Den relationelle fordring

Bogen »Den relationelle fordring. Ressourcer til en verden på kanten« er opbygget logisk med en kritik af klassisk vestlig tankegang, hvor mennesket er alene, og med en præsentation af det relationelle forhold mellem mennesker som alternativ. Herefter kapitler om betydningen for uddannelse, sundhedsvæsen (som jeg vil hæfte mig ved), organisationer og endelig om konfliktløsning.

Kenneth J. Gergen argumenterer, at vi ikke er ensomme aktører i verden, der vælger vores veje, efterhånden som vi får øje på dem; vi skaber vores veje sammen, mens vi går derudaf, og vi er ikke noget uden for relationen: Kilden til alt, hvad vi opfatter som virkeligt, rationelt og godt, findes i den relationelle proces, og hvis vi skal overleve, er det nødvendigt at give den relationelle proces opmærksomhed.

I en medicinsk kontekst udfordrer Kenneth J. Gergen vores verdensbillede ved at bevæge sig fra mennesket som afgrænset entitet i et ordnet system over i en mere holistisk og kompleks tænkning, hvor sprogfilosofi og tolkning samt vilje til at ville hinanden er essentiel.

Han argumenterer, at medicinen har et mekanisk årsag-virkning-verdensbillede på trods af, at langt de fleste sygdomme og lidelsestilstande er mere komplekse, end vi kan forklare ad den vej. Derfor bliver hospitaler fabriksagtige, behandleren til en tekniker og forholdet til patienten instrumentelt: man behandler »på«.

Den form for fremmedgjorte relationer fører til tingsliggørelse af patienten, der føler sig overset som menneske. Svaret er politisk-administrative krav om en givet kvalitet, garantier osv., og når det så ikke går som forventet, ligger der et klagesystem til at forfølge lægen eller behandleren. Samtidig er der et krav om produktivitet og benchmarking over for lægen. Dette fører til dårlig trivsel og udbrændthed hos lægen, for det bliver mindre meningsgivende blot at skulle fikse en endeløs række af tingsliggjorte patienter i mere eller mindre mekaniske processer.

Alt dette sker på hospitaler, der er lavet som en maskine, hvor hver afdeling og læge er specialiseret, og hvor der ofte er dårlig koordination og kommunikation både mellem enhederne og i hierarkiet inden for enhederne. Der er ofte ringe forståelse for »den andens« perspektiv og kun ringe opmærksomhed på patienten som helhed, og der møder mange forskellige behandlere, der ofte ikke koordinerer indsatsen. Resultatet er, at patienten kastes rundt i systemet, og at ingen har det overordnede ansvar med deraf følgende betydelig risiko for f.eks. polyfarmaci, der i bogen angives at være blandt de ti hyppigste dødsårsager i USA.

Kenneth J. Gergen kommer ikke med konkrete løsninger, hvilket man kan savne. Der er nogle bud på at arbejde i team og med medinddragelse, men forholdet til en overordnet struktur berøres ikke. Bogen er i højere grad et bud på en refleksiv dialektisk praksis, hvor vi indser, at der ikke findes simple mekanistiske løsninger på komplekse problemer, og hvor vi ikke er vores egen lykkes smed – men at vi, om vi vil det eller ej, står i relation til hinanden, og at løsninger på problemstillinger skal ses i det lys.

Bogen er anbefalelsesværdig og lettilgængelig læsning. Det er en inspirerende kritik af det medicinske verdensbillede og sundhedsvæsenets fabriksagtige organisering, og hvad det betyder for os, både som læger og patienter.

Læs flere anmeldelser her.