Den midtjyske akutrevolution

Det er sidst på eftermiddagen få dage før jul. Læge Claus Sohrt har arbejdet i praksis i Silkeborg hele dagen, nu er han netop startet i lægevagten på akutklinikken på Regionshospitalet Silkeborg. Her venter han på en patient, der har problemer med en albue. Som alle praktiserende læger i Region Midtjylland har Claus Sohrt hele dagen i praksis skullet tage sig af henvendelser fra akutte patienter, der var kommet til skade eller er blevet akut syge. Nu har han lægevagt til klokken 22, og imens har han en kollega, der »kører i marken«. Efter klokken 22 kan den kørende læge kaldes ind, hvis det er nødvendigt.

Også et par behandlersygeplejersker er parate til at tage sig af akutte patienter og til at assistere Claus Sohrt, der har fysiske rammer og faciliteter til at kunne foretage en lang række undersøgelser. Det skyldes alt sammen den akutaftale, der blev indgået for et års tid siden mellem regionen og praksisudvalget, og som blev implementeret i to omgange i løbet af 2012.

»Det er endnu forholdsvis nyt med denne akutaftale, men jeg synes, det fungerer godt«, siger Claus Sohrt, der glæder sig over, at han nu på formaliseret vis får assistance fra andre personalegrupper.

Behandlersygeplejerske Erling Helligsø Svinth står i et af klinikkens andre rum og danner sig et overblik med et blik på skærmen. Han er ansat på hospitalet, men lige nu samarbejder han med en læge, der kommer direkte fra en praksis ude i byen. Det har han det godt med:

»De praktiserende læger er gået ind i dette her med en god indstilling til samarbejdet. De er meget kompetente«, siger han.

»Før sad vi i et hjørne med vores taske - nu er vi en del af systemet«

Adgangen til akut behandling er nu énstrenget og går gennem de praktiserende læger, medmindre der er behov for kontakt til 112. Regionens praktiserende læger har dermed fået en central rolle i akutarbejdet, og de skal både visitere og behandle og arbejde tæt sammen med sygehuspersonale. Hvordan er det så gået med på den måde at lade to kulturer fungere sammen?

Bruno Kæmsgaard er praktiserende læge og har været vagtchef i Silkeborg i fem år. Han mener, at det først og fremmest er i lægevagten, der for alvor er sket nyt. Godt nok betyder aftalen, at mindre skader i dagtimerne skal klares i praksis, men det er i gennemsnit mindre end en enkelt skade, lægen dagligt får i praksis i forhold til før, og de praktiserende læger visiterede også tidligere til indlæggelse ved akut sygdom. Nu er det blot blevet formaliseret, at det altid skal gå gennem den praktiserende læge.

»I vagten er vores rolle imidlertid for alvor blevet ændret. Før ,sad vi i et hjørne med vores taske` og kunne stort set ikke andet end at tilse patienter og eventuelt sende dem videre. Nu samarbejder vi med sygehusets behandlersygeplejersker, vi er den lægefaglige backup, og vi kan trække på ortopædkirurgerne, kan få taget ekg, blodprøve, røntgenbillede osv. Før var vi uden for sygehussystemet, nu er vi fysisk integrerede og har et tæt samarbejde om patienten«, siger Bruno Kæmsgaard.

Han og kollegerne er for alvor blevet gatekeepere. Da dette interview finder sted, har Bruno Kæmsgaard netop efter en telefonisk henvendelse indlagt en patient med hjerteproblemer, og en akut patient, der kom i hans praksis, er ligeledes blevet sendt videre i systemet. Som sine kolleger har han oprettet et særligt nummer, som akutte patienter kan henvende sig på, så de ikke ender i telefonkø. De skal kunne komme til med det samme, også ved direkte henvendelse i praksis.

Men hvilke meldinger får Bruno Kæmsgaard som vagtchef fra kollegerne? Hvordan oplever de akutaftalen, nu hvor den allerede er blevet en del af hverdagen?

»Jeg har bedt mine kolleger maile både godt og skidt til mig, og der kommer mest godt. Nogle siger, at det simpelthen er blevet sjovere at have lægevagt. Det er fagligt mere tilfredsstillende i højere grad at kunne følge de enkelte patientforløb til dørs«, siger Bruno Kæmsgaard.

Gode patientforløb

Men selvfølgelig er der kulturforskelle. De behandlersygeplejersker, der arbejder i Silkeborg, arbejder også på klinikken i Skive og på den store akutafdeling i Viborg, og det gør erfaringsgrundlaget bredt. De supporterer de praktiserende læger og holder øje med patienter i venteværelset, der måske er mere syge, end de har givet udtryk for i telefonen. De har det tætte samspil med lægen, og afdelingssygeplejerske Mette Toftdahl kan sige meget godt om aftalen og samarbejdet. Men der er også et enkelt forbehold:

»Vi behandlersygeplejersker er ansat af regionen, mens de praktiserende læger er selvstændige. Når vi arbejder sammen med dem, er vi stadig ansat på hospitalet og skal leve op til nogle helt bestemte standarder, procedurer og arbejdsgange, som vi er akkrediteret efter. Det er de praktiserende læger ikke underlagt. Det er forskellen, og der kan da godt opstå situationer, hvor det hænger i luften, hvem det egentlig er, der bestemmer på akutklinikken«.

Når det er sagt, lyder der kun lovord fra Mette Toftdahl, og for sygehusets sygeplejersker har mødet med de praktiserende læger generelt været en særdeles god oplevelse: »Vi møder nogle meget kompetente læger, og det giver gode patientforløb og et godt flow i arbejdet. Vi respekterer hinanden, og hvor behandlersygeplejerskerne måske før på skadestuen ofte arbejdede sammen med yngre og stadig forholdsvis uerfarne sygehuslæger under uddannelse, arbejder de nu sammen med yderst erfarne praktiserende læger, der kan tage en beslutning. Vore kompetencer supplerer hinanden godt«, siger Mette Toftdahl.

»Har I fået det her presset ned over hovedet?«

Formand for PLO-Midtjylland, Bruno Melgaard Jensen: Nogle sygehuslæger tror, at akutaftalen er noget, vi er blevet påtvunget. Men det meste er faktisk vore egne idéer, der er blevet til virkelighed.

For formanden for PLO-Midtjylland, Bruno Melgaard Jensen, ligger der i akutaftalen med regionen et vigtigt signal fra de praktiserende læger. De har vist, at de også bekymrer sig for deres patienter efter klokken 16, og de har vist, at de gerne vil integreres i akutarbejdet og vil gøre en indsats for, at patienterne kan blive behandlet tæt på deres bolig ved akut sygdom og skade.

»Ja, om ikke andet viser det da, at vi er parate til forandring«, siger Bruno Melgaard Jensen.

»Aftalen indebærer flere opgaver for os, og vi oplever da også sygehuslæger spørge, om det her er noget, vi har fået trukket ned over hovedet. Til det kan jeg sige, at det faktisk er vores egen idé. Regionen ville gerne have os på banen i de områder, hvor det akutte beredskab haltede. Men vi ville ikke kun udfylde huller, vi ville have en samlet plan for, hvordan vi som praktiserende læger kunne tage over i akutbehandling og -visitation, og det blev så til akutplanen«.

For Bruno Melgaard Jensen sk al akutaftalen ikke mindst ses i lyset af en ny sygehusstruktur, der for nogle borgere har betydet meget langt til en akutafdeling. Ved at placere akutbehandling og -visitation hos de praktiserende læger og ved at oprette akutklinikker skabes der tryghed og nærhed for de borgere, der rammes af akut sygdom eller skade.

»Vi har fået et system, der er fælles for hele regionen, som har sikret nærhed i akutbehandlingen, og hvor flere personalegrupper samarbejder i beredskabet. Og de meldinger, jeg får fra kollegerne er, at det går stille og roligt fremad med at få de to kulturer til at smelte sammen, så resurserne udnyttes bedst muligt«, siger Bruno Melgaard Jensen.

Akutaftalens formål

At skabe et enstrenget visitationssystem for alle akutte henvendelser, som ikke kræver kontakt til 112.
At integrere de praktiserende læger i akutarbejdet gennem tæt samarbejde med sygehussektoren.
At alle henvendelser om akut sygdom eller skade døgnet rundt skal rettes til praktiserende læger.
At mindre skader behandles af praktiserende læger i praksis eller i akutklinik/lægevagt.
At patienter kan behandles akut i praksis/lægevagt/akutklinik og dermed tættere på, hvor de bor.
Mindre skader - større skader
Praktiserende læger skal både behandle og visitere. En række skader, der tidligere blev behandlet på skadestuer, skal nu behandles af praktiserende læger og behandlersygeplejersker med lægelig backup. Det kan være fremmedlegemer i ører, næse og hud, øjenskader, sårskader, brandsår, tand- og mundskader mv.
Større skader, der vurderes at kræve ortopædkirurgisk kompetence, og akut sygdom, der vurderes at kræve hospitalsbehandling, henvises til regionshospital med akutmodtagelse. Det er den praktiserende læge, der står for visitationen.