Skip to main content

Den tingsliggjorte patient

Journalist Kurt Balle Jensen, kurt@ps-presse.dk

20. nov. 2006
3 min.

Patienter er nødvendige i uddannelsen - også i fremtiden. Det slog Ole Hartling fast, da han talte på konferencen »Færdighedstræning og patientsikkerhed - en dyade?« på Skejby Sygehus.

Ole Hartling, Klinisk Fysiologisk Afdeling på Vejle Sygehus, er formand for Det Etiske Råd, og færdighedstræning handler i høj grad om etik: Det er etisk betænkeligt, hvis man undgår at benytte sig af de nye muligheder for effektiv færdighedstræning, som centre med diverse dukker, udstyr og hele kunstigt opbyggede operationsstuer byder på.

Men det er også etisk betænkeligt, hvis man helt nedprioriterer eller undgår patienten i uddannelse og træning, for det er i virkelighedens verden, at man lærer at forholde sig til patienten som et levende menneske - og ikke en ting som en dukke jo trods alt er, ligegyldigt hvor meget teknologi, der er proppet i den. Færdigheder er at gøre tingene rigtigt. Etik handler om »at gøre de rigtige ting«. Det er vigtigt både at erkende fejl og lære af dem - og samtidig arbejde for at formindske antallet, sagde Ole Hartling.

Et jeg-du-forhold

»Færdighedstræning skal minimere riskoen for fejl, men de vil altid forekomme. Fejl vil man altså komme til at begå, men fejl er også noget, man skal ,bestå`. Det vil sige, at man skal erkende dem, at man skal tale med kolleger om dem, og at man skal efterlade sig spor i journalen, altså beskrive dem. Det eneste, man ikke skal gøre, er at bilde omverdenen ind, at man er ufejlbarlig, for det er der ingen, der er.

I uddannelse og færdighedstræning vil patienter altid skulle spille en rolle, uanset hvor veludbyggede laboratorierne til simulationstræning bliver. Man skal nemlig også lære at behandle patienten som et menneske og ikke en ting. Det skal være et jeg-du-forhold og ikke et jeg-det-forhold. Skræmmebilledet er overlægen, der kommer ind til patienten, mens han læser i journalen og fraværende mumler: ,Og hvad har vi så her ...`. Tingsliggørelse er at nærme sig fodenden for at se på blodomløbet i benene og glemme først at henvende sig til hovedenden og sige goddag«, siger Ole Hartling.

Prøv rollespil

Når patienter inddrages i uddannelsen, kan fejl i den måde, henvendelse sker på, være ubehagelige, for eksempel hvis der tales hen over hovedet på patienten. Derfor kan man bruge rollespil, både i uddannelsen og når et team skal lære at kommunikere rigtigt indbyrdes og med patienten.

»Der er nogle helt indlysende forhold, der skal være i orden, så man ikke tingsliggør patienten i forbindelse med færdighedstræning. Patienten er et menneske, og man skal ikke tingsliggøre sine medmennesker. Patienten skal derfor i forvejen sige ja til at være et ,studieobjekt` i forbindelse med uddannelse og færdighedstræning. Man skal være specielt omhyggelig med at skabe den rigtige situation, og det er efter min mening forkert, hvis for eksempel en bedøvet patient på operationsstuen indgår i en læringssituation, hvis ikke vedkommende på forhånd har accepteret det«.

Ole Hartling slog endnu en vigtig ting fast i sit indlæg på konferencen om færdighedstræning og patientsikkerhed: »Det siger sig selv men skal måske alligevel nævnes: Hvis en patient vælger at sige nej i forbindelse med en forespørgsel om at ville medvirke ved uddannelse og færdighedstræning, må det ikke på nogen måde få konsekvenser i form af modvilje. Patienten skal have de samme tilbud og den samme behandling, som hvis der var blevet sagt ja«.