Skip to main content

Den syngende medicinstuderende

Mikkel Filholm Lange er ikke prototypen på en medicinstuderende. Han er manden bag en populær musikvideo om at vælge lægespeciale, og i forskningsåret brugte han sine kreative evner i arbejdet med støj og søvn.

Mikkel Filholm Lange på gulvet. Privat foto.
Mikkel Filholm Lange på gulvet. Privat foto.

Kristine Buske Nielsen, krn@dadl.dk

17. feb. 2017
4 min.

»Du skal vælge speciale, girl. Femårsreglen, baby. Uret tikker ... Så kom i gang under studiet. Du har travlt«!

Sådan begynder en musikvideo om at vælge lægespeciale, som er set af over 400.000 Facebook-brugere og er blevet det helt store samtaleemne på medicinstudiet.

Hovedproducenten bag videoen er 25-årige Mikkel Filholm Lange, der læser til medicin på 11. semester på Aarhus Universitet. Han har lavet sange om studiemiljøet siden første semester, hvor studiet føltes stressende, og han valgte at ty til det, han kender og er tryg ved – nemlig musikken.

»Det er helt klart et afbræk fra lægestudiet. For andre er det bedste, de ved, måske at sidde på en café og drikke en caffe latte eller at se Vild med dans fredag aften. Jeg vil bare gerne lave musik og videoer«, siger Mikkel.

Han fortæller, at specialerappen mest er lavet for sjov og ballade, men indledningen i sangen er en lille stikpille om forholdene på studiet.

»Femårsreglen lægger et stort pres for at nå at blive kvalificeret nok og finde lige det speciale, man gerne vil bruge de næste mange år på. Om der kommer noget ud af det, ved jeg ikke. Men et lille humoristisk indspark med et relevant budskab kan måske rykke noget«, siger Mikkel.

 

Kreativitet er vigtigt i faget

Der var mange studiekammerater inde over musikvideoen. Men idéen udviklede Mikkel sammen med sin ven Svend Buus, som går på andet semester på medicinstudiet i Aarhus.

»Det var Mikkel, der havde idéen og grobunden for sangen. Han er et vanvittigt engageret og velovervejet menneske, der altid tager initiativ og aldrig tropper op på bar bund. Det gør ham meget inspirerende at arbejde sammen med«, siger Svend Buus.

Faktaboks

Fakta

Den kreativitet og det engagement genkender sygeplejerske og ph.d. Pia Dreyer, der var Mikkels vejleder på forskningsåret. Her bidrog han til et projekt om lyd og støj i højteknologiske miljøer, som foregik på Intensiv Afdeling på Aarhus Universitetshospital.

»Mikkel går ind i folk med træsko på og er meget åben over for teamarbejdet omkring patienten. Det ene øjeblik stod han på Intensiv sammen med potentielle kommende kolleger, næste øjeblik nørdede han matematik og udregningsmodeller med ingeniørerne, og øjeblikket efter skulle han lave søvnmonitoreringer sammen med sygeplejerskerne på Respirationscenter Vest«, siger Pia Dreyer.

Holdet bag projektet blev overraskede over, hvor voldsom støjen på Intensiv Afdeling var. Det fødte en undren over, hvordan billedet ville se ud midt inde i byen med meget trafik. Mikkel, der bor i et kollektiv i Aarhus Centrum, foreslog at tage søvnmonitoreringsudstyret med hjem og måle søvnkvaliteten på sine bofæller. Selvom vinduet var åbent, og der kørte ambulancer forbi udenfor, var der ingen støj, der påvirkede søvnen. Og med en enkel idé fra Mikkel, blev der lukket et hul i hypotesen.

»Det er vigtigt at få kreativitet ind i faget, fordi vi ofte står med problematikker, der kræver at tænke ud af boksen for at finde nye løsninger. Og det kan sådan en som Mikkel bidrage til. Vi glæder os til, at han er færdig med studiet, for så håber vi, at vi kan få ham ansat hos os«, siger Pia Dreyer.

Ét valg – 38 specialer

I musikvideoen om specialevalg indgår roller som MC Gastroenterolog, der altid holder sit koloskop blankpoleret, kardiologen med et flow lige så tight som et par støttesokker eller lægen, der skærer løs i folk, der ikke har en chance og slutter sit vers med at synge: »For alle kender hospitalets hierarki. Hvem ligger øverst? Anæstesiologi!«

Men netop fordi der er så mange muligheder, ved Mikkel ikke selv, hvilken rolle han vil være endnu.

»Der er 38 forskellige officielle specialer, og man når knap nok at stifte bekendtskab med halvdelen i løbet af studiet. Og så skal man pludselig ud og vælge uden at have set, hvor stor verden er, og hvor mange muligheder der gemmer sig. Det kan være stressende, for man vil jo gerne vælge rigtigt, men jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal vælge«, siger Mikkel.

 

Se videoen her - før du vælger speciale!