Skip to main content

Den onde og den rigtig gode læge

Journalist Jacob Berner Moe, jacob@bernermoe.dk

1. nov. 2005
9 min.

Det er omkring 80 år siden, at den russiske læge og forfatter Mikhail Bulgakov skrev novellen »Ilddåben«. En nyuddannet læge bliver hen under aften kaldt hen på sygehuset. Her ligger en fødende kvinde i voldsomme smerter. Barnet ligger på tværs, og den unge læge går i gang med at undersøge kvindens mave.

»Med et bekymret udtryk fortsatte jeg med at palpere maven fra alle kanter og kiggede hen på jordemødrenes ansigter.

De så begge alvorlige ud, og i blikkene kunne jeg læse, at de påskønnede min handlemåde. Faktisk var mine bevægelser sikre og korrekte, og min uro forsøgte jeg at skjule, så godt jeg kunne, ikke på nogen måde ville jeg afsløre mig selv«.

Lægen aner mildt sagt ikke, hvad han skal stille op. Det eneste han kan komme i tanke om, er at beordre fuld bedøvelse. Det giver ham tid til at køre hjem og slå op i sin lærebog.

Uddraget kan man finde i den norske bog »På sykeleiet«, en af to nyudgivne nordiske antologier, der samler en række eksempler på, hvordan internationale forfattere gennem tiden har fremstillet medicinfaget og lægen.

Overordnet set er der ikke meget at muntre sig over. I hvert fald ikke hvis man er læge.

»Lægen er ofte skildret kritisk,« konkluderer Lars Erik Böttiger, der er pensioneret læge, professor og står bag den svenske antologi »Den andra verkligheten«.

Bogen udkom i maj og er en opfølgning til samlingen »Å herregud, mitt i semestern«.

Lars Erik Böttiger nævner den russiske læge og forfatter, Anton Tjekhov, som et klassisk eksempel.

»I hans bøger er lægen ofte ukyndig og alkoholiseret.«

Det værste er næsten, at kenderen Böttiger ikke ser nogen ændring i fremstillingen af lægerne gennem de seneste 100 år.

Helt frem til i dag slæber litteraturens læger rundt på masser af laster.

Lægen er plastisk

»Læger er for det meste griske eller sexbesatte i litteraturen,« fastslår Per Vestergaard, der er professor ved Aarhus Universitet og administrerende overlæge på Psykiatrisk Hospital i Århus. Han har altid haft »sammenfaldet mellem litteraturen og lægegerningen« som sin store interesse.

»Lægerne er enten ude efter penge eller efter at komme i seng med kvindelige patienter. Det er den slags traditionelle laster, som læger iklædes i litteraturen«, siger professoren.

Hans blik er naglede til loftets planker Hans hånd til Ninas arm, hvor pulsen banker Men under tæppet finder du hans tanker

Emil Aarestrups ritornel, »Lægen«

Lægen har faktisk altid været udsat for en hård behandling i litteraturen. En af de skrappeste var den franske forfatter Molière, der latterliggjorde de oppu-stede læger i sine skuespil i det 17. århundrede.

Men hvis man udvider sigtet, findes der faktisk også en række eksempler på, at lægen bliver løftet til det guddommelige.

I Morten Korch-bøger og i kioskernes lægeromaner er lægen helten.

Alyssa fik en klump i halsen. Pierre var en meget omsorgsfuld læge. Og han ville blive en meget omsorgsfuld far ... Hun ville ønske, at hun kunne se ind i fremtiden, så hun kunne få at vide, hvordan det hele ville gå.

»Jul i Paris« af Margaret Barker. Alyssa er læge på en fransk klinik, og Pierre er overlægen

Litteraturens læge er altså overordnet set enten god eller slet. Sjældent midt imellem. Det bekræfter den norske læge Jan C. Frich, der underviser i litteratur og medicin på universitetet i Oslo.

Han har en god forklaring på, hvorfor forfattere kloden over bruger lægen som instrument for at fortælle deres historier.

»En læge kan finde på at sige og gøre mange mærkelige ting. En læge kan drikke og alligevel behandle patienter. En læge kan være grisk og alligevel flink. Der er mange måder at være læge på. Lægerollen er ikke låst. Den indeholder mange modstridende krav. Lægefiguren er plastisk. Forestil dig en pilot. Der er på en måde grænser for, hvad en pilot kan foretage sig.«

Frelsen og fortabelsen

Den norske professor i litteraturvidenskab, Knut Stene-Johansen, der har været medforfatter på den norske antologi, er ikke helt enig i, at man kan dele litteraturens læger op i gode og onde.

Men han fastslår, at en læge aldrig er ligegyldig i en roman.

»Lægen berører altid en tematik, der er grundlæggende. Når læger er implicerede, handler det om liv og død. Der-for har en læge altid stor betydning.«

Han nævner landsbylægen Charles Bovary fra en af litteraturhistoriens store romaner, »Madame Bovary« af Gustave Flaubert som et eksempel.

Efter at Charles Bovary har læst i en opslagsbog om klumpfod, foretager den selvbevidste landsbylæge selv et indgreb på en af bysbørnene. Det går ikke særlig godt, og en specialist må tilkaldes. Til landsbylægens store skam.

I denne passage sidder han og spekulerer, mens specialisten et andet sted i byen ser på skaderne:

Hvis Hippolyte døde, så var det ham som havde dræbt ham. Hvad skulle han sige, når han var på sygebesøg, og patienterne udspurgte ham? Måske havde han alligevel lavet en eller anden fejl? Han tænkte, men kunne ikke komme i tanker om, hvad det skulle være. Selv de mest berømte kirurger kan jo begå fejl. Men det ville folk aldrig forstå ...

»I litteraturen repræsenterer lægen både frelsen og fortabelsen. Han er både repræsentant for det gode og det onde. Derfor er lægen ofte central«, mener den århusianske professor Per Vester-gaard, der tydeligt kan kende den lægerolle fra virkelighedens verden.

Litteratur afspejler virkeligheden

»Lægen er jo i mange situationer frelseren. Men nogle mennesker bliver også forbitret på lægen, for eksempel når en ægtefælle dør. Så vil en primitiv reaktion være at rette en fortvivlelse i form af vrede mod lægen. Det er der jo mange af os, der går op i limningen over«, siger Per Vestergaard, som er glødende tilhænger af at indføre litteraturen i medicinstudiet.

I øjeblikket kæmper han på at få oprettet »humanistisk medicin« som supplement til lægeuddannelsen i Dan-mark og håber på, at Aarhus Universitet kommer først.

»Humanistisk medicin« eller »litteratur i medicin« er for længst integreret i medicinundervisningen i for eksempel USA, Sverige og Norge. At gøre lægerne og de medicinstuderende til bedre læger er også ærindet med de to nye antologier fra Norge og Sverige.

Nordmanden Jan C. Frich fik sin egen litterære åbenbaring på tredje år af lægestudiet, da han læste »Ivan Ilitchs død« af den russiske forfatter Leo Tolstoj.

»Den handler om en mand, der fin-der ud af, at han er alvorlig syg af kræft. Bogen beskriver alle hans tanker og refleksioner. Den eksistentielle krise, han står midt i. Jeg tænkte: Det må kunne bruges. Det her kan vi lære noget af«, siger Jan C. Frich, der senere selv var med til at indføre »litteratur og medicin« på medicinstudiet.

»Meget af den viden, vi får på studiet, er generel og abstrakt. Vi møder måske mange konkrete patienter. Men der er ikke tid til at reflektere. Ved at tilbyde en masse konkrete skildringer af sygdomme og læger i aktion, kan vi opleve og forholde os til dem. Litteraturen holder fast i virkeligheden. Hvis du har læst lidt, så kan du bedre forholde dig til fortællingerne, som patienterne præsenterer dig for«, mener Jan C. Frich.

Men spørgsmålet er, om det ikke er mere oplagt at læse i nogle af de bøger, der er skrevet af patienter. Dokumenta-riske skildringer. I stedet for flere hund-rede år gamle, opdigtede historier.

»Nej«, fastslår Per Vestergaard.

»Når nogle bliver store forfattere, er det fordi, de kan fængsle og fange. De har en historisk forankring. Og så har de talent for at udtrykke sig sprogligt. Det har såkaldt almindelige mennesker sjældent.

Det handler om at forstå vores rolle. Hvis vi kan forstå, hvordan forfattere har set på lægen, så er vi kommet langt. For det hører virkeligheden til.«

Passagerne fra »Madame Bovary« og »Ilddåben« er oversat til dansk fra den norske oversættelse.

BOKS: Per Vestergaards egen topti-liste over »lægeromaner«

Eliot, George. Middlemarch, 1872.

Søderberg, Hjalmar. Doktor Glass, 1905

Mann, Thomas. Trolddomsbjerget, 1924

Céline, Louis-Ferdinand. Rejsen til nattens ende, 1932

Camus, Albert. Pesten, 1948

Solzhenitzyn, Aleksander. Kræftafdelingen, 1968

Marquez, G. Gabriel. Kærlighed i koleraens tid, 1988

Oe, Kenzabu. A healing family, 1996

Yalom, Irwin. Lying on the couch, 1996

Enquist, Olov Per. Livlægens besøg, 1999

UDDRAG: Jeg kunne myrde ham ...

»Doktor Glas« af Hjalmar Söderberg er udgivet i 1905. Romanen er altså skrevet for præcis 100 år siden. Typisk for den tid var Doktor Glas privatpraktiserende. Bogen er skrevet i dagbogsform.

2. juli

Nej, nu begynder det at blive uhyggeligt. Ved titiden i formiddags kom fru Gregorius atter til mig. Hun så bleg og forvirret ud, og de store øjne stirrede imod mig. - Jamen, hvorledes dog, spurgte jeg uvilkårligt, hvad er der sket - er der sket noget?

Lavmælt fremstammede hun:

- I nat tog han mig med vold. Så godt som med vold.

Jeg satte mig ved skrivebordet, og min hånd begyndte at lege med pen og papir, som om jeg skulle til at skrive en recept. Hun havde sat sig i sofahjørnet. - Stakkel, sagde jeg for mig selv. Jeg kunne ikke finde på noget andet.

Så sagde hun:

- Jeg er skabt til at blive trampet på.

Vi tav begge et øjeblik, så fortsatte hun. Han havde vækket hende midt om natten. Han havde ikke kunnet sove. Han tiggede og bad; han havde grædt. Han sagde, at hans salighed stod på spil, og han ikke vidste, hvad han kunne finde på af alvorlige synder, såfremt han ikke fik sin vilje. Det var hendes pligt at gøre det, og pligten gik forud for helbredet. Gud ville hjælpe dem, og Gud skulle nok gøre hende rask.

Jeg sad stum af forbløffelse.

- Hykler han, spurgte jeg.

- Jeg ved det ikke. Nej, det tror jeg ikke. Men han har vænnet sig til at tage Gud til indtægt for alt muligt, som det nu bedst passer sig for ham. Sådan er de, jeg kender jo så mange præster. Jeg hader dem. Men han er ingen hykler, tværtimod har han altid anset det for soleklart, at hans religion er den rette, og at de der forkaster den er bedragere, der med løgn og list fører andre i fordærv.

Hun talte roligt, kun med en let dirren i stemmen, og det hun havde sagt overraskede mig ikke så lidt; jeg havde ikke været klar over, at dette lille kvindevæsen ville have været i stand til at bedømme en mand, sådan som hun gjorde det. Så klart og uforudindtaget til trods for at hun måtte hade ham til døden. Jeg fornemmede hadet og væmmelsen i hendes stemme, og det smittede mig mere og mere, mens hun fortalte videre: hun havde forsøgt at stå op og klæde sig på for at gå ud, og vandre på de øde gader indtil det blev lyst; men han havde holdt hende fast, og han var stærk og slap hende ikke ...

Jeg var blevet varm i hovedet, og min tindinger bankede. Jeg hørte en stemme inden i mig så tydeligt, at jeg blev næsten forskrækket, og stemmen hviskede ud mellem tænderne: pas på, præst, jeg har lovet denne lille kvinde her, den lille blomst med det silkeagtige hår, at jeg skal beskytte hende mod dig. Pas på, dit liv er i mine hænder, jeg kan ekspedere dig væk, førend du aner det. Pas på, præst, du kender mig ikke, min samvittighed har ikke den ringeste lighed med din, jeg dømmer mig selv, jeg er en mennesketype, som du end ikke aner eksisterer!

Sad hun mon og lyttede til mine hemmelige tanker? Det gav et sæt i mig, da jeg pludselig hørte hende sige:

- Jeg kunne myrde ham.

Mere skal ikke afsløres her. Kun at »Doktor Glas« er en lille bog på omkring 100 sider, der er udgivet af LFL's Bladfond i 2000.


Referencer

  1. Frich, Schei, Stene-Johansen. På Sykeleiet - Sykdom og medisin i Litteraturen. Gyldendal, 2004.
  2. Böttiger, Nordenström. Å herregud, mitt i semestern. Karolinska University Press, 1999.
  3. Böttiger, Nordenström. Den andra verkligheten. Karolinska University Press, 2004.