Skip to main content

Den sag lugter 2

Marianne Engberg Bo Christensen Bo Karlsmose Torsten Lauritzen Odense Jørgen Lous

2. nov. 2005
4 min.

Svar på læserbrev af Sven Bundgaard med samme titel, Ugeskrift for Læger (2003;165:141-2).

Nu er bunden efterhånden nået for en saglig debat. Vi har efter en velgennemført videnskabelig undersøgelse, og efter et særdeles grundigt peer review publiceret vores forskningsresultater i et af verdens førende tidsskrifter inden for almen medicin, samtidig har vi i dansk oversættelse meddelt vores resultater til danske kolleger (1, 2). Der er herefter i flere læserbreve og debatindlæg (3-5) forsøgt sået tvivl om den videnskabelige kvalitet af vores undersøgelse, senest med et læserbrev af Sven Bundgaard (6), hvis indhold er insinuerende, og indeholder uholdbare postulater og udtalelser, der nærmer sig injurier. SB når frem til, at både P.L.O. og DSAM må have beordret Ugeskriftets redaktion til at optage vores artikel som parallelpublikation - hvilket hovedredaktøren selvfølgelig har afvist. SB tror, at vi er blevet favoriseret af Ugeskriftets redaktør, vi har den modsatte opfattelse. SB mener sig desuden taget ved næsen af forfattergruppen, som SB gør opmærksom på endda inkluderer en dr.med. og en professor. Vi kan fortælle, at det står endnu værre til, forfattergruppen omfatter faktisk to professorer, to dr.med.er, og tre ph.d.er. SB mener, at sagen lugter. Vi er enige. Sagen lugter, fordi vi udsættes for insinuationer og uholdbare postulater, samtidig med, at vi ikke har fået lov til at forsvare os umiddelbart i tilknytning til de angreb, der er fremkommet mod os.

Ugeskriftets håndtering af denne sag har ikke givet os en fair mulighed for at svare og i hvert fald ikke favoriseret os. Man har bl.a. tilladt indlægsskriverne langt at overskride rammerne for indlæg, men pålagt os at overholde dem. Desuden accepteredes det, at spørgsmålenes omfang og karakter i læserbrevene gjorde det umuligt at svare fyldestgørende på den plads, Ugeskriftet stiller til rådighed, idet en besvarelse af spørgsmålene ville have krævet hele nye afhandlinger. Trods det principielt umulige i opgaven søgte vi at svare så redeligt og pædagogisk som muligt på læserbrevene (7, 8). Men vores svar førte blot til nyt indlæg, hvor man stillede de samme spørgsmål, men blot med en nedgørende og belærende tone, endende med SB's indlæg.

Vi var vidende om, at resultaternes karakter ville være overraskende for visse dele af det alment medicinske miljø, idet vi også selv blev overraskede. Dette har naturligvis ikke medført, at vi har undladt publikation. Vi er imidlertid forbløffede over voldsomheden af reaktionerne. Der er udbredt bekymring for forebyggelse af livsstilssygdomme i dele af det almen medicinske miljø - det forstår vi, og netop derfor har vi valgt at beskæftige os med det videnskabeligt. Vi har dog svært ved at forstå, at det skal medføre, at man ikke kan se videnskabeligt på en undersøgelse og argumentere herudfra, måske blot fordi undersøgelsen viser, at forebyggelse nytter. I stedet har man fremført en holdningsmæssig kritik med insinuerende og mistænkeliggørende indlæg med en pseudovidenskabelig argumentation.

Vi finder det ærgerligt, når nu dansk alment medicinsk forskning for en gangs skyld når ud over det hjemlige miljø, at den skal mistænkeliggøres med ubegrundede udsagn som SB's om, at det lugter. Vi er glade for at få vores resultater diskuteret, men må henstille til Ugeskriftets redaktion, at vi sikres mulighed for at kommentere indlæg i samme nummer. Indlæg som SB´s er efter vor opfattelse ikke et videnskabeligt tidsskrift værdigt.

Århus


Referencer

  1. Engberg M, Christensen B, Karlsmose B et al. General health screenings to improve cardiovascular risk profiles: a randomized controlled trial in general practice with 5-year follow-up. J Fam Pract 2002;51:546-52.
  2. Engberg M, Christensen B, Karlsmose Bet al. Kan systematiske generelle helbredsundersøgelser forbedre den kardiovaskulære risikoprofil i befolkningen. Ugeskr Læger 2002;164:3354-60.
  3. Olivarius NF, Vass M, Drivsholm TB et al. Skal befolkningen tilbydes generelle helbredsundersøgelser? Ugeskr Læger 2002;164:4199-200.
  4. Lunde IM, Brodersen J. Generelle helbredsundersøgelser - er det fremtiden? Ugeskr Læger 2002;164:5280.
  5. Beich A. Ebeltoft-undersøgelsen og formidling af forskningsresultater. Ugeskr Læger 2002;164:5169-70.
  6. Bundgaard S. Den sag lugter. Ugeskr Læger 2003;165:141-2.
  7. Engberg M, Christensen B, Karlsmose B et al. Svar på: Skal befolkningen tilbydes generelle helbredsundersøgelser?. Ugeskr Læger 2002;164:4200-1.
  8. Engberg M, Lauritzen T. Svar på: Generelle helbredsundersøgelser - er det fremtiden? Ugeskr Læger 2002;164:5280-1.