Den svære lære fra Bristol

Ingen enkeltsag i nyere tid har haft så stor indflydelse på holdningsdebatten i sundhedsvæsenet i vores del af verden som Bristol-sagen. Ingen sag er blevet så grundigt kulegravet som denne. Gennem tre år vendte en højt respekteret sundhedsprofessor, Ian Kennedy, hver en sten i denne tragedie, og sidste år udsendte han en rapport »Learning from Bristol«, der drog nogle meget klare og meget markante konklusioner. Rapporten indeholdt 198 anbefalinger til forbedring af sikkerheden på sygehusene. Den mest provokerende var opfordringen til at droppe klagesystemet. Det ville betyde en væsentlig forbedring af patientsikkerheden. Rapporten var for nylig til debat på en konference arrangeret af BMA og Journal of Medical Ethics, omtalt i dette nummer af Ugeskrift for Læger, og det fremgår, at et gennembrud fortsat lader vente på sig.

Sagen kom frem i midten af 1998, da medierne afslørede helt urimelige dødstal på hjerteafdelingen på Bristol Royal Infirmary. Tre kirurger havde gennem en tiårig periode haft alarmerende dårlige resultater med deres operationer, og der var vel at mærke tale om spædbørn, hvilket ikke gjorde overskrifterne mindre. Selv BMJ fandt sagen så graverende, at de tre læger blev hængt ud med billeder i deres eget fagblad. Den senere undersøgelse konkluderede, at den omtalte afdeling i perioden 1991 til 1995 havde en overdødelighed på mellem 30 og 35, og ingen havde grebet ind, selv om der over perioden ikke var sket forbedringer i resultaterne. Lægekulturen havde lukket sig omkring forholdene på Bristol Royal Infirmary. Det var anæstesilægen, der til sidst med karrieren som indsats havde afsløret forholdene. Han lever og arbejder i dag i Australien.

Embedsmændene i det engelske sundhedsministerium arbejder fortsat på at udarbejde et system, der afbalancerer ønsket om på den ene side at give patienterne oprejsning og kompensation og på den anden skærer udhængning og retsforfølgelse af lægen fra. At tage et afgørende skridt fra skyldskulturen til den lærende kultur, men uden at gøre den fuldstændig ansvarsfri. Der er stadig »bad apples«, der skal kunne stilles til ansvar for deres uansvarlige handlinger. I Storbritannien som i alle andre lande har det vist sig mere end almindeligt svært at udforme et sådant system. På trods af enigheden om det nuværende systems utilstrækkelighed - som udtrykt af Ian Kennedy er det som et varmesøgende missil, der går målrettet efter den person, som det tilfældigvis får inden for søgeområdet - og på trods af, at netop briterne efter Bristol-sagen tog meget kontante skridt mod at forandre såvel kultur som system.

Samtidig med offentliggørelsen sidste sommer dannedes National Patient Safety Agency, der satte sig nogle meget ambitiøse mål for forbedringen af patientsikkerheden i det britiske sundhedsvæsen. Antallet af alvorlige fejl i forbindelse med ordineret medicin skulle bringes ned med 40 procent; antallet af skader inden for obstetrik og gynækologi, der fører til klager, skulle ned med en fjerdedel; ingen patienter måtte dø eller få lammelser af injektion i rygmarven; tilfælde, hvor psykisk syge patienter begår selvmord ved hængning på institutionerne, skulle elimineres. Agenturet fik som sin fornemste opgave at udarbejde et indrapporteringssystem for fejl og næsten-fejl. Det skulle have været lanceret i april i år, men er foreløbig udskudt. Fremskridt på de øvrige områder lader vente på sig. Selv med så brutal en »eye-opener« som Bristol-sagen og med de klare konklusioner, der blev draget af den, er det svært at flytte nedarvede holdninger og myter om straf og skyld.