Den nazistiske nyresten

»Jeg vil ikke behandles af et dyr!«

»Nu sender I vel ikke den samme idiot som i går!«

»Giv mig morfin eller jeg tilkalder mine venner!«

En ung nynazist udfordrede tidligere på året lægeetikken på Amtssygehuset i Gentofte.

Han ankom til skadestuen med nyrestensproblemer og blev tilset af en forvagt af iransk afstamning, men afviste lægen med den begrundelse, at han ikke anså vedkommende for et menneske, men et dyr.

Forvagten ringede rystet til bagvagten på urologisk afdeling, og satte ham ind i situationen. Den umiddelbare tanke hos bagvagten, afdelingslæge, dr.med. Kari Mikines , var at gå ned til nazisten og bede ham om at forlade stedet. Han drøftede situationen med afdelingens administrerende overlæge, som også var fortørnet og parat til at sende patienten hjem øjeblikkeligt.

»Men så tænkte jeg: hvis nu pressen fik nys om historien, hvordan ville jeg og hospitalet stå juridisk, og jeg kontaktede derfor den lægelige vicedirektør, som pålagde mig at tilse patienten med den argumentation, at man ikke kunne udelukke, at patienten var alvorligt syg. Det var med en underlig smag i munden, at jeg gik ned og undersøgte patienten«, udtaler Kari Mikines.

Da han når ned i skadestuen, er patienten imidlertid blevet smertefri, og Kari Mikines udskriver ham, dog med henblik på en indkaldelse til røntgenundersøgelse for nyresten på et senere tidspunkt.

Inden patienten forlader skadestuen, indskærper Kari Mikines ham, at han må være indstillet på at blive undersøgt af det personale, som bliver stillet til rådighed.

Men det er faktisk ikke korrekt.

Enhver patient, uanset politisk eller anden holdningsmæssig observans, skal undersøges, hvis der foreligger et akut behandlingsbehov. Også hvis patienten af en eller anden grund ikke ønsker forvagten eller en anden læge. Bagvagten skal i yderste konsekvens tilkaldes fra hjemmet. Det fremgår af læge-lovens § 7 og af § 8 i de etiske regler for læger.

Kun i tilfælde af opsættelige sygdomme og lidelser, fx en forstuvning, kan patienten ikke forlange at blive tilset af en anden læge på grund af modvilje mod den behandlende læge.

Det eneste retslige efterspil, som kunne komme på tale efter hin dag i skadestuen på Amtssygehuset i Gentofte, er en sigtelse efter straffelovens § 267, som omhandler krænkelse af ære og kan straffes med bøde eller hæfte. Forvagten har imidlertid ikke ønsket at gå videre med sagen.

Opbakning i lægegruppen

Selv om Kari Mikines føler, at han måske skulle have handlet anderledes og sendt patienten på porten, selv om vedkommende formentlig havde en nyresten, har han ifølge alle givne forskrifter håndteret situationen korrekt. Men sagen kan stadig bringe stærke følelser op i ham.

»Inderst inde føler jeg mig nok fortsat uenig med de officielle instanser, som jeg har talt med, for jeg synes ikke, at det grundlæggende er rimeligt, at en patient kan bestemme, hvilken læge vedkommende vil ses af, fordi patienten tilfældigvis ikke kan lide hårfarven eller næsens form på den først anviste læge«, udtaler han.

»Jeg kan selvfølgelig godt se, at man som læge må gøre, hvad man kan for en patient, som er ude af stand til at tage vare på sig selv. Men er patienten vågen, klar og orienteret, må det være patientens eget valg, om han eller hun vil lade sig behandle af en læge, som patienten ikke kan lide, eller finde sig et andet sted at lade sig behandle«, nævner Kari Mikines.

Han oplyser, at der i lægegruppen er stor opbakning bag hans vurderinger og ligeledes skuffelse over ledelsens påbud om at undersøge nynazisten. Han har også forelagt sagen i amtsreservelægerådet Kari Mikines har det ikke godt med tanken, om at det samme kunne ske igen, for de politiske og etiske rammer er uændrede.

Sagen har blandt andet været drøftet i hovedsamarbejdsudvalget på sygehuset, og Kari Mikines oplyser, at sygehuset nu arbejder på at lave en detaljeret politik på området, men indtil videre er holdningen hos ledelsen, at man vil anskue situationen fra sag til sag.

Kun speciallæger, tak

Kari Mikines er i tvivl om, hvordan han ville reagere, hvis en situation såsom nazinyrestenen skulle opstå igen. Han overvejer, om ikke grænserne for at nægte en patient behandling skal flyttes.

»Man skal i hvert fald som læge og menneske overveje, hvad man vil stå model til og måske selv tage ansvar for at sige, ,det vil jeg ikke finde mig i, du må ud af døren!`«, nævner han.

Kari Mikines er i et videre perspektiv bekymret for, om patientens ret til at forlange behandling af en speciallæge ved sygdom af uopsættelig karakter skulle blive kendt og anvendt af en bredere kreds af befolkningen.

»Med den her sag får patienterne vished for, at de har ret til at takke nej til behandling fra en bestemt læge, hvorved man kunne risikere, at flere patienter ville vælge at gøre det, og her forudser jeg en situation, som ikke har noget med racisme at gøre. Men tænk hvis patienterne udviklede sig til, at den eneste ,race` de ville undersøges af var speciallæger. Jeg fornemmer, at det er en holdning, som er på vej, og det vil være en bombe under hele vores sygehussystem«.

Vennerne kom forbi

Nazisten med nyrestenen mødte i øvrigt op på skadestuen dagen efter hans afvisning af forvagten. Han havde smerter. Hans indgangsreplik til sygeplejepersonalet var: »Nu sender I vel ikke den samme idiot som i går!« En - ny - forvagt undersøgte manden og gav ham et smertestillende middel, som patienten imidlertid ikke var tilfreds med, eftersom det ikke var et morfinpræparat. Han bad derefter om morfin, men det blev nægtet. Derpå hev han sin mobiltelefon frem og ringede til vennerne, som ti minutter senere mødte op på skadestuen med en morfintablet til deres gode ven. Han blev derefter indlagt for videre undersøgelser, lå på sin stue i 18 timer, før han gik sin vej. Er ikke siden set på sygehuset.