Skip to main content

Den regionale model

Jesper Poulsen

2. nov. 2005
3 min.

Anbefalingerne fra regeringens rådgivende udvalg på sundhedsområdet sivede før og efter jul til medierne. Ifølge disse havde udvalget mest diskuteret amternes fremtid, men nu, da rapporten er kendt i sin helhed, er det klart, at regeringens rådgivere lægger op til en meget gennemgribende reform af det danske sundheds(sygehus)væsen. Til vores tilfredshed er begrundelsen for reformerne lægefaglig. Indholdet beskrives mere detaljeret i en artikel i dette nummer af Ugeskrift for Læger.

På trods af alle de pæne ord om amternes rolle og det høje niveau i det danske sundhedsvæsen, er budskabet i rapporten helt entydigt, at den nuværende struktur er forældet og i de kommende år vil føre lukt ind i uoverskuelige problemer, hvis der ikke ageres. Der skal være færre enheder og skabes en ny balance mellem det centrale og det decentrale niveau, hvis ny teknologi og højt specialiseret behandling skal udnyttes optimalt; hvis den højt uddannede arbejdskraft skal anvendes optimalt til patientbehandling og til at oplære den mindre uddannede.

Det andet hovedbudskab er paradoksalt nok, at det bliver nødvendigt med en forøget brugerbetaling, hvis de grundlæggende principper om fri og lige adgang til behandling skal bevares. Alternativt skal sundhedssektoren have en betydelig større realvækst end den ene procent der generelt er lagt op til for det offentlige område i de kommende år, hvilket harmonerer skidt med skattestop/nedsættelser. Der lægges op til et nyt hundeslagsmål om prioriteringer og brugerbetaling.

Udvalget anbefaler, at de nuværende 14 amter skæres ned til et antal, der kan læses som mindre end halvdelen (et befolkningsunderlag på 400.000-700.000 med en tendens til fortsat stigning, højere i fx Storkøbenhavn). Den praktiserende læge skal fortsat have den centrale rolle som gatekeeper.

Udvalget forsøger igen at undgå, at debatten skal fortabe sig i et for eller imod amterne. Udvalgets medlemmer havde nok gjort sig selv en tjeneste ved at sige ligeud, at de anbefaler landet delt op i en række helt nye administrative regioner med nye valgte råd, der skal sikre den demokratiske forankring i reformen. Rådene har en ændret kompetence mellem det centrale niveau (ministerium og sundhedsstyrelse) og behandlingsstederne. Udvalget vil både styrke politikernes mulighederne for at føre national politik og gøre sygehusene mere autonome.

Udvalget peger på svaghederne ved det nuværende system, når landsdækkende reformer, som fx epj, skal gennemføres. På grund af opdelingen i 14 autonome enheder bliver den dybe tallerken opfundet flere steder og skal efterfølgende bringes til at passe sammen. Udvalget ønsker en styrkelse af de centrale planlægningsbeføjelser for at sikre en mere effektiv gennemførelse af centralt vedtagne initiativer. Samtidig mener udvalget, at det enkelte sygehus og den enkelte afdeling skal have langt større økonomisk råderum og dispositionsret, og udvalget lægger også op til en forøget konkurrence ved en øget grad af aktivitetsbaseret finansiering og flere »privatorganiserede elementer i sygehusvæsenet«. Til gengæld fraråder udvalget rene køber-sælger-modeller.

Der er meget sund fornuft i anbefalingerne fra regeringens rådgivende udvalg, og det er et glimrende indspark til regeringens strukturkommission, der i mellemtiden er gået i gang med at vurdere hele den administrative struktur i Danmark. Kloge er også ordene om, at struktur kun er en ramme og ikke en løsning: udvalget vurderer, at en række af de problemer, der findes i det danske og i andre landes sundhedsvæsener, i stor udstrækning er uafhængige af den konkrete politisk-administrative struktur.