden et stærkt vendepunkt for fortælleren i hans fiktionaliserede beretning "Lever", der efter den prestigefulde hovedpris ved Leipziger Buchmesse nu er udkommet på dansk.
"Min tilstand var pludselig kritisk, og dermed bliver hverdagen til en ventetilstand, hvor man ikke ved, om toppen af ventelisten eller døden kommer først," fortæller David Wagner, der ligesom hovedpersonen i romanen ender med at få en lever fra det centraleuropæiske Eurotransplant.
Herfra udfolder romanen sig med sygehussengen på Charité-hospitalet i Berlin som omdrejningspunkt med et væld af - måske fiktive - bifigurer.
"Det skulle ikke være en autopatografi, men langt mere en bog om sygdom og sygehuse, der også altid er et fortællingen hus," siger David Wagner.
"De fleste patienter fortæller deres livs- og sygehistorie igen og igen, formentligt fordi den måske snarlige død skaber en horisont for en sammenhængende fortælling."
På sygehuset reduceres Wagners tavse patient derimod til en tålmodig "tid-spiser" - og til sin sygejournal. Alligevel er det en positiv beretning, der ikke retter sig imod hverken det tyske sundhedssystem eller den moderne medicins muligheder, understreger David Wagner.
"Derfor er det heller ikke en beretning om en skæbnekamp. Fortælleren "afgiver" sin krop, lægger den uden spørgsmål i lægernes hænder."
Ovenover handlingsforløbet udspiller fortællerens refleksioner sig om håb, døds- og livsangst - og om den udfordring det er for både krop og sjæl at tage imod et donororgan. Et aspekt er de filosofiske overvejelser om sammensmeltningen med det transplanterede organ og de bevidsthedsmæssige følger af at have en del af et fremmed menneske i sig. Et andet er de emotionelle og eksistentielle kvaler ved at overleve igennem en andens død.
Netop disse aspekter har medført, at David Wagners oplæsninger er ombejlede, ikke bare i litterære fora men også ved fagkonferencer, lægekamre, transplantfora og patientforeninger.
"Lægerne glæder sig generelt over at opleve disse situationer fra patientperspektivet - og så morer de sig ofte over beskrivelsen af læger og forsøger at genkende visse lægetyper, siger David Wagner med et smil.
"Mange læger tænker en smule teknokratisk. De taler om et organ som "en lille kemisk fabrik", men faktisk er de generelt meget interesserede i den anden dimension, den mere filosofiske."
Et yderligere stort tema i "Lever" er fortællerens taknemmelighed over, at et fremmed menneske er villigt til at donere sine organer efter sin død. Fortælleren "W." kæmper længe med tanken om et anonymt takkebrev til donorens pårørende, men som forfatteren Wagner fuldfører han det ikke.
"Takkebreve er en mulighed i Eurotransplant, men man kender ikke adressaten og må ikke afsløre noget personligt, så for mig var det nok en mere meningsfuld vej at skrive denne bog," siger David Wagner.
"Jeg håber selvfølgelig, at pårørende til donorer læser den. Og at den har en oplysende effekt, så der er langt flere, der i det mindste tager stilling til organdonation."
Læs en anmeldelse af bogen i næste udgave af Ugeskrift for Læger.
David Wagner: "Lever", Gyldendal. 264 sider, 299,95 kr
